Om Super Retina-skærmen og Super Retina XDR-skærmen på din iPhone

Læs om, hvordan du får mest muligt ud af Super Retina-skærmen eller Super Retina XDR-skærmen på din iPhone.

No alt supplied for Image

Super Retina-skærmen på en iPhone X, iPhone XS og iPhone XS Max og Super Retina XDR-skærmen på iPhone 11 Pro modeller og nyere, undtagen iPhone SE (2. og 3. generation), er udviklet af Apple til at imødekomme vores høje standarder. Vi mener, at disse er de bedste OLED-skærme, der nogensinde er indbygget i en smartphone, og som samtidigt byder på en utrolig farvenøjagtighed. Super Retina- og Super Retina XDR-skærme har en utrolig kontrast, høj lysstyrke og et bredt farveområde i biografkvalitet. I kombination med det bedste farvestyringssystem kalibreres farverne for at levere den bedste visuelle oplevelse.

Højt dynamisk område

Super Retina og Super Retina XDR har også HDR (High Dynamic Range), som understøtter en bred vifte af mørke og lyse områder på billeder og video. Dette gør det muligt at se dybe, ægte sorte farver og rene, klare hvide farver, mens mellemliggende dramatiske nuancer bevares. Billederne ser mere levende ud, og alt ser mere fantastisk ud end nogensinde med Dolby Vision, HDR10 eller HLG.

OLED-teknologi

Super Retina- og Super Retina XDR-skærmene bruger OLED-teknologi (Organic Light-Emitting Diode). Super Retina og Super Retina XDR omfatter yderligere forbedringer i forhold til traditionelle OLED-skærme, der muliggør en utrolig visuel oplevelse, som for første gang lever op til iPhone-standarden.

OLED-teknologien leverer et utroligt højt kontrastforhold og høj opløsning. OLED udsender lys gennem hver enkelt pixel, og fordi den ikke kræver baggrundslys, kan skærmen gøres slankere. Super Retina- og Super Retina XDR-skærme har med deres høje lysstyrke, brede farveunderstøttelse og en utrolig farvenøjagtighed ikke de samme udfordringer som traditionelle OLED-skærme.

Hvis du kigger skråt på en OLED-skærm, vil du muligvis lægge mærke til små ændringer i farver og nuancer. Hvis du anvender reducerede lysstyrkeniveauer på sort baggrund, vil du muligvis bemærke let sløring eller farveændringer, når du ruller på skærmen. Dette er normale egenskaber ved OLED. OLED-skærme kan også have mindre visuelle ændringer ved forlænget brug. Dette er også forventet adfærd og kan omfatte, at "billedet fastholdes", eller at billedet "brænder sig fast", dvs. at skærmen viser en svag rest af et billede, selv efter at et nyt billede vises på skærmen. Fastholdelsen af billedet er dog midlertidig, og det forsvinder efter et par minutters normal brug. Det kan i meget sjældne tilfælde brænde sig fast, f.eks. hvis det samme højkontrastbillede vises konstant ved høj lysstyrke i længere perioder.

Vi har udviklet Super Retina- og Super Retina XDR-skærmene til at være de bedste på markedet til at reducere risikoen for fastbrænding af billeder på OLED-skærme. Dette omfatter særlige algoritmer, der overvåger brugen af enkelte pixels for at producere data til skærmkalibrering. Din iPhone bruger disse data til automatisk at justere lysstyrkeniveauet for hver enkelt pixel for at reducere de visuelle effekter af fastbrænding og for at levere en ensartet visuel oplevelse. Funktionen Automatisk lysstyrke kan yderligere reducere virkningerne af fastbrænding og fastholdelse af billedet.

Desuden gælder det for alle skærme, herunder OLED- og LCD-skærme, at skærmens lysstyrkeniveau muligvis reduceres med tiden, efterhånden som skærmen ældes. Dette kan ske på ethvert elektronisk forbrugerprodukt.

Sådan får du mest muligt ud af Super Retina- og Super Retina XDR-skærmene

Med den nyeste version af iOS er din iPhone særligt designet til at minimere påvirkningen af længerevarende brug og forlænge brugslevetiden for Super Retina- og Super Retina XDR-skærme. Her er nogle flere ting, du kan gøre for at få mest muligt ud af din Super Retina- eller Super Retina XDR-skærm:

  • Opdater din iPhone til den nyeste version af iOS. Du bliver bedt om at opdatere, når der er en ny tilgængelig opdatering. Du kan også søge efter opdateringer under Indstillinger > Generelt > Softwareopdatering.

  • Brug Automatisk lysstyrke til automatisk at justere lysstyrken for din skærm, så den passer til det omgivende lys. Denne indstilling er slået til som standard. Hvis du vil kontrollere denne indstilling, skal du gå til Indstillinger > Tilgængelighed > Skærm & tekststørrelse og derefter rulle ned og slå Automatisk lysstyrke til.

  • Indstil din iPhone til at slukke skærmen, når du ikke bruger den. Det anbefales at vælge et kortere tidsrum. Du kan justere denne indstilling ved at åbne Indstillinger > Skærm & lysstyrke > Automatisk lås.

  • Undgå at vise statiske billeder ved maksimal lysstyrke i længere tid ad gangen. Hvis du har en app, der holder skærmen tændt, når du ikke aktivt bruger din iPhone, kan du midlertidigt sænke lysstyrken ved hjælp af Kontrolcenter.

Dette dokument opdateres, efterhånden som oplysningerne bliver tilgængelige.

Oplysninger om produkter, der ikke er produceret af Apple, eller uafhængige websteder, der ikke styres eller testes af Apple, leveres uden Apples anbefaling eller godkendelse. Apple påtager sig intet ansvar, hvad angår valg, ydeevne eller brug af websteder eller produkter fra andre producenter. Apple giver ingen erklæringer med hensyn til nøjagtigheden eller pålideligheden af websteder fra andre producenter. Kontakt producenten for at få flere oplysninger.

Udgivelsesdato: