Brug VoiceOver til at oprette et Pages-dokument på iPhone
Du kan oprette og redigere Pages-dokumenter på din iPhone eller iPad ved hjælp af VoiceOver – en avanceret skærmlæser, der giver dig mulighed for at bruge din enhed uden at kunne se skærmen. Begynd med en færdig skabelon, der indeholder eksempeldata, diagrammer og billeder, og tilføj derefter dit eget indhold. Hver enkelt skabelon anvender koordinerede skrifter, tekstformater og farver for at give et ensartet udseende.
VoiceOver kan også fortolke data fra diagrammer i dit dokument ved at læse aksebeskrivelser op, sammenfatte data og deres tendenser og afspille en serie af forskellige toner, der repræsenterer værdierne i diagrammet fra venstre til højre.
Vælg en skabelon
Du kan vælge en skabelon fra forskellige kategorier, f.eks. breve, rapporter og bøger. Du kan f.eks. vælge “Plakat til arrangement, lille” i kategorien Løbesedler & plakater for at oprette en løbeseddel, der skal gøre reklame for et særligt arrangement. Du vælger en skabelon i skabelonvælgeren.
Når du åbner Pages, vises dokumentadministrationen. Skub til venstre eller højre (eller brug venstre- eller højrepilen på tastaturet), indtil du hører “knappen Tilføj”, og tryk derefter to gange for at åbne skabelonvælgeren.
Åbn VoiceOver-rotoren, og brug indstillingen Overskrifter til at navigere gennem skabelonkategorierne, f.eks. Rapporter og CV.
Bemærk: Du skal muligvis rulle for at høre alle kategorierne.
Skub til venstre eller højre, indtil du hører navnet på den skabelon, du vil bruge, og tryk to gange for at vælge den.
Tilføj din egen tekst
Dokumentskabeloner indeholder eksempeltekst til titler, sidehoveder, brødtekst og andre tekstelementer. Du kan erstatte alle eksempeltekster med din egen tekst på lærredet.
I Pages på iPhone kan du åbne VoiceOver-rotoren og bruge indstillingen Beholdere til at navigere til lærredet.
Du navigerer gennem indholdet på lærredet ved at skubbe til venstre eller højre (eller bruge venstre- eller højrepilen på tastaturet), indtil du hører den tekst, du vil redigere (for eksempel Sidehoved eller Brødtekst). Tryk derefter to gange for at vælge den.
Hvis en tekstgruppe har flere linjer, skal du bruge indstillingen Linjer i VoiceOver-rotoren til at navigere gennem linjerne, før du vælger tekst.
Indtast din egen tekst.
Bemærk: Når du redigerer et sidehoved eller en sidefod, skal du navigere til værktøjslinjen og derefter trykke to gange på knappen OK for at gå tilbage til lærredet.
Hvis du vil redigere en anden eksempeltekst, skal du bruge indstillingen Linjer i VoiceOver-rotoren for at navigere til den.
Brug VoiceOver til at fortolke diagramdata
I iOS 15 eller en nyere version eller iPadOS 15 eller en nyere version kan VoiceOver give nyttige oplysninger om diagrammer i dit dokument, herunder akseoplysninger, dataenes form, minimumsværdier, maksimumsværdier m.m. VoiceOver kan også afspille en serie af toner, der repræsenterer værdierne i diagrammet fra venstre til højre.
Vælg det diagram i dit dokument, du vil have flere oplysninger om.
Skub til venstre eller højre for at vælge et datapunkt i diagrammet.
Åbn VoiceOver-rotoren, og vælg derefter indstillingen Lydgraf.
Skub op eller ned for at vælge en af følgende muligheder:
Beskriv diagram: Leverer en liste med navnet på hver akse og en liste med antallet af serier.
Diagramoplysninger: Åbner en tilgængelig diagramoversigt, som giver adgang til lydgrafen, resumeer, statistik m.m.
Afspil lydgraf: Afspiller en række toner, der repræsenterer værdierne i diagrammet – fra venstre til højre – ved hjælp af en række forskellige tonehøjder. Jo højere værdi, jo højere er tonen.