Vigtige oplysninger om håndtering af din Mac
Driftsomgivelser. Brug af Mac mini uden for disse temperaturudsnit kan have indflydelse på ydeevnen:
Driftstemperatur: 10° til 35° C
Opbevaringstemperatur: -40° til 47° C
Relativ luftfugtighed: 5% til 90% (ikke-kondenserende)
Driftshøjde: Testet op til 5.000 m
Brug ikke Mac mini i områder, hvor der er store mængder støv i luften pga. cigaretrøg, cigarrøg, askebægre, brændeovne eller pejse eller i nærheden af ultrasoniske luftfugtere, der bruger ufiltreret vand fra hanen. Meget små luftbårne partikler, der stammer fra rygning, madlavning, afbrænding eller brug af en ultrasonisk luftfugter med ufiltreret vand kan i sjældne tilfælde komme ind i ventilationshullerne på Mac mini.
Transport af Mac mini. Før du løfter eller flytter Mac mini, skal du lukke den ned og afmontere alle kabler og ledninger. Hvis du vil løfte Mac mini, skal du holde i siderne af den.
Brug af stik og porte Tving aldrig et stik ind i en port. Før du sætter netledningen ind i porten til strømforsyning, skal du sørge for, at der ikke er snavs i porten. Når du slutter en enhed til en port, skal du sikre dig, at der ikke er noget snavs i porten, at stikket passer til porten, og at du holder stikket korrekt i forhold til porten.
Vigtigt: Brug kun de originale kabler, der fulgte med computeren eller tilbehøret, eller kabler, du har købt i en Apple-butik eller online på apple.com.
Opbevaring af Mac mini. Hvis du skal opbevare Mac mini i længere tid, skal du anbringe den et køligt sted (bedst ved 22° C).
Rengøring af Mac mini. Når du vil rengøre Mac mini og dens komponenter på ydersiden, skal du først lukke Mac mini ned og derefter afmontere alle ledninger og kabler. Brug derefter en fugtig, ren, blød og fnugfri klud til at tørre Mac mini af udvendigt. Undgå, at der kommer væske ind i eventuelle åbninger. Undgå at sprøjte væske direkte på computeren. Brug ikke alkohol, spraydåser med drivmiddel, opløsningsmidler, slibemidler eller rengøringsmidler med brintoverilte, som kan beskadige kabinettet.
Rengøring af skærmen. Når du vil rengøre skærmen, skal du først lukke din Mac mini ned og derefter afmontere alle ledninger og kabler. Følg de instruktioner til rengøring, der fulgte med skærmen.
Tilbehør som Magic Mouse 2, Magic Trackpad 2, Magic Keyboard og skærme sælges separat på apple.com/dk og hos din lokale Apple Store-forhandler.