Indstil routing af pedal i GarageBand på Mac
Pedalboard indeholder et router-område, hvor du kan kontrollere signal-routing til pedaleffekter. Router-området vises, når du anbringer markøren over pedalområdet. I router-området kan du bruge to separate signalstier (Bus A og Bus B), der vises som to vandrette grå streger. Som standard sendes pedaler til Bus A (den nederste streg), når du trækker dem til pedalområdet.
Pedalboard indeholder to værktøjer til kontrol af signal-routing:
Splitter: Fordeler signalet mellem Bus A og Bus B – enten ligeligt (Split-funktion) eller ved en indstillet frekvens (Freq-funktion). I Freq-funktion bliver signaler over Frequency-knappens værdi sendt til Bus B, mens signaler under værdien sendes til Bus A.
Mixer: Bestemmer forholdet mellem niveauerne på signalet i Bus A og Bus B. Den kan indsættes hvor som helst i signalkæden, men bruges typisk i slutningen af kæden – helt til højre i pedalområdet. Kontakten A/Mix/B indstiller signal “A” som solo, mikser signal “A” og “B” eller indstiller signal “B” som solo. Indstillingen af niveauet på Mix-mærket er relevant for alle indstillinger af kontakten A/Mix/B. Mikseren indeholder også separat justering af panorering til hver bus.
Du kan trække en splitter ind før eller mellem pedaler, men aldrig efter den sidste pedal. Når du trækker en splitter til pedalområdet, tilføjes der automatisk en mikser efter den sidste pedal (længst til højre). Hvis du fjerner mikseren (trækker den væk), fjernes splitteren også.
Du kan trække en mikser ind mellem pedaler eller efter den sidste pedal, men aldrig før den første pedal (længst til venstre). Når du trækker en mikser til pedalområdet, tilføjes der automatisk et splitpunkt før den første pedal. Du kan flytte splitpunktet ved at klikke på en af de grå cirkler mellem pedalerne på Bus A.
Send en pedal til Bus B
Flyt markøren over pedalområdet for at åbne routeren, og klik derefter på navnet på en pedal i routeren.
Den pedal, du klikker på, sendes til Bus B, og der vises en hjælpepedal til mikseren til højre for den sidste pedal i pedalområdet.
Hvis du vil sende pedalen til Bus A igen, skal du klikke på navnet på pedalen i routeren igen.
Tilføj en splitter
Træk en splitter til pedalområdet, når der er indsat mere end pedal.
Skift mellem en hjælpesplitter og et bus-splitpunkt
Du erstatter et bus-splitpunkt med en hjælpesplitter på følgende måde: Dobbeltklik på prikken til bus-splitpunktet i routeren.
Hjælpesplitteren vises i pedalområdet.
Du erstatter en hjælpesplitter med et bus-splitpunkt på følgende måde: Dobbeltklik på splitteretiketten i routeren.
Hjælpesplitteren fjernes fra pedalområdet.
Flyt en mikser til en anden placering
Træk mikseren til en ny placering – til venstre eller højre.
Hvis du flytter mikseren til venstre, finder “blandingen” af Bus A og Bus B sted ved det tidligste indsætningspunkt. De relevante effektpedaler flyttes til højre og indsættes i Bus A.
Hvis du flytter mikseren til højre, finder “blandingen” af Bus A og Bus B sted ved det sidste indsætningspunkt. De relevante effektpedaler flyttes til venstre og indsættes i Bus A.
Bemærk: En mikser kan ikke fjernes direkte før eller efter et splitpunkt eller en splitter.
Flyt splitteren til en anden placering
Træk splitteren til en ny placering – til venstre eller højre.
Hvis du flytter splitteren til venstre, finder opdelingen af Bus A og Bus B sted ved det tidligste indsætningspunkt. De relevante effektpedaler flyttes til højre og indsættes i Bus A.
Hvis du flytter splitteren til højre, finder opdelingen af Bus A og Bus B sted ved det sidste indsætningspunkt. De relevante effektpedaler flyttes til venstre og indsættes i Bus A.
Bemærk: En splitter kan ikke flyttes til en position lige før (eller til højre for) en tilsvarende hjælpemikser.