Introduktion til pivottabeller i Numbers til iCloud
En pivottabel er en særlig type tabel, der organiserer og opsummerer dataene fra en anden tabel (der indeholder kildedataene). Du kan oprette pivottabeller for at analysere data, hurtigt gruppere og beregne værdier og identificere interessante mønstre og tendenser.
Du kan oprette en pivottabel ud fra en anden tabel i regnearket, der indeholder mindst én udfyldt celle (ikke overskrift), og som ikke indeholder celler, der er flettet på tværs af sammenhængende rækker.
Du vælger, hvilke data der skal inkluderes i en pivottabel, og hvordan de skal organiseres, under fanen Pivotindstillinger i indholdsoversigten for formatering , der vises nedenfor. Hvis du vil tilføje data, skal du vælge de kolonner med kildedata (felter), du vil inkludere. Afhængigt af typen af data, de indeholder, føjes de valgte felter automatisk til en af tre sektioner – Kolonner, Rækker og Værdier – men du kan senere omarrangere dem, som du ønsker det. Placeringen og rækkefølgen af felter bestemmer, hvordan dataene grupperes i pivottabellen.
Hvis du f.eks. anbringer feltet Strøm i sektionen Rækker, føjes der en række til pivottabellen for hver unikke værdi i kildedataene for kolonnen Strøm – i dette tilfælde Elektrisk eller Manuel. Hvis du føjer endnu et felt, f.eks. Produkt, til sektionen Rækker, opretter du et hierarki af rækker og grupperinger – i dette tilfælde elektriske og manuelle cykler, scootere og skateboards.
Værdifelter bruger funktioner, f.eks. sum eller gennemsnit, til at opsummere data. Du kan ændre, hvilken funktion der bruges, hvordan resultater skal vises i pivottabellen, og om du vil have vist totaler og hovedtotaler.
Du kan også bruge hurtige filtre, hvis du kun vil inkludere specifikke kildedata i pivottabellen, eller oprette et pivotdiagram med forskellige data (f.eks. totaler eller hovedtotaler), som kan hjælpe dig med at visualisere tendenser.
Tip: Du kan øve dig i at bruge en pivottabel i skabelonen Almindelig pivottabel. Du kan åbne den ved at klikke på knappen Opret regneark på værktøjslinjen i regnearksadministration og derefter dobbeltklikke på skabelonen Almindelig pivottabel. I skabelonen skal du klikke på fanerne øverst i skabelonen (Almindelig pivottabel og Øvelse til pivottabel) for at se de forskellige ark.
Se Opret en pivottabel for at komme i gang.