Brug appen Adgangskoder til at oprette, administrere og dele adgangskoder og loginnøgler på tværs af Apple-enheder
Med appen Adgangskoder kan du nemt få adgang til adgangskoder og loginnøgler til dine konti, Wi-Fi-adgangskoder og bekræftelseskoder på ét sted. Adgangskoder hjælper dig også med at administrere dine loginoplysninger på tværs af enheder med iCloud-nøglering og advarer dig om adgangskoder, der muligvis ikke er sikre.

Brug appen Adgangskoder
Fra og med iOS 18, iPadOS 18, macOS Sequoia og visionOS 2 hjælper appen Adgangskoder dig med at administrere dine adgangskoder, loginnøgler og bekræftelseskoder. Du kan oprette og gemme stærke adgangskoder, dele loginoplysninger med venner og familier, tilpasse adgangskoder og meget mere. Adgangskoder advarer dig også om almindelige svagheder i adgangskoder, f.eks. en adgangskode, der er nem at gætte, som du har brugt flere gange til forskellige konti, eller som er brugt i kendte datalæk.
Hvis du vil bruge appen Adgangskoder og drage fordel af disse funktioner, skal du sørge for at opdatere alle dine Apple-enheder til den seneste softwareversion.
Opret og gem stærke adgangskoder
Den mest sikre adgangskode er ofte en, som du ikke opretter selv. Når du indtaster et nyt kontonavn på understøttede websteder og i understøttede apps, foreslår din enhed en unik, kompleks adgangskode.
Du kan også bruge Adgangskoder til at generere en stærk adgangskode til en eksisterende konto (for eksempel for at erstatte en svagere adgangskode, som du selv har oprettet).
Slå Autoudfyld adgangskode til
Med Autoudfyld adgangskode indtaster din Apple-enhed automatisk de adgangskoder eller loginnøgler, som du gemmer i Adgangskoder. På den måde kan du bruge unikke, komplekse adgangskoder til alle dine konti – uden at skulle huske dem.
For at aktivere Autoudfyld adgangskode skal du gå til Indstillinger (eller Systemindstillinger på Mac) > Generelt > Autoudfyld adgangskoder og derefter slå Autoudfyld adgangskoder og loginnøgler til.
På Mac kan du bruge Autoudfyld på understøttede tredjepartsbrowsere ved at aktivere en udvidelse. Du kan finde disse udvidelser i din browsers webshop.
Slå iCloud nøglering til
Med iCloud-nøglering bliver dine adgangskoder og loginnøgler (samt andre kontooplysninger, f.eks. kreditkortoplysninger og Wi-Fi-oplysninger) tilgængelige på alle dine godkendte Apple-enheder og holder disse oplysninger opdateret på tværs af enheder.
Hvis du ikke slog iCloud-nøglering til, da du indstillede din enhed første gang, skal du gå til Indstillinger (eller Systemindstillinger på Mac) > dit navn > iCloud > Adgangskoder og nøglering og derefter slå iCloud-nøglering til.
Når du indstiller en ny enhed, kan du godkende den på en anden enhed ved hjælp af iCloud-nøglering eller med en gammel enhedskode. Så går iCloud-nøglering automatisk i gang med at opdatere på den nye enhed.
Indstil iCloud-nøglering på Apple Vision Pro
Del dine adgangskoder og loginnøgler
Du kan bruge Adgangskoder til at oprette en delt gruppe – en nem og sikker måde at dele adgangskoder, loginnøgler og login med Apple-loginoplysninger på med din familie og andre kontakter, du stoler på.
Du kan også dele individuelle adgangskoder og loginnøgler sikkert via AirDrop.
Brug AirDrop til sikker deling af adgangskoder og loginnøgler på iPhone
Brug AirDrop til sikker deling af adgangskoder og loginnøgler på iPad
Brug AirDrop til sikker deling af adgangskoder og loginnøgler på Mac
Brug AirDrop til sikker deling af adgangskoder og loginnøgler på Apple Vision Pro
Adgangskoder gemmer også dine Wi-Fi-adgangskoder. Du kan dele dem med venner og familie direkte fra din Apple-enhed til deres enhed uden at oplyse din adgangskode.
Indstil automatiske bekræftelseskoder
For websteder og apps, der tilbyder tofaktorgodkendelse (eller multifaktorgodkendelse) – som hjælper med at forhindre andre i at få adgang til din konto, også selvom de kender dine adgangskoder – kan Adgangskoder indstille og gemme automatiske bekræftelseskoder. På den måde kan du udnytte sikkerheden ved tofaktorgodkendelse uden at være afhængig af sms-beskeder eller yderligere apps.
For at indstille en automatisk bekræftelseskode skal du åbne Adgangskoder, vælge Alle og derefter vælge et websted eller en app. Under Sikkerhed skal du vælge Indstil bekræftelseskode…
Sikkerhedsanbefalinger i Adgangskoder
Hvis din Apple-enhed registrerer almindelige svagheder (f.eks. en adgangskode, der er nem at gætte, eller en, som du har brugt flere gange) i dine adgangskoder, advarer Adgangskoder dig om disse svagheder og anbefaler, at du opdaterer dem. Adgangskoder advarer dig også, hvis dine adgangskoder bruges i kendte datalæk.
Vælg Sikkerhed i Adgangskoder, og vælg en konto med en svag eller kompromitteret adgangskode.
Brug iCloud-adgangskoder på din pc
Hvis du bruger iCloud til Windows på din pc, kan du indstille iCloud-adgangskoder for at få adgang til dine adgangskoder i Google Chrome eller Microsoft Edge.
Om loginnøgler
Loginnøgler kan bruges i stedet for adgangskoder og er designet til at give websteder og apps en adgangskodefri loginoplevelse, som både er mere bekvem og mere sikker. Loginnøgler er altid stærke og unikt genereret af din egen enhed for hver konto, og de er mindre sårbare over for social engineering-svindel som f.eks. phishing.
Læs mere om sikkerheden ved loginnøgler
Har du brug for mere hjælp?
Fortæl os mere om, hvad der sker, så foreslår vi, hvad du kan gøre.