Hvis du mangler oplysninger efter at have gendannet din iPhone eller iPad med iCloud-sikkerhedskopiering
Hvis du opdager, at der mangler oplysninger, efter du har gendannet din iPhone eller iPad med iCloud-sikkerhedskopiering, kan du få mere at vide om, hvad du kan gøre, og hvilke oplysninger der er inkluderet i iCloud-sikkerhedskopien, og hvilke der ikke er.
Oplysninger, der er inkluderet i en iCloud-sikkerhedskopi
Det kan du gøre
Tjek, at du har fulgt trinnene til gendannelse af din enhed fra en iCloud-sikkerhedskopi korrekt.
Hvis en app beder dig om at indtaste adgangskoden til din Apple-konto under gendannelsesprocessen, skal du indtaste den. Nogle apps og tjenester, som f.eks. App Store, skal bruge din adgangskode, før de kan gendanne købt indhold.
Hvis du har brugt flere Apple-konti til at købe indhold, skal du indtaste adgangskoden til hver Apple-konto, når du bliver bedt om det.
Åbn appen Indstillinger, tryk på [dit navn], tryk på iCloud, og tryk derefter på iCloud-sikkerhedskopiering. Hvis gendannelsen stadig er i gang, får du vist beskeden “Denne [enhed] gendannes og starter automatisk sikkerhedskopiering, når den er færdig”. Få mere at vide om, hvad du skal gøre, hvis der vises en advarsel, eller hvis gendannelsen tager lang tid.
Kontrollér, at den type oplysninger, du mangler, er inkluderet i iCloud-sikkerhedskopiering. Hvis du gendanner en iPad fra en iPhone-sikkerhedskopi eller omvendt, er der nogle data, der ikke gendannes.
Hvis oplysningerne stadig mangler, kan du tjekke, om du har en anden sikkerhedskopi på din computer, der måske indeholder dataene.
Oplysninger, der er inkluderet i en iCloud-sikkerhedskopi
Få mere at vide om, hvilke typer oplysninger der er inkluderet og ikke inkluderet i din iCloud-sikkerhedskopi.
Apps, musik, film og TV-udsendelser
iCloud-sikkerhedskopi indeholder oplysninger om din købsoversigt fra appen Apple Music, Apple TV App, appen Apple Books, appen Apple Podcasts og App Store. Når du har gendannet fra iCloud-sikkerhedskopi, downloades dine købte medier automatisk fra Apples tjenester. Muligheden for at downloade igen varierer afhængigt af land eller område. Tidligere køb er muligvis ikke tilgængelige, hvis de er blevet refunderet eller fjernet fra Store. Ikke alle købte film kan downloades igen fra Apple TV Store.
Data, som hører til bestemte apps fra andre producenter, skal muligvis downloades igen fra app-producenten.
Hvis du har brugt iTunes Match til at downloade tidligere matchede eller uploadede sange, album eller playlister til din enhed, skal du synkronisere din enhed på en computer med dit indhold for at gendanne medier, der ikke er købt i iTunes Store, eller som ikke er tilgængelige via iTunes Match.
Hvis du vil gendanne indhold, som er købt med en anden Apple-konto, skal du logge ind med den Apple-konto, der blev brugt til det pågældende køb.
Fotos
Når du bruger iCloud-fotos, overføres dine fotos og videoer automatisk til iCloud. De medtages ikke i den sikkerhedskopi, der tages om natten. Når du har gendannet enheden fra iCloud-sikkerhedskopi, skal der opretholdes forbindelse til Wi-Fi, så billederne og videoerne kan downloades. Få mere at vide om, hvordan du kontrollerer status for dit bibliotek i Fotos.
Hvis du ikke har slået iCloud Fotos til, kan det ske, at din iCloud-sikkerhedskopi medtager billeder og videoer fra Fotos eller Kamerarulle. Er du i tvivl, om iCloud Fotos var slået til, da du lavede sikkerhedskopien? Når du har gendannet din enhed, skal du åbne appen Indstillinger og trykke på [dit navn], trykke på iCloud og derefter trykke på Fotos. Hvis Synkroniser denne iPhone er slået til, gemmes fotoene i iCloud-fotos.
Hvis fotoene og videoerne var inkluderet i sikkerhedskopien, downloades de til din iOS- eller iPadOS-enhed i baggrunden under gendannelsen. Du må ikke afbryde forbindelsen til Wi-Fi-netværket, før overførslen er færdig. Sikkerhedskopiens størrelse og Wi-Fi-netværkets hastighed afgør, hvor lang tid gendannelsen tager.
Få mere at vide om, hvad iCloud sikkerhedskopierer, og hvordan du synkroniserer fotos fra en computer.
Om iCloud Drive
Hvis du bruger iCloud Drive, er dine lokale arkiver i appen Arkiver ikke inkluderet i iCloud-sikkerhedskopien. De forbliver opdaterede og tilgængelige på tværs af dine enheder, fordi de synkroniseres med iCloud. Hvis du vil sikkerhedskopiere dine iWork-arkiver manuelt, kan du arkivere dem på din Mac eller pc.
Hvis du har gendannet enheden, men ikke kan finde dine iWork-dokumenter, skal du gå til iCloud.com og tjekke appen iCloud Drive.
Kalender- og kontaktdata
Når der gendannes kalender- og kontaktoplysninger fra en iCloud-sikkerhedskopi, gendannes dine indstillinger og gamle data først. Derefter overfører iCloud dine opdaterede kalender- og kontaktdata til din enhed og overskriver de gamle data. Opdateringen sker automatisk, og normalt når man ikke at se de gamle data.
Maildata
Eftersom Mail allerede findes i iCloud, medtages det ikke i din iCloud-sikkerhedskopi. Din iCloud-sikkerhedskopi medtager indstillingerne til din iCloud-e-mailkonto og andre e-mailkonti på din enhed. Når du har gendannet fra iCloud-sikkerhedskopi, erstatter iCloud og dine andre e-mailudbydere dine tilgængelige e-mails, så du kan fortsætte, hvor du slap.
Notedata
Hvis du indstiller enheden til at arkivere fra Noter i iCloud, sender iCloud disse noter til enheden, når gendannelsen er afsluttet. Noter, du har gemt lokalt på din enhed, inkluderes også i din iCloud-sikkerhedskopi.
Noter, du har gemt via en tredjepartstjeneste (f.eks. Microsoft Exchange), sikkerhedskopieres ikke til iCloud. Kontakt udbyderen af den pågældende tjeneste for at få oplysninger om, hvordan du henter dine data.
Data fra beskeder og memoer
Med Beskeder i iCloud og Memoer i iCloud* overføres dine beskeder og memoer automatisk til iCloud. De er ikke medtaget i din sikkerhedskopi. Efter du har gendannet din enhed fra iCloud-sikkerhedskopi, skal du opretholde forbindelsen til Wi-Fi, så dine sms'er og stemmeoptagelser kan blive downloadet.
Hvis du slår Beskeder fra i iCloud, overføres dine sms'er og bilag ikke automatisk. De gemmes i din næste iCloud-sikkerhedskopi og downloades automatisk i baggrunden, når du gendanner. Du må ikke afbryde forbindelsen til Wi-Fi-netværket, før overførslen er færdig. Sikkerhedskopiens størrelse og Wi-Fi-forbindelsens hastighed afgør, hvor lang tid gendannelsen tager.
Hvis du gendanner en enhed fra en sikkerhedskopi fra en anden type enhed, kan det ske, at dine beskeder og memoer ikke gendannes. Hvis du f.eks. bruger en iPad-sikkerhedskopi til at gendanne en iPhone, vises dine beskeder og indtalte memos muligvis ikke på din iPhone.
Hvis du stadig mangler oplysninger efter gendannelsen, kan du prøve at gendanne fra en anden iCloud-sikkerhedskopi på din computer. Du skal altid sikkerhedskopiere dine aktuelle data på din computer, før du prøver at gendanne fra en iCloud-sikkerhedskopi.
*I iOS 11 eller tidligere versioner eller macOS High Sierra eller tidligere versioner kan du finde dine memoer i iCloud-sikkerhedskopien og ikke i iCloud.
Oplysninger om produkter, der ikke er produceret af Apple, eller uafhængige websteder, der ikke styres eller testes af Apple, leveres uden Apples anbefaling eller godkendelse. Apple påtager sig intet ansvar, hvad angår valg, ydeevne eller brug af websteder eller produkter fra andre producenter. Apple giver ingen erklæringer med hensyn til nøjagtigheden eller pålideligheden af websteder fra andre producenter. Kontakt producenten for at få flere oplysninger.