Apple ProRes

En familie af video-codecs, som er udviklet af Apple og giver en uovertruffen kombination af multistream-redigering i realtid, imponerende billedkvalitet og reducerede lagringshastigheder. Apple ProRes-codecs udnytter multicore-behandling fuldt ud og har hurtige afkodningsfunktioner med reduceret opløsning. Alle ProRes-codecs understøtter enhver billedstørrelse (herunder SD, HD, 2K, 4K, 6K, 8K og større) med fuld opløsning. Datahastighederne varierer afhængigt af codec-type, billedindhold, billedstørrelse og billedfrekvens.

Apple ProRes indeholder følgende formater:

  • Apple ProRes 4444 XQ: Versionen af Apple ProRes med den højeste kvalitet til 4:4:4:4-billedkilder (inklusive alfakanaler) med en meget høj datahastighed, der gør det muligt at bevare detaljerne i billeder med stort dynamisk område, som genereres af de nyeste digitale billedsensorer med den højeste kvalitet. Apple ProRes 4444 XQ bevarer dynamiske områder, der er flere gange større end det dynamiske område i Rec. 709-billeder – selv med ekstreme visuelle effekter, hvor sort eller glanslys i toneskalaen bliver strakt betydeligt. Ligesom almindelig Apple ProRes 4444 understøtter denne codec op til 12 bit pr. billedkanal og op til 16 bit for alfakanalen. Apple ProRes 4444 XQ har en datahastighed ved modtagelse på ca. 500 Mbps for 4:4:4-kilder med 1920 x 1080 og 29,97 bps.

  • Apple ProRes 4444: En version af Apple ProRes med ekstremt høj kvalitet til 4:4:4:4-billedkilder (inklusive alfakanaler). Denne codec har fuld opløsning, 4:4:4:4 RGBA-farver i masterkvalitet og visuel stabilitet, der ikke kan skelnes fra det originale materiale. Apple ProRes 4444 er en løsning i høj kvalitet til opbevaring og udveksling af animationsgrafik og sammensætninger med fremragende ydeevne gennem flere generationer og en alfakanal uden kvalitetstab på op til 16 bit. Denne codec har en bemærkelsesværdig lav datahastighed sammenlignet med ukomprimeret 4:4:4 HD med en datahastighed ved modtagelse på ca. 330 Mbps for 4:4:4-kilder med 1920 x 1080 og 29,97 bps. Den tilbyder også direkte kodning af og afkodning til både RGB- og Y'CbCr-pixelformater.

  • Apple ProRes 422 HQ: En version af Apple ProRes 422 med højere datahastighed, der bevarer den visuelle kvalitet på samme høje niveau som Apple ProRes 4444, men til 4:2:2-billedkilder. Apple ProRes 422 HQ er udbredt i postproduktionsbranchen og gør det muligt at bevare professionel HD-video, som kan overføres med et enkelt HD-SDI-signal, uden tab af visuel kvalitet. Denne codec understøtter 4:2:2-videokilder i fuld bredde med en pixeldybde på 10 bit og forbliver visuelt tabsfri gennem mange generationer af afkodning og genkodning. Datahastigheden ved modtagelse for Apple ProRes 422 HQ er ca. 220 Mbps med 1920 x 1080 og 29,97 bps.

  • Apple ProRes 422: En komprimeret codec i høj kvalitet, som giver næsten alle fordelene ved Apple ProRes 422 HQ, men med 66 % af datahastigheden, hvilket giver endnu bedre ydeevne ved multistream-redigering i realtid. Datahastigheden ved modtagelse for Apple ProRes 422 er ca. 147 Mbps med 1920 x 1080 og 29,97 bps.

  • Apple ProRes 422 LT: En mere komprimeret codec end Apple ProRes 422 med ca. 70 % af datahastigheden og 30 % mindre arkivstørrelser. Denne codec er perfekt til miljøer, hvor lagringskapacitet og datahastighed er vigtige. Datahastigheden ved modtagelse for Apple ProRes 422 LT er ca. 102 Mbps med 1920 x 1080 og 29,97 bps.

  • Apple ProRes 422 Proxy: En endnu mere komprimeret codec end Apple ProRes 422 LT, der er beregnet til brug i offline-arbejdsgange, som kræver lave datahastigheder, men video i fuld opløsning. Datahastigheden ved modtagelse for Apple ProRes 422 Proxy er ca. 45 Mbps med 1920 x 1080 og 29,97 bps.

Bemærk: Apple ProRes 4444 og Apple ProRes 4444 XQ er ideelle til udveksling af medier med animationsgrafik, fordi de næsten ikke har noget kvalitetstab og er de eneste Apple ProRes-codecs, der understøtter alfakanaler.