Om administration af batteritilstand i Intel-baserede bærbare Mac-computere
Bærbare Mac-computere med en Intel-processor bruger Administration af batteritilstand, som er en funktion, der er designet til at forlænge batteriets levetid på din computer.
Denne artikel gælder kun for bærbare Mac-computere med en Intel-processor.
Om litiumionbatteriet i din Mac
Batterier i bærbare Mac-computere bruger litiumionteknologi. Litiumionbatterier oplades hurtigt, holder længe og leverer i øjeblikket den bedste teknologi til at forsyne din Mac med strøm.
Alle genopladelige batterier er forbrugsvarer, der bliver mindre effektive, efterhånden som de bliver ældre, og det er ikke kun tid, der afgør deres alder. Et batteris levetid afhænger af dets kemiske alder, som påvirkes af faktorer som dets temperaturhistorik og opladningsmønster. Efterhånden som den bærbare computers batteri bliver kemisk ældre, bliver dets opladningskapacitet mindre.
Sådan styrer du administration af batteritilstand
Administration af batteritilstand er slået til som standard, når du køber en ny bærbar Mac-computer med macOS Catalina 10.15.5 eller nyere, eller efter at du har opgraderet til macOS 10.15.5 eller nyere på en bærbar Mac-computer med Thunderbolt 3-porte.
Administration af batteritilstand kan reducere den tid, din Mac kan køre på en enkelt batteriopladning, når der er anvendt kapacitetsbegrænsninger. Hvis du prioriterer, at batteriet skal holde så længe som muligt, før du oplader igen, kan du slå “Administrer batterilevetiden” fra i Systemindstillinger. Dette er trinnene til macOS Ventura 14 eller nyere:
Vælg Systemindstillinger i Apple-menuen .
Klik på Batteri i indholdsoversigten, og klik derefter på Batteritilstand til højre.
Fjern markeringen i “Administrer batterilevetiden”.

Klik på Slå fra, og klik derefter på OK for at bekræfte.

Batterilevetiden kan blive reduceret, hvis du slår denne funktion fra.
Sådan hjælper administration af batteritilstand
Funktionen til administration af batteritilstand er udviklet til at forlænge levetiden for dit batteri ved at sænke den kemiske aldring. Det gør denne funktion ved at overvåge batteriets temperaturhistorik og opladningsmønstre. Baseret på de målinger, som administration af batteritilstand indsamler, kan den midlertidigt reducere batteriets maksimale opladning. Dette sker efter behov for at sikre, at batteriet oplades til et niveau, der er optimeret til din brug, hvilket reducerer slitagen på batteriet og sænker dets kemiske aldring.
Administration af batteritilstand bruger også disse målinger til at beregne, hvornår dit batteri har brug for et serviceeftersyn, og denne beregning er baseret på, at funktionen altid er aktiveret.
Få mere at vide om, hvordan du får du optimal batteritid og batterilevetid.
Din Mac kan muligvis omkalibrere batteriets maksimale kapacitet efter installering af en Apple-softwareopdatering. Under kalibreringen kan den kortvarigt køre på batteristrøm, selv når den er tilsluttet vekselstrøm.
Få mere at vide
Få mere at vide om, hvad du skal gøre, hvis du får vist “Eftersyn anbefales” for dit batteri.
Hvis du ikke mener, at dit batteri holder så længe, som det burde, kan du få mere at vide om, hvordan du får service til din Mac.