Hvis din iPhone eller iPad blev stjålet
Hvis din iPhone eller iPad blev stjålet, eller hvis du af en anden årsag ikke kan gendanne din enhed, skal du følge disse trin for at beskytte din enhed, din Apple-konto og dine personlige oplysninger.
Markér som mistet på iCloud.com/find
Hvis din iPhone eller iPad blev stjålet, skal du sætte din enhed i funktionen Mistet så hurtigt som muligt. Derved låses din enhed med koden til enheden for at forhindre tyven i at få adgang til din enhed og foretage ændringer af din Apple-konto.
Hvis du bruger Beskyttelse af stjålet enhed til iPhone, kræves der Face ID eller Touch ID for at slå funktionen Mistet fra. Selvom en person, der har din iPhone, kender din adgangskode, vil vedkommende stadig være låst ude af din enhed.
Du skal have en bekræftelseskode for at logge ind, så du kan logge ind og markere enheden som mistet, selvom din godkendte enhed blev stjålet.
Vælg din iPhone eller iPad under Alle enheder.
Vælg Marker som mistet, og følg vejledningen på skærmen.
Når du har markeret din enhed som mistet
Inkluder ikke dine kontaktoplysninger, hvis din enhed er blevet stjålet. Du får måske vist en valgmulighed for at indtaste et telefonnummer eller en besked om, hvordan du kan kontaktes, og disse oplysninger er nyttige, hvis du har mistet din enhed og ønsker at gøre det nemmere for en person, der finder din enhed, at levere den tilbage til dig. Hvis din enhed er blevet stjålet, kan tyven muligvis bruge dine kontaktoplysninger til social engineering-svindel.
Fjern ikke enheden fra Find. Hvis du fjerner enheden fra listen Find, fjernes Aktiveringslås, og det vil gøre det nemmere for tyven at slette alle data på enheden og videresælge den.
Marker som mistet selv med Beskyttelse af stjålet enhed slået til. Den ekstra beskyttelse med Beskyttelse af stjålet enhed varer kun i en vis periode. Den bedste måde at beskytte din iPhone og din Apple-konto på er at markere enheden som mistet så hurtigt som muligt.
Apple vil aldrig kontakte dig for at fortælle, at din iPhone eller iPad er blevet fundet. Du må aldrig dele koden til din enhed eller andre kontooplysninger, f.eks. adgangskoder eller bekræftelseskoder, med andre.
Vær opmærksom, så du undgår social engineering-svindel, herunder phishing-beskeder, falske supportopkald og andre former for svindel.
Få mere at vide om social engineering og om, hvad du kan gøre for at beskytte dine personlige data
Find din iPhone eller iPad på et kort
Når du vælger din iPhone eller iPad på iCloud.com/find, zoomer kortet ind på enhedens lokalitet.
Hvis din iPhone eller iPad er blevet stjålet, eller hvis den vises på kortet på en lokalitet, du ikke genkender, skal du ikke selv forsøge at hente enheden. Du skal i stedet kontakte det lokale politi.
Hvis du bruger Beskyttelse af stjålet enhed på din iPhone, og hvis en anden har brugt din iPhone til at forsøge at ændre adgangskoden til din Apple-konto på en ukendt lokalitet, vises din iPhone muligvis ikke på kortet på iCloud.com/find. Du kan stadig markere din iPhone som stjålet for at låse den.
Læs mere om Beskyttelse af stjålet enhed til iPhone
Hvis Find ikke var slået til på din enhed, før den blev stjålet, vises den ikke på iCloud.com/find eller i appen Find, og du kan ikke markere den som mistet eller slette den eksternt. For at beskytte dine personlige oplysninger skal du ændre adgangskoden til din Apple‑konto med det samme.
Meld din iPhone eller iPad stjålet
Meld det til de lokale myndigheder. De beder muligvis om serienummeret på din iPhone eller iPad, som du kan finde, også selvom du ikke har enheden.
Kontakt din mobiloperatør for at melde din iPhone stjålet. Du skal bede operatøren om at suspendere din konto og indgive et krav, hvis din iPhone er dækket som en del af dit mobilabonnement.
Få mere at vide om, hvordan du finder serienummeret på din enhed
Hvis du ikke kan få din enhed igen
Hvis du ikke kan få din stjålne enhed tilbage, skal du slette alle data på den eksternt og gennemgå oplysningerne på din Apple-konto. Hvis din iPhone er dækket af AppleCare+ med dækning ved tyveri og tab, kan du også indgive et krav om erstatning.
Slet din iPhone eller din iPad eksternt
Sørg for, at du har prøvet alt for at finde den. Sletning af enheden kan ikke fortrydes.
Du kan slette din enhed eksternt med appen Find på en anden enhed eller på iCloud.com/find.
Hvis din enhed har iOS 15 eller en nyere version eller iPadOS 15 eller en nyere version, kan du stadig bruge Find eller iCloud.com/find til at finde den, efter at du har slettet den.
Fjern ikke enheden fra Find, selvom du har slettet den eksternt. Hvis du fjerner enheden fra listen Find, fjernes Aktiveringslås, og det vil gøre det nemmere for tyven at videresælge enheden.
Hvis din enhed er offline, starter sletningen, når den kommer online næste gang.
Slet din iPhone eller iPad eksternt på iCloud.com/find
Slet en enhed eksternt i appen Find på iPhone
Gennemgå og opdater oplysningerne på din Apple-konto
Du kan gennemgå dine kontooplysninger på en anden godkendt enhed (f.eks. en iPad eller Mac, hvor du er logget ind med din Apple-konto).
Gå til Indstillinger (eller Systemindstillinger), og tryk derefter på [dit navn].
Rul ned for at gennemgå listen over dine enheder. Fra denne liste kan du fjerne den stjålne enhed fra din konto uden at fjerne den fra Find. Du bør også fjerne enheder, som du ikke genkender eller ikke har tilføjet.
Tryk på Login og sikkerhed for at gennemgå dine sikkerhedsindstillinger. Gennemgå den e-mailadresse og de telefonnumre, der er knyttet til din konto og dine gendannelsesmetoder.
Hvis du bemærker ændringer, som du ikke genkender eller ikke har foretaget, skal du opdatere disse oplysninger og ændre adgangskoden til din Apple-konto.
Hvis du bruger en ny enhed, kan du gennemgå dine kontooplysninger, når du er logget ind med din Apple-konto. Af hensyn til din sikkerhed skal du muligvis vente et stykke tid, før du kan foretage ændringer i dine sikkerhedsindstillinger.
På nettet
Du kan også gennemgå dine kontooplysninger på account.apple.com.
Hvis du har en godkendt enhed, vil du blive bedt om at foretage eventuelle ændringer på den pågældende enhed.
Indsend et krav med AppleCare+ med dækning ved tyveri og tab
Hvis din iPhone er dækket af AppleCare+ med dækning ved tyveri og tab, skal du indsende et krav om erstatning af din iPhone.
AppleCare+ med dækning ved tyveri og tab er ikke tilgængeligt i alle lande og områder.