Send en Keynote-præsentation på Mac
Du kan sende en kopi af en Keynote-præsentation via AirDrop, Mail, Beskeder eller en anden tjeneste. Du kan også sende din præsentation som et PDF- eller Microsoft PowerPoint-arkiv eller som en film.
Send en kopi i Keynote eller i et andet format
Du kan begrænse adgangen til en kopi ved at føje en adgangskode til den. Hvis du vil forhindre andre i at ændre kopien, kan du låse præsentationen.
Vælg Del > Send en kopi > [sendemulighed] i den åbne præsentation.
Vælg et format til kopien, og angiv indstillingerne:
PDF: Disse arkiver kan åbnes og sommetider redigeres med programmer som Billedfremviser og Adobe Acrobat. Hvert lysbillede vises på sin egen side i PDF-dokumentet. Vælg afkrydsningsfeltet ud for præsentationsnoter og oversprungne lysbilleder, hvis du vil udskrive dem. Hvis du vælger “Udskriv hvert stadie i byg”, udskrives hvert byg på sin egen side i den samme rækkefølge, det har i præsentationen. Hvis du vil inkludere kommentarer i PDF-arkivet, skal du vælge afkrydsningsfeltet “Inkluder kommentarer”.
Klik på lokalmenuen Billedkvalitet, og vælg en indstilling (jo højere kvalitet, jo større bliver arkivet). Hvis du har tilføjet et billede, en tegning, lyd eller videobeskrivelser til hjælpemiddelteknologier (f.eks. VoiceOver), eksporteres de automatisk. Klik på Avancerede indstillinger, og vælg Til, hvis du vil inkludere tilgængelighedsmærker til store tabeller.
Bemærk: Du kan se flere PDF-indstillinger, hvis du klikker på Annuller, vælger Arkiv > Udskriv og klikker på Vis oplysninger nederst i udskriftsindstillingerne.
PowerPoint: Hvis arkivet skal være kompatibelt med en tidligere version af Microsoft PowerPoint (1997-2003), skal du klikke på Avancerede indstillinger og derefter vælge .ppt på lokalmenuen.
Film: Hvis du har optaget en kommentatorstemme, kan du klikke på lokalmenuen Afspilning og vælge Optagelse til lysbilledshow. Ellers er præsentationen selvafspillende og rykker frem til det næste lysbillede eller byg i henhold til de tidsintervaller, du vælger. Hvis du har en animation, der er indstillet til at rykke frem efter et tidligere byg eller en tidligere overgang, har det tidsinterval, du angiver, ingen indflydelse.
Klik på lokalmenuen Opløsning, og vælg en opløsning Du indstiller en speciel opløsning ved at klikke på Speciel nederst på menuen.
Hvis der er et afkrydsningsfelt til en adgangskode, skal du gøre et af følgende:
Indstil en adgangskode: Vælg afkrydsningsfeltet “Bed om adgangskode for at åbne”, og indtast en adgangskode. Den anvendes kun på kopien.
Bevar adgangskoden til den originale præsentation: Sørg for, at afkrydsningsfeltet “Bed om adgangskode for at åbne” er valgt.
Brug en anden adgangskode til den kopi, du sender: Vælg afkrydsningsfeltet “Bed om adgangskode for at åbne”, klik på Skift adgangskode, og vælg en ny adgangskode.
Send kopien uden en adgangskode: Fravælg afkrydsningsfeltet “Bed om adgangskode for at åbne”.
Klik på Næste, og skriv de nødvendige oplysninger (f.eks. en e-mailadresse, hvis du sender en e-mail).
Hvis du ikke er logget ind på kontoen til den metode, du vælger, bliver du bedt om at logge ind, før der fortsættes. Hvis AirDrop bruges, sendes præsentationen, når modtageren accepterer den.
Hvis du vil have flere formatmuligheder, kan du eksportere præsentationen til et andet format og derefter sende den. Se Eksporter til PowerPoint-format eller et andet arkivformat i Keynote på Mac.
Præsentationen er lettere at sende, publicere eller dele, hvis du gør dens arkivstørrelse mindre.