Sådan slår du aktiveringslåsen fra

Læs mere om, hvordan du slår Aktiveringslås fra, så du kan indstille og bruge din enhed.

Aktiveringslås er udviklet til at beskytte din enhed og dine oplysninger, hvis du mister din iPhone, iPad, iPod touch, dit Apple Watch eller din Mac, eller hvis enheden bliver stjålet. Hvis du sletter din enhed uden først at logge af iCloud, forbliver den muligvis beskyttet af Aktiveringslås. Uanset om du slettede din egen enhed eller købte en brugt, kan du slå Aktiveringslås fra ved at indtaste det korrekte Apple-id og den korrekte adgangskode.

Hvis du slettede din egen enhed

Hvis du ikke logger ud af iCloud, inden du bruger gendannelsesfunktionen og gendanner, kan Aktiveringslås forblive aktiveret. Dette betyder, at du skal indtaste samme Apple-id og adgangskode som dem, der blev brugt, da du tidligere indstillede enheden.

Har du glemt dit Apple-id eller adgangskoden til dit Apple-id?

Hvis du har iOS 11 eller en nyere version, og din konto er beskyttet med tofaktorgodkendelse, kan du slå Aktiveringslås fra med adgangskoden til din enhed. Tryk på Lås op med adgangskode og derefter på Enhedsadgangskode.

Hvis du har købt en enhed hos andre

Inden du køber en iPhone, iPad eller iPod touch hos andre end Apple eller en Apple-autoriseret forhandler, skal du sørge for, at enheden er slettet og ikke længere tilknyttet den tidligere ejers konto. Sådan ser du, om et Apple Watch eller en Mac stadigvæk er beskyttet af Aktiveringslås. 

Hvis du tænder din iPhone, iPad, eller iPod touch og får vist en af følgende skærme, skal du kontakte den tidligere ejer for at få hjælp.

   iPhone, der viser skærmen Aktiveringslås

Hvis du får vist skærmen Aktiveringslås, er enheden stadig knyttet til den tidligere ejers konto.

iPhone, der viser adgangskodeskærmen   

Hvis adgangskodeskærmen eller hjemmeskærmen vises, er dataene på enheden ikke blevet slettet.

Bed den tidligere ejer om hjælp

Hvis enheden er knyttet til en tidligere ejers konto, og hvis vedkommende er i nærheden, skal du bede ham/hende om at indtaste sit Apple-id og sin adgangskode på skærmen Aktiveringslås og fjerne enheden fra sin konto.

Hvis du får vist adgangskodeskærmen, og hvis enheden ikke er blevet slettet, skal du bede den tidligere ejer om at låse enheden op og gå til Indstillinger > Generelt > Nulstil > Slet alt indhold og indstillinger. Vedkommende skal indtaste sit Apple-id og sin adgangskode.

Hvis den tidligere ejer ikke er i nærheden

Hvis den tidligere ejer ikke er i nærheden, skal du kontakte vedkommende og bede ham/hende følge disse trin:

  1. Log på iCloud.com med sit Apple-id.
  2. Gå til Find min iPhone.
  3. Klik på Alle enheder øverst på skærmen.
  4. Vælg den enhed, som skal fjernes fra iCloud.
  5. Klik på Slet [enhed]. Vælg Næste, indtil enheden er slettet. 
  6. Klik på Fjern fra konto.

Når den tidligere ejer har fjernet enheden fra sin konto, skal du slukke enheden og derefter tænde den igen for at starte indstillingsprocessen.

Udgivelsesdato: