Introduktion til tekstbehandlings- og sidelayoutdokumenter i Pages på iPad
Der er to grundlæggende typer af dokumenter, som du kan oprette i Pages: tekstbehandlingsdokumenter og sidelayoutdokumenter. Hvilken type dokument (eller skabelon) du skal vælge afhænger af, hvad du vil oprette. Tekstbehandlingsdokumenter er eksempelvis praktiske til rapporter og breve, mens sidelayoutdokumenter er bedre til løbesedler eller plakater. Den dokumenttype, du vælger, har også betydning for, hvordan du tilføjer eller sletter sider, arbejder med objekter m.m.
Tekstbehandling: Disse dokumenter har et område med brødtekst, hvor du skriver, teksten ombrydes fra en side til den næste, og der oprettes automatisk nye sider efter behov, når du kommer til slutningen af siden. Når du åbner et tekstbehandlingsdokument (eller en tekstbehandlingsskabelon), kan du bare begynde at skrive, og du kan også tilføje billeder, diagrammer og andre objekter.
Sidelayout: Et sidelayoutdokument er som et lærred, hvor du tilføjer tekstfelter, billeder og andre objekter og placerer dem på siden, som du vil. Når du åbner et sidelayoutdokument (eller en sidelayoutskabelon), er der ikke et område til brødtekst. Hvis du vil tilføje tekst, skal du tilføje et tekstfelt og skrive i det. Nye sider skal tilføjes manuelt.
Sådan ser du, hvilken type dokument du får vist
Du kan se, om en skabelon (eller et dokument) er indstillet til tekstbehandling eller sidelayout, ved at åbne det. Tryk i et hjørne af dokumentet (så der ikke er valgt noget tekst eller nogen objekter), tryk på , tryk på Dokumentindstillinger, og tryk derefter på Dokumentlayout. Hvis Brødtekst i dokument er slået til, er det et tekstbehandlingsdokument. Ellers er det et sidelayoutdokument.
Du kan konvertere dokumenter til en anden type skabelon undervejs. Du kan få flere oplysninger om de to typer dokumenter og om, hvordan du ændrer en skabelon fra en type dokument til en anden, i Brug skabeloner.