Brug Finder til at synkronisere din iPhone, iPad eller iPod touch med din Mac

Finder er en af måderne, hvorpå du kan synkronisere din enhed med din Mac.

Hvis din Mac bruger macOS Catalina eller nyere, kan du bruge Finder på din Mac til at synkronisere indhold mellem din Mac og din iPhone, iPad eller iPod touch. Oplevelsen svarer til at bruge iTunes til at synkronisere i tidligere versioner af macOS.

Indhold, som du kan synkronisere, omfatter musik, film, tv-udsendelser, podcasts, lydbøger, bøger, billeder, kontakter og kalendere.

Hvis du ikke vil bruge Finder, kan du bruge iCloud-fotos, Apple Music og lignende tjenester til at synkronisere dine enheder. På den måde forbliver indhold fra din Mac i netskyen og tilgængeligt på alle dine enheder, også selvom de ikke er i nærheden af din Mac. For at holde Beskeder, Mail og Noter opdaterede kan du indstille iCloud til Beskeder, iCloud Mail og iCloud til Noter.

Synkroniser eller fjern indhold med Finder

  1. Brug et USB-kabel til at forbinde din iPhone, iPad eller iPod touch til din Mac.

  2. På din Mac skal du klikke på Finder-symbolet i Dock for at åbne et vindue i Finder.

  3. Vælg din enhed på listen i sidebjælken i vinduet. Kan du ikke se din enhed?

  4. Vælg typen af indhold, der skal synkroniseres, f.eks. Generelt, Musik, Film, Tv-udsendelser, Fotos eller Arkiver.

  5. Marker afkrydsningsfeltet Synkroniser for det pågældende indhold. I eksemplet på billedet slår “Synkroniser musik til iPhone” synkronisering af musik til. Når du har aktiveret synkronisering, bliver flere synkroniseringsmuligheder tilgængelige.

    Indstillinger til synkronisering af musik for en tilsluttet iPhone i Finder, hvor Genrer er valgt.
  6. Klik på Anvend. Hvis synkroniseringen ikke starter automatisk, skal du klikke på knappen Synkroniser. Derefter skal du muligvis godkende din computer.

Synkroniser via Wi-Fi i stedet for USB

Når du slutter din enhed til din Mac ved hjælp af et USB-kabel, kan du indstille din Mac til at synkronisere via Wi-Fi i stedet.

  1. Vælg din enhed i indholdsoversigten for Finder-vinduet, og klik derefter på Generelt til højre.

  2. Rul ned, og vælg "Vis denne [enhed], når den er på Wi-Fi."

  3. Klik på Anvend.

Du kan nu koble enheden fra din Mac. Når din Mac og din enhed er på det samme Wi-Fi-netværk, vises din enhed i indholdsoversigten i Finder. Når du slutter din enhed til strøm, synkroniseres den automatisk via Wi-Fi.

Hvis du har brug for hjælp

  • Hvis du får vist en besked om, at din enhed er synkroniseret med et andet bibliotek, har din enhed tidligere været tilsluttet en anden computer. Din enhed kan kun synkronisere med ét Apple Music- eller Apple TV-bibliotek ad gangen. Hvis du klikker på “Slet og synkroniser” i den pågældende besked, sletter denne Mac alt indhold af den valgte type på din enhed og erstatter det med indhold fra denne Mac.

  • Hvis du får vist en fejlkode under synkroniseringen, kan du få mere at vide om iTunes- eller Finder-fejlkoder.

Læs mere

Udgivelsesdato: