Bloker pop op-annoncer og -vinduer i Safari

Læs om, hvordan du blokerer pop op-vinduer og håndterer vedvarende annoncer på iPhone, iPad, eller Mac.

Pop op-vinduer kan være annoncer, beskeder, tilbud eller notifikationer, der åbnes i dit aktuelle browservindue, i et nyt vindue eller på en anden fane. Nogle pop op-vinduer er annoncer fra tredjeparter, der anvender phishing, f.eks. advarsler eller præmier, som er designet til at narre dig til at tro, at beskeden kommer fra Apple eller en anden virksomhed, som du har tillid til, så du vil dele personlige eller økonomiske oplysninger. Andre hævder at tilbyde gratis downloads, softwareopdateringer eller tilbehør for at snyde dig til at installere uønsket software.

Brug disse tip til at hjælpe med at administrere pop op-vinduer og andre uønskede afbrydelser.

Undgå at interagere med pop op-vinduer

Medmindre du er sikker på, at det er en legitim annonce, skal du undgå at interagere med pop op-vinduer eller websider, der ser ud til at overtage din skærm.

  • Hvis du får vist en irriterende pop op-annonce i Safari, kan du gå til feltet Søg og skrive en ny URL eller søgeterm for at gå til et nyt websted. Hvis du ikke kan se søgefeltet på din iPhone eller iPad, skal du trykke øverst på skærmen for at få det vist.

  • Visse pop op-vinduer og annoncer indeholder falske knapper, som ligner en lukkeknap, så du skal være forsigtig, når du forsøger at lukke et pop op-vindue eller en annonce. Hvis du ikke er sikker, skal du undgå at interagere med elementet og lukke Safari-vinduet eller fanen.

  • På din Mac kan du afslutte Safari og derefter trykke på Skift-tasten og holde den nede, mens du åbner Safari. Dette forhindrer Safari i automatisk at genåbne vinduer eller faner, der var åbne.

Opdater din software

Husk at installere de nyeste softwareopdateringer Mange softwareversioner indeholder vigtige sikkerhedsopdateringer og mulige forbedringer, som kan hjælpe til at begrænse pop op-vinduer.

Den sikreste måde at downloade apps til din Mac er fra App Store. Hvis du har brug for software, der ikke er tilgængelig fra App Store, bør du få den direkte fra udvikleren eller en anden pålidelig kilde i stedet for via en annonce eller et link.

Kontroller indstillingerne i Safari

Gå til Indstillinger > Safari på din iPhone eller iPad.

  • Slå Bloker pop op-vinduer til.

  • Slå Advarsel om bedragerisk websted til.

Åbn Safari på din Mac, og vælg Safari > Indstillinger (eller Præferencer) på menulinjen.

Hvis adware eller anden uønsket software er installeret på Mac

Hvis du får vist pop op-vinduer på din Mac, som ikke vil forsvinde igen, kan du være kommet til at downloade og installere adware (annonceunderstøttet software) eller anden uønsket software. Visse tredjepartwebsteder til download kan indeholde software, som du ikke vil have, sammen med den software, du gerne vil have.

Hvis du tror, at du muligvis har malware eller adware på din Mac:

  • Opdater til den nyeste version af macOS. Hvis din Mac allerede bruger den nyeste version, skal du genstarte din Mac. macOS indeholder et indbygget værktøj, der fjerner kendt malware ved genstart.

  • Tjek mappen Programmer for at se, om du har apps, som du ikke kender. Du kan afinstallere disse apps.

  • Kontroller fanen Udvidelser i Safari-indstillingerne for at se, om du har installeret unødvendige udvidelser. Du kan slå udvidelser fra.

Hvis du bliver ved med at få vist annoncer eller andre uønskede programmer på din Mac, skal du kontakte Apple.

Læs mere

Oplysninger om produkter, der ikke er produceret af Apple, eller uafhængige websteder, der ikke styres eller testes af Apple, leveres uden Apples anbefaling eller godkendelse. Apple påtager sig intet ansvar, hvad angår valg, ydeevne eller brug af websteder eller produkter fra andre producenter. Apple giver ingen erklæringer med hensyn til nøjagtigheden eller pålideligheden af websteder fra andre producenter. Kontakt producenten for at få flere oplysninger.

Udgivelsesdato: