macOS Sierra: Mapper, der fulgte med Mac

Mapper, der fulgte med Mac

macOS organiserer emner på Mac i mapper. Du kan se alle mapperne i Finder. Mange af de mapper, du bruger regelmæssigt, findes i Finders indholdsoversigt.

Vigtigt: Din hjemmemappe og visse andre mapper kan ikke omdøbes. Det er bedst ikke at omdøbe eller flytte de mapper, der fulgte med Mac. Mange af disse mapper bruges til specielle formål og er nødvendige for Mac-computerens funktioner.

Programmer

Denne mappe indeholder programmer, inkl. Mail, Kalender, Safari og mange andre. Programmer i denne mappe vises også i Launchpad. Hvis du prøver at trække et program ud af mappen Programmer, flyttes det ikke. I stedet oprettes en henvisning. Hvis du vil fjerne et program, skal du se Installer, opdater og fjern programmer.

Bibliotek

Denne mappe indeholder skrifter, internettilbehør og andre emner, som bruges af programmer, der er tilgængelige for alle brugere af din Mac. Brug ikke denne mappe til opbevaring af arkiver og mapper, som du opretter. Brug i stedet hjemmemappen eller iCloud Drive-mappen (Skrivebord eller Dokumenter).

System

Denne mappe indeholder operativsystemet macOS. Du kan ikke ændre navnet eller placeringen på mappen System eller nogen af emnerne i den.

Brugere

Denne mappe indeholder hjemmemapperne for alle de personer, der er indstillet som brugere på din Mac. Når du er logget ind, ligner symbolet for din hjemmemappe et hus, og de andre hjemmemapper vises som almindelige mapper. Hvis du logger ud, og en anden logger ind, ændres den pågældende persons hjemmemappe, så den ligner et hus. Mappen Brugere indeholder også mappen Fælles. Emner i mappen Fælles er tilgængelige for alle, der bruger din Mac.

Hjem

Din hjemmemappe navngives med dit brugernavn og indeholder mapper til dine skrivebordsarkiver, overførte arkiver, billeder, dokumenter, film, musik og evt. offentlige arkiver. Du kan oprette mapper i din hjemmemappe.

Du kan desuden oprette mapper i din iCloud Drive-mappe, i mappen Dokumenter eller på skrivebordet (på Mac eller i Skrivebord og Dokumenter på iCloud) for at organisere dine arkiver. Der er visse placeringer, hvor du måske ikke kan oprette flere mapper. Du kan f.eks. ikke oprette mapper under Alle mine arkiver i Finders indholdsoversigt.

Published Date: 19-01-2017
Helpful?