Hvis en app fortsætter med at køre i baggrunden, efter at du har afsluttet den
Fra og med macOS 27 Golden Gate viser din Mac dig, når en app fortsætter med at køre i baggrunden, efter at du har afsluttet den. Første gang det sker med en app, får du vist en notifikation. Derudover får du vist en besked om, at appen kører i baggrunden, når du holder markøren over symbolet i Dock.
Hvorfor apps kører i baggrunden
En app kan fortsætte med at køre kortvarigt i baggrunden for at fuldføre opgaver som at:
Søge efter opdateringer, synkronisere data eller udføre andre opgaver, der hjælper appen med at køre.
Bevare adgang til eventuelle sensorer (f.eks. kamera, mikrofon eller skærmoptagelse) eller personlige data, som du har givet adgang til, mens du bruger appen.
Mens en app fortsætter med at køre i baggrunden, kan den gøre din Mac langsommere.
Det kan du gøre
Når en app fortsætter med at køre i baggrunden, har du flere muligheder:
Åbn appen igen: Klik på symbolet i Dock for at åbne appen igen.
Undgå, at denne app kører i baggrunden: Ctrl-klik på symbolet, og vælg derefter Stop afvikling i baggrunden. Du kan også vælge at forhindre appen i at køre i baggrunden i fremtiden.
Administrer apps, der kan køre i baggrunden, i Systemindstillinger
Du kan se, hvilke apps der har tilladelse til at køre i baggrunden, og administrere indstillingerne for hver enkelt app.
Vælg Systemindstillinger i Apple-menuen.
Vælg Generelt og derefter Loginemner & udvidelser.
Under Appaktivitet i baggrunden skal du søge efter den app, du vil administrere.
Slå appens mulighed for at køre i baggrunden til eller fra.
Hvis du slår en apps mulighed for at køre i baggrunden fra, fungerer appen muligvis ikke som forventet. Det kan f.eks. ske, at den ikke opdaterer automatisk eller synkroniserer dine data.
Hvis en app ikke fungerer, efter at du har forhindret den i at køre i baggrunden
Hvis en app ikke fungerer som forventet, efter at du har slået appens mulighed for at køre i baggrunden fra, skal du slå den til igen i Systemindstillinger:
Vælg Systemindstillinger i Apple-menuen.
Vælg Generelt og derefter Loginemner & udvidelser.
Under Appaktivitet i baggrunden skal du vælge appen og slå dens mulighed for at køre i baggrunden til.
Hvis du ikke ønsker, at appen skal køre i baggrunden, men det er nødvendigt for, at appen kan fungere korrekt, skal du kontakte appudvikleren.