Tilføj eller slet et diagram i Numbers til iCloud
Du kan illustrere data med et 2D-diagram eller et interaktivt diagram. Hvis du vil oprette et diagram, skal du først føje data til en tabel og derefter vælge den ønskede diagramtype (f.eks. kolonnediagram, søjlediagram eller lagkagediagram). Når du foretager ændringer i tabeldataene, opdateres diagrammet automatisk.
Bemærk: Hvis du importerer et regneark med et 3D-diagram til Numbers til iCloud, vises det som et 2D-diagram, men 3D-oplysningerne gemmes. Hvis du på et senere tidspunkt åbner regnearket i appen Numbers på en Mac, iPhone eller iPad, vises diagrammet i 3D igen.
Tilføj et kolonne-, søjle-, linje-, område-, lagkage- eller donutdiagram
Hvis de data, du ønsker at føje til diagrammet, ikke allerede findes i en tabel i regnearket, skal du tilføje en tabel og derefter indtaste dataene.
Afhængigt af de data du vil indtegne, skal du vælge hele tabellen, bestemte tabelceller eller en eller flere kolonner eller rækker med data.
Hvis dataene i din tabel er kategoriseret, kan du vælge en tabel for at indtegne resultaterne af beregningen af en oversigtsrække. Hvis du vil vise oversigtsværdier for en underkategori som et diagram, skal du vælge cellen i oversigtsrækken på det niveau i hierarkiet, som du vil indsætte i diagrammet, og derefter trække ned for at vælge værdier i oversigtsrækker for yderligere grupper, du vil inkludere i diagrammet.
Bemærk: Hvis du vil vise datapunkter som et diagram i en kategoriseret tabel, skal du kontrollere, at den første celle i dit valg ikke er en oversigtsrække. Hvis valget inkluderer en gruppe, der er skjult, er det data fra de synlige grupper, der indtegnes.
Klik på knappen Diagram på værktøjslinjen, klik på 2D eller Interaktiv, og vælg en diagramtype.
Bemærk: Kun kolonne-, søjle-, punkt- og boblediagrammer kan være interaktive.
Hver række med data i tabellen repræsenterer en dataserie, der tegnes i diagrammet.
Bemærk: Hvis det valgte celleområde har flere kolonner end rækker, eller hvis området indeholder samme antal kolonner og rækker, bliver rækkerne tegnet som serierne.
Tilføj et punktdiagram
Punktdiagrammer viser data som punkter, og de kræver mindst to kolonner eller rækker af data (x- og y-værdier) for at kunne tegne værdier for en enkelt dataserie. Hver dataserie i et punktdiagram har den samme værdi som x-aksen, så derfor behøver du kun at tilføje en ekstra række eller kolonne for at vise en anden dataserie.
Hvis de data, du ønsker at føje til diagrammet, ikke allerede findes i en tabel i regnearket, skal du tilføje en tabel og derefter indtaste dataene.
Afhængigt af de data du vil indtegne, skal du vælge de rækker eller kolonner, der indeholder de data, du vil bruge, ved at klikke på søjlen med tallene eller bogstaverne for de pågældende rækker eller kolonner.
En enkelt dataserie med samme x- og y-værdier: Punktdiagrammet afbilder data på samme måde som et linjediagram med værdierne fra den valgte kolonne langs både x- og y-akserne.
En enkelt dataserie med forskellige x- og y-værdier: Punktdiagrammet afbilder en enkelt dataserie. Den først valgte kolonne bestemmer værdier på x-aksen og den andet kolonne værdierne på y-aksen.
Flere dataserier: Den først valgte kolonne bestemmer de delte værdier på x-aksen, og hver yderligere valgt kolonne opretter en ny serie (og bestemmer værdierne på y-aksen for hver serie).
Hvis dataene i din tabel er kategoriseret, kan du vælge en tabel for at indtegne resultaterne af beregningen af en oversigtsrække. Hvis du vil vise oversigtsværdier for en underkategori som et diagram, skal du vælge cellen i oversigtsrækken på det niveau i hierarkiet, som du vil indsætte i diagrammet, og derefter trække ned for at vælge værdier i oversigtsrækker for yderligere grupper, du vil inkludere i diagrammet.
Bemærk: Hvis du vil vise datapunkter som et diagram i en kategoriseret tabel, skal du kontrollere, at den første celle i dit valg ikke er en oversigtsrække. Hvis valget inkluderer en gruppe, der er skjult, er det data fra de synlige grupper, der indtegnes.
Klik på knappen Diagram på værktøjslinjen, klik på 2D eller Interaktivt, og klik derefter på punktdiagrammet for at tegne de valgte data.
Tilføj et boblediagram
Du kan bruge et boblediagram til at tegne data i tre dimensioner. Hver dataserie indeholder en tredje dimension, som formidler forholdet mellem de sammenlignede værdier (x og y) og en størrelsesværdi (z). Hver dataserie i et boblediagram har den samme værdi som x-aksen, så du behøver kun at tilføje to ekstra rækker eller kolonner for at vise en anden dataserie.
Hvis dataene ikke allerede findes i en tabel i regnearket, skal du tilføje en tabel og derefter indtaste dataene.
Afhængigt af de data du vil indtegne, skal du vælge tabelrækkerne eller -kolonnerne med de data, du vil bruge, ved at klikke på søjlen med tallene eller bogstaverne for de pågældende rækker eller kolonner:
En enkelt dataserie uden størrelsesværdier: Vælg kun én kolonne. Boblediagrammet tegner dataene som i et linjediagram med værdierne fra den valgte kolonne langs y-aksen.
En enkelt dataserie med størrelsesværdier: Vælg tre kolonner. Den først valgte kolonne bestemmer værdierne på x-aksen, den anden kolonne bestemmer værdierne på y-aksen, og den tredje kolonne bestemmer størrelsen på boblen.
Flere dataserier: Vælg kolonnen med den delte x-værdi og flere par af yderligere kolonner. Den først valgte kolonne bestemmer de delte værdier på x-aksen, den anden kolonne bestemmer værdierne på y-aksen for den første dataserie, og den tredje kolonne bestemmer størrelserne på boblerne (z) for den første dataserie. Vælg yderligere to kolonner for at tilføje y- og z-værdier til en anden dataserie, to kolonner mere til en tredje dataserie og så videre.
Hvis dataene i din tabel er kategoriseret, kan du vælge en tabel for at indtegne resultaterne af beregningen af en oversigtsrække. Hvis du vil vise oversigtsværdier for en underkategori som et diagram, skal du vælge cellen i oversigtsrækken på det niveau i hierarkiet, som du vil indsætte i diagrammet, og derefter trække ned for at vælge værdier i oversigtsrækker for yderligere grupper, du vil inkludere i diagrammet.
Bemærk: Hvis du vil vise datapunkter som et diagram i en kategoriseret tabel, skal du kontrollere, at den første celle i dit valg ikke er en oversigtsrække. Hvis valget inkluderer en gruppe, der er skjult, er det data fra de synlige grupper, der indtegnes.
Klik på knappen Diagram på værktøjslinjen, klik på 2D eller Interaktiv, og klik på boblediagrammet.
Klik på Serie øverst i indholdsoversigten til højre, og vælg Bobleområde eller Boblediameter fra lokalmenuen under Data om boble.
Hvis du vil medtage bobler med negative værdier, skal du markere afkrydsningsfeltet "Vis negative bobler".
Slet et diagram
Klik på diagrammet for at vælge det, og tryk derefter på Slet.