Afspil en præsentation via internettet i Keynote til iCloud
Du kan bruge Keynote Live til at afspille din præsentation via internettet, så alle, du giver adgang, kan se den samtidig – på deres egen enhed, uanset hvor de er. Som præsentationsvært styrer du, hvornår præsentationen skal starte og standse.
Personer, du inviterer til at se præsentationen, kan se den på en Mac eller Windows-computer, en iPhone eller iPad eller en anden mobilenhed. Seere skal bruge en understøttet webbrowser eller den nyeste version af appen Keynote på en Mac (med macOS 10.12 eller nyere), en iPhone (med iOS 10 eller nyere) eller en iPad (med iOS 10, iPadOS 13 eller nyere). Seere behøver ikke iCloud-konti.
Vis din præsentation til seere overalt
Mens din præsentation er åben, skal du klikke på knappen Mere på værktøjslinjen, vælge Brug Keynote Live og derefter klikke på Fortsæt.
Der oprettes et link (URL) til præsentationen på iCloud.com.
Tip: For at få vist URL'en skal du klikke på knappen Mere og derefter klikke på Indstillinger for Keynote Live.
Hvis du vil oprette en adgangskode til Keynote Live, så det kun er seere med linket og adgangskoden, der kan se din præsentation, skal du klikke på Flere indstillinger, klikke på Tilføj adgangskode, skrive din adgangskode og derefter klikke på Indstil adgangskode.
Adgangskoden til Keynote Live skal kun angives, når præsentationen ses på Keynote Live, og det er en anden adgangskode end en, der bruges til at beskytte din præsentation.
Gør en af følgende:
Del linket via e-mail: Klik på Inviter seere, skriv et eller flere navne eller en eller flere e-mailadresser i felterne til e-mailadresser, og klik derefter på Send.
Kopier linket, og del den på en anden måde: Klik på Flere indstillinger, klik på linket for at markere det, og tryk derefter på Kommando-C eller Ctrl-C for at kopiere det, så du kan indsætte det et andet sted – f.eks. på et socialt websted, i en blog eller i en chat.
Gør en af følgende:
Afspil præsentationen nu: Hvis dine seere er klar til at se den, skal du klikke på Afspil nu.
Bemærk: Hvis du tidligere har delt denne præsentation, så andre kunne redigere den, kan de fortsætte med at foretage ændringer, mens du viser præsentationen på Keynote Live. Men Keynote Live-seere kan ikke se de ændringer, der foretages, medmindre du genstarter præsentationen (ved at trykke på Esc og derefter klikke på Afspil > Afspil på Keynote Live).
Afspil præsentationen senere: Klik på Afspil senere.
Hvis du klikker på Afspil senere, kan du fortsætte med at redigere din præsentation, sende linket til de andre personer eller tilføje en adgangskode. Når du er klar til at afspille præsentationen, kan du klikke på knappen Afspil på værktøjslinjen og derefter vælge Afspil i Keynote Live.
Gennemse din præsentation, før du viser den på Keynote Live: Klik på knappen Afspil senere, klik på knappen Afspil på værktøjslinjen, og vælg derefter Afspil på denne computer.
Bemærk: Når du afspiller en præsentation ved hjælp af Keynote Live, eksporteres lysbillederne til iCloud som midlertidige filer. For at sikre en jævn afspilning streames filerne til seernes enheder, så snart du går i gang med præsentationen. Det er kun seere med Keynote Live-linket (og adgangskoden, hvis du har indstillet en), der har adgang til filerne.
Inviter flere seere
Du kan invitere nye seere til at se en præsentation på Keynote Live, når den ikke afspilles (enten før du går i gang med at afspille den, eller når du har trykket på Esc for at standse afspilningen).
Klik på knappen Mere på værktøjslinjen, og vælg derefter Indstillinger for Keynote Live.
Klik på Inviter seere, og angiv derefter e-mailadressen på de personer, du vil sende linket til.
Hvis du har afbrudt præsentationen for at invitere nye seere, fortsætter præsentationen der, hvor du afbrød den, næste gang du klikker på knappen Afspil.
Tilføj eller skift en Keynote Live-adgangskode
Du kan tilføje en Keynote Live-adgangskode, så det kun er seere med adgangskoden, der kan se præsentationen, når den vises på Keynote Live.
Bemærk: Adgangskoden til Keynote Live skal kun angives, når præsentationen ses på Keynote Live, og det er en anden adgangskode end en, der bruges til at beskytte din præsentation. Alle præsentationer, du gør tilgængelige på Keynote Live, kan have hver sin adgangskode.
Klik på knappen Mere på værktøjslinjen, og vælg derefter Indstillinger for Keynote Live.
Hvis præsentationen afspilles, skal du først trykke på Esc-tasten for at standse afspilningen.
Klik på Tilføj adgangskode eller Skift adgangskode, og følg derefter vejledningen.
Husk at sende Keynote Live-adgangskoden til dem, du har sendt Keynote Live-linket til.
Afslut Keynote Live for en præsentation
Hvis du har inviteret brugere til at se en Keynote Live-præsentation, men senere beslutter, at ingen skal se den, kan du deaktivere Keynote Live-linket.
Klik på knappen Mere på værktøjslinjen, og vælg derefter Indstillinger for Keynote Live.
Klik på Afslut Keynote Live.
Linket til præsentationen virker ikke længere. Men hvis du senere beslutter dig for, at du vil slå Keynote Live til igen for denne præsentation, virker det oprindelige link igen.
Du kan også sende din præsentation ud på et websted, der understøtter integrerede Keynote-præsentationer (f.eks. Medium eller WordPress), så de besøgende kan navigere rundt i præsentationen i en miniafspiller på webstedet. Se Publicer din præsentation på en blog i Keynote til iCloud.