Tag et skærmbillede på iPad

Du kan tage et billede af det, der vises på iPad-skærmen, tage et billede af en hel side ud over kanten af skærmen eller gemme en bestemt del.

Tag et skærmbillede

  1. Tryk samtidig på den øverste knap og en af lydstyrkeknapperne, og slip dem hurtigt igen.

    Bemærk: Hvis din iPad har knappen Hjem, skal du trykke på og slippe den og sideknappen hurtigt samtidig.

    Tre iPad-modeller. Begge iPad-modeller har en knap foroven; en iPad-model har lydstyrkeknapper på siden, og den anden har lydstyrkeknapper foroven. Pile peger mod de øverste knapper og lydstyrkeknapper. Den tredje iPad har knappen Hjem, og en pil peger på knappen Hjem og på den øverste knap.
  2. Tryk på miniaturen af skærmbilledet i nederste venstre hjørne af skærmen, og gør et af følgende:

    • Registrer indhold uden for skærmen på iPad: Tryk på Hele siden. Du kan se mere af skærmbilledet, hvis du trækker en finger eller Apple Pencil hen over eksemplet på billedet til højre. Du kan f.eks. registrere en hel webside i Safari.

    • Beskær: Træk i håndtagene. Hvis du vil gemme en mindre del af et skærmbillede i fuld størrelse, skal du trykke på knappen Beskær og derefter trække i håndtagene.

    • Tilføj kommentar: Tryk på knappen Markering, og brug derefter værktøjerne til markering.

    • Annuller eller slet: Tryk på knappen Luk.

  3. Tryk på knappen OK for at gemme.

I stedet for at bruge hardwareknapper til at tage et skærmbillede kan du bruge Siri eller AssistiveTouch. Hvis du bruger Apple Pencil, kan du også skubbe opad diagonalt fra det nederste venstre eller nederste højre hjørne af skærmen.

Gennemse dine skærmbilleder

Skærmbilleder gemmes automatisk i fotobiblioteket.

  1. Gå til appen Fotos på din iPad.

  2. Tryk på Samlinger, rul ned til Medietyper, og tryk på Skærmbilleder.

Skift standardindstillinger til skærmbilleder

Du kan justere indstillingerne til skærmoptagelse, så skærmbilleder vises på fuld skærm eller som midlertidige miniaturer i nederste venstre hjørne. Du kan også gemme skærmbilleder i SDR- eller HDR-format. Se Skift indstillinger til skærmoptagelse.