Fejlfinding af problemer med pegefeltet til MacBook Neo

Bemærk: Denne procedure er kun beregnet til MacBook Neo.

Identificer problemer

Tjek den relevante supportartikel, hvis du bemærker nogen af følgende problemer:

  • Markøren bevæger sig ikke efter input fra pegefeltet

  • Multi-Touch-funktioner fungerer ikke som forventet

  • Pegefeltet reagerer ikke på klik

  • Pegefeltet fungerer, men har problemer med at mærke klik

Relevant supportartikel

Hvis problemet ikke blev løst ved at følge anvisningerne i en supportartikel, skal du fortsætte til næste afsnit.

Prøv trin til hurtig fejlfinding

  1. Undersøg computeren for væskeskade. Kontakt med væske kan kortslutte computerens interne kredsløb og forhindre den i at fungere korrekt.

  2. Sluk computeren. Rengør derefter pegefeltet med en blød, fnugfri klud.

  3. Undersøg pegefeltet visuelt for skader for at sikre, at faktorer som luftfugtighed, håndcreme eller smykker ikke har påvirket pegefeltets funktionalitet. Undgå at røre pegefeltet med begge hænder samtidig.

  4. Forsøg at klikke fysisk på pegefeltet for at kontrollere den mekaniske funktion.

    • Bemærk: MacBook Neo bruger et mekanisk pegefelt, der altid klikker, uanset om det er tilsluttet strøm eller ej.

  5. I Systemindstillinger > Tilgængelighed skal du deaktivere alle indstillinger for tastatur, mus og pegefelt. Test pegefeltets funktionalitet igen.

  6. Kontrollér og juster indstillingerne i Systemindstillinger > Pegefelt. Forkert justerede indstillinger kan opfattes som problemer med pegefeltet.

  7. Afbryd forbindelsen til alle Bluetooth-enheder. I Systemindstillinger > Bluetooth skal du klikke på knappen “X” ud for hver enhed.

Kør manuelle tests og diagnosticeringstests

Hvis problemet ikke blev løst ved at følge anvisningerne i en supportartikel eller ved at udføre trinnene til hurtig fejlfinding, skal du køre disse diagnosticeringstests og manuelle tests for at prøve at isolere årsagen til problemet:

  1. Hvis det indbyggede pegefelt ikke fungerer, skal du slutte en ekstern mus eller et eksternt pegefelt til computeren for at fortsætte fejlfindingen.

  2. Kør diagnosticeringspakken Mac Resource Inspector (MRI).

  3. Kør pegefeltdiagnosticeringspakken.

Åbn og inspicer computeren

Hvis problemet ikke blev løst eller isoleret ved at følge anvisningerne i supportartikler eller ved at køre diagnosticeringstests, kan du få mere at vide om, hvordan du åbner og inspicerer computeren, i reparationsvejledningen til computeren. En beskadiget eller forkert placeret del kan være årsag til et af problemerne.

  1. Følg procedurerne i reparationsvejledningen for at fjerne bundkabinettet og frakoble batteriet fra bundkortet.

  2. Undersøg de indvendige dele og kabinettet for tegn på fysisk skade eller væskeskade, snavs eller brændte eller mørke områder. Undersøg alle relevante indvendige flexkabler og stik for skader eller manipulation, f.eks. film eller fremmedlegemer, der blokerer et stik.

  3. Find stikket til pegefeltets flexkabel, og kontrollér, at flexkablet forefindes og er tilsluttet. Hvis flexkablet mangler, er det muligvis under bundkortet. Fjern bundkortet for at finde flexkablet.

  4. Frakobl og tilslut pegefeltets kabel til bundkortet igen. Tilslut derefter batteriet igen, og test, om problemet med pegefeltet stadig er der.

  5. Hvis problemet er løst, eller inspektionen ikke viser nogen problemer, skal du fuldføre genmonteringen. Hvis diagnosticeringsresultaterne eller inspektionen identificerede en defekt del, skal du fortsætte til næste afsnit. Hvis problemet fortsætter uden at identificere en bestemt del, skal du fortsætte til næste afsnit angående udskiftning af bundkortet.

Bemærk: Dette afsnit kræver bestilling af dele og værktøjer. Udskiftning af en del løser muligvis ikke problemet med enheden. Du kan finde andre servicemuligheder på support.apple.com/da-dk/repair.

Udskift delen

Hvis problemet ikke blev løst eller isoleret ved at følge de foregående trin, skal du udskifte følgende dele for de relevante problemer:

  • Hvis det i de foregående trin bekræftes, at pegefeltet fungerer, men der stadig er problemer med klikfornemmelsen, skal du udskifte pegefeltets grundplade og sætskruen. Følg procedurerne i reparationsvejledningen for at justere sætskruen og opnå den rigtige klikfornemmelse.

  • Hvis pegefeltet genkendes, men kun delvist reagerer eller ikke reagerer, skal du udskifte pegefeltet. Dette omfatter pegefeltets grundplade og sætskrue. Følg procedurerne i reparationsvejledningen for at justere sætskruen og opnå den rigtige klikfornemmelse.

  • Hvis pegefeltet slet ikke genkendes, eller hvis der ikke er identificeret nogen specifik defekt del ovenfor, skal du udskifte bundkortet.

Afslutning på reparation

Afhængigt af den udskiftede del er Reparationsassistent muligvis tilgængelig på enheden til at fuldføre reparationen. Få mere at vide om, hvordan du starter Reparationsassistent.

Bekræftelse efter reparation

Kør følgende diagnosticeringspakker efter reparationen:

  • Mac Resource Inspector (MRI) (for at teste den overordnede funktionalitet)

  • Pegefelt og klik på pegefelt (for at teste pegefeltet)

Når reparationen er fuldført, skal du tænde computeren og kontrollere, at pegefeltet fungerer normalt.

Bemærk: Dette afsnit kræver bestilling af dele og værktøjer. Udskiftning af en del løser muligvis ikke problemet med enheden. Du kan finde andre servicemuligheder på support.apple.com/da-dk/repair.

Udgivelsesdato: