Slet eller fjern apps på Mac
Når du sletter eller fjerner en app, bliver den lagringsplads, den brugte, tilgængelig for andre emner.
Sletning eller fjernelse af en app fjerner ikke dokumenter eller andre arkiver, som du har oprettet med appen, selvom du muligvis ikke kan åbne sådanne arkiver uden appen. Hvis du sletter eller fjerner en app, opsiges eventuelle abonnementer, som du har købt med appen, ikke.
Sådan sletter eller fjerner du en app
Hvis appen er åben i øjeblikket, skal du afslutte appen, før du fortsætter.
Find appen i Finder.
De fleste apps ligger i mappen Apps, som du kan åbne ved at klikke på Apps i indholdsoversigten i et Finder-vindue. Du kan også vælge Apps fra menuen Gå på menulinjen.
Hvis du vil vise appen i Finder, kan du også søge efter appen med Spotlight og derefter trykke på Kommando-tasten (⌘) og holde den nede, mens du dobbeltklikker på appen i Spotlight-søgeresultaterne.
Tjek, om appen indeholder en “Fjern”- eller “Afinstaller”-app, som normalt findes i den samme mappe som appen. Hvis din app indeholder en afinstalleringsapp, er det den bedste måde at slette appen på, fordi den ved, hvor på din Mac appen kan have placeret forskellige supportarkiver, f.eks. loginemner, udvidelser, cachelagre og andre ikke-brugerdata. Nogle apps tilbyder en funktion til fjernelse (eller afinstallering eller nulstilling) som et menupunkt eller en indstilling i appen.
Hvis din app ikke indeholder en afinstalleringsapp eller -funktion, skal du manuelt trække appen til papirkurven eller vælge appen og trykke på Kommando-Slet. Hvis du bliver bedt om et brugernavn og en adgangskode, skal du indtaste navn og adgangskode for en administratorkonto på din Mac. Det er som regel det navn og den adgangskode, som du bruger til at logge ind på din Mac.
Hvis du vil slette appen permanent og gøre appens lagringsplads tilgængelig for andre emner, skal du vælge Finder > Tøm papirkurv på menulinjen i Finder eller trykke på Skift-Kommando-Slet.
Hvis du ikke kan slette appen
Du kan ikke bruge Finder til at slette apps, som er obligatoriske på Mac. Disse omfatter flere apps, der er installeret af macOS, f.eks. Mail, Musik, Bøger, Noter, Podcasts, Kort, News og Værdipapirer.
Hvis du ikke kan slette en app, fordi din Mac fortæller dig, at den er i brug, skal du sørge for, at appen ikke er åben. Genstart om nødvendigt din Mac, eller start i sikker funktion, og prøv igen.