Samarbejd om et delt dokument i Pages til iCloud
Uanset om du er ejer af et delt dokument, eller du er blevet inviteret til at samarbejde, kan du åbne dokumentet og derefter se de ændringer, der er foretaget af andre i realtid, skjule eller få vist redigeringsaktivitet m.m. Antallet af personer, der redigerer eller ser dokumentet (ikke inklusive dig), vises ved siden af knappen Samarbejd på værktøjslinjen, og deres navne (eller e-mailadresser eller telefonnumre) vises på deltagerlisten.
Accepter en invitation til at samarbejde
Når du modtager et link til et delt dokument, afhænger det, der sker, når du klikker på linket, af den adgang og tilladelse, der er indstillet af ejeren, og af den version af Pages og macOS, der er installeret på din computer.
Før du går i gang, skal du kontrollere, at du opfylder minimumssystemkravene for samarbejde.
Klik (eller tryk, hvis du ser invitationen på en iPhone eller iPad) på linket i den e-mail, den besked eller det opslag, du har modtaget.
Hvis du bliver bedt om det, skal du logge ind med dit Apple-id eller følge den vejledning, der vises.
Dokumentet åbnes på følgende måde:
På en Mac: Dokumentet åbnes i Pages til iCloud eller i Pages til Mac.
På iCloud.com på en Mac- eller Windows-computer: Hvis du er logget ind på iCloud.com, åbnes dokumentet i Pages til iCloud, og det føjes til din dokumentadministration og til iCloud Drive.
På en iPhone med iOS 14.0 eller nyere og Pages 11.2 eller nyere: Dokumentet åbnes i Pages på din enhed og føjes til dokumentadministrationen.
På en iPad med iOS 14.0 eller nyere og Pages 11.2 eller nyere: Dokumentet åbnes i Pages på din enhed og føjes til dokumentadministrationen.
På en Android-enhed eller en enhed uden iOS 14.0, iPadOS 14.0 eller nyere og Pages 11.2 eller nyere: Dokumentet åbnes i en understøttet browser, hvor du kan se, men ikke redigere det.
Hvis du ikke kan åbne et dokument, der er blevet delt med dig, er det muligt, at den e-mailadresse eller det telefonnummer, der er brugt til at invitere dig, ikke er knyttet til dit Apple-id. Log ind med dit Apple-id, og følg derefter instruktionerne for at kontrollere din e-mailadresse og knytte den til dit Apple-id. Klik derefter på linket til det delte dokument igen.
Bemærk: Hvis du ikke ønsker at knytte en anden e-mailadresse til dit Apple-id, kan du i stedet bede ejeren af det delte dokument om at invitere dig igen ved at benytte en e-mailadresse eller et telefonnummer, der allerede er knyttet til dit Apple-id.
Samarbejd om et delt dokument
Åbn det delte dokument.
Hvis du ikke kan se det dokument, du leder efter, i dokumentadministrationen, skal du klikke på linket i den e-mail, den besked eller det indlæg, du har modtaget, og logge ind med dit Apple-id, hvis du bliver bedt om det.
Læs Accepter en invitation til at samarbejde, hvis du ikke kan åbne dokumentet.
Rediger dokumentet.
Ændringer, som du og andre foretager i dokumentet, vises i realtid. Markører og tekstmarkeringer samt objekter vises i forskellige farver for at angive, hvor andre i øjeblikket redigerer. Flyt musen hen over markøren for at se, hvem der foretager redigeringen.
Bemærk: Hvis et delt dokument bruger formateringsreglerne til et andet sprog end dit primære sprog, vises en besked nederst i dokumentet om, hvilken formatering der bruges.
Gør et af følgende:
Se, hvem der arbejder med dokumentet: Klik på knappen Samarbejd på værktøjslinjen for at se deltagerlisten, der viser, hvem der er tilmeldt til dokumentet, og hvem der redigerer eller ser det i øjeblikket.
Hvis du er ejeren, og adgangen er indstillet til "Kun personer, du inviterer", ser du e-mailadressen eller telefonnummeret (i stedet for navnet) for personer, du har inviteret, men som endnu ikke har åbnet dokumentet.
Følg andres ændringer: Klik på prikken til højre for navnet for at se, hvor den pågældende person arbejder. Hvis du ikke kan se en prik, har personen ikke dokumentet åbent.
Skjul eller vis aktivitet (markører eller valg i forskellige farver): Klik på knappen Vis på værktøjslinjen, og vælg Skjul samarbejdsaktivitet eller Vis samarbejdsaktivitet.
Inviter andre: Hvis du er på en Mac med macOS Monterey 12.0 eller nyere, og ejeren af det delte dokument har givet dig tilladelse til at invitere andre til at samarbejde, kan du klikke på Tilføj personer, vælge, hvordan du vil sende invitationen, og derefter klikke på Del.
Frameld et delt dokument
Hvis du ikke længere vil have adgang til et dokument, der er blevet delt med dig, kan du slette dig fra deltagerlisten.
Gør en af følgende:
Mens dokumentet er åbent: Klik på knappen Samarbejd på værktøjslinjen.
I dokumentadministrationen skal du klikke på Delt (til venstre) og derefter vælge dokumentet. Klik på knappen Mere , og vælg derefter Oplysninger om samarbejde.
Flyt markøren til dit eget navn, klik på de tre viste prikker, og vælg derefter Fjern mig.
Når du fjerner din adgang, slettes dit navn fra deltagerlisten, og dokumentet fjernes fra dit iCloud Drive. Hvis du senere vil have adgang til dokumentet igen, skal du klikke på det oprindelige link for at åbne det.
Find dokumenter, andre har delt med dig
Prøv et af følgende:
Find linket til det delte dokument, der blev sendt til dig (f.eks. i den oprindelige e-mail eller sms), og klik på det.
Hvis du har åbnet dokumentet før, skal du klikke på Delt i venstre side af dokumentadministrationen og derefter kigge efter dokumentet. Hvis der er flere delte dokumenter, end der er plads til i den aktuelle visning, kan du klikke på Se alle øverst til højre.
Hvis du sletter et delt dokument fra dokumentadministrationen og ønsker at se det igen senere, skal du bare klikke på linket, du tidligere modtog. Så længe dokumentet stadig deles af ejeren, vises det stadig i dokumentadministration.