spejlet RAID-sæt

Med et spejlet RAID-sæt kan du beskytte dine data imod disksvigt. Dine data skrive på to eller flere diske på samme tid, så hvis en af diskene svigter eller afmonteres, kan Mac stadig bruge data på de andre diske. Hvis du tilslutter en disk, som du tidligere har afmonteret, genopbygger RAID-sættet den i baggrunden, så disken indeholder de nyeste data.

Du kan føje ekstra diske til sættet, de såkaldte “reservediske”, som der ikke skrives til, medmindre en anden disk svigter eller afbrydes. Hvis en disk svigter eller afmonteres, genopbygger RAID-sættet en af de ekstra reservediske, så den indeholder de nyeste data. Hvis du tilslutter en disk igen, efter at RAID-sættet har erstattet den med en ekstra reservedisk, bliver den nyligt tilsluttede disk opfattet som en ekstra disk.

Du kan vælge, at RAID-sættet automatisk skal genopbygge en ekstra reservedisk, der tilsluttes igen, eller du kan selv genopbygge den.

Selvom du har et spejlet RAID-sæt, skal du stadig sikkerhedskopiere dine data regelmæssigt. Spejling beskytter kun mod nogle typer hardwarefejl, ikke mod brugerfejl og ødelagt software. Hvis du sletter et arkiv, slettes det også fra den spejlede disk. Hvis softwaren ødelægger et arkiv, ødelægges det også på den spejlede disk.