Skærmtid fortæller dig, hvor meget tid du og dine børn bruger på apps, websteder og meget mere. På den måde kan du tage beslutninger på et mere oplyst grundlag om, hvordan du bruger dine enheder, og eventuelt indstille grænser. Læs mere om, hvordan du bruger børnesikring til at administrere et barns enhed.
Slå Skærmtid til
- Gå til Indstillinger > Skærmtid.
- Tryk på Slå Skærmtid til, og tryk derefter på indstillingen igen.
- Vælg Dette er min [enhed] eller Dette er mit barns [enhed].
Når du har slået Skærmtid til, vises en rapport over, hvordan du bruger enheden, apps og websteder. Hvis det er dit barns enhed, kan du indstille Skærmtid og andre indstillinger på barnets enhed, eller du kan bruge Familiedeling til at indstille barnets enhed fra din egen enhed. Når du har indstillet dit barns enhed, kan du også bruge Familiedeling til at se rapporter og tilpasse indstillingerne fra din egen enhed.
Med Skærmtid kan du også oprette en specifik kode til at låse indstillingerne, så det kun er dig, der kan forlænge tiden eller foretage ændringer. Sørg for at vælge en anden kode end den, du bruger til at låse enheden op med. Hvis du vil ændre eller slå adgangskoden fra på dit barns enhed, skal du gå til Indstillinger > Skærmtid og trykke på barnets navn. Tryk derefter på Skift kode til Skærmtid eller Slå kode til Skærmtid fra, og godkend med Face ID, Touch ID eller din enheds kode.
Hvis du har glemt din kode til Skærmtid, skal du opdatere din enhed til den nyeste version af iOS eller iPadOS og derefter nulstille din kode.
Indstil en kode til skærmtid
Du kan indstille en kode, så det kun er dig, der kan ændre indstillingerne for Skærmtid og tillade mere tid, når grænserne for apptid nås. Brug denne funktion til at angive begrænsninger angående indhold og anonymitet på dit barns enhed. Hvilke trin du skal følge for at angive en kode til Skærmtid, afhænger af, om du bruger Familiedeling.
Hvis du bruger Familiedeling til at administrere en børnekonto
- Gå til Indstillinger, og tryk på Skærmtid.
- Rul ned, og vælg dit barns navn under Familie.
- Tryk på Tænd Skærmtid, og tryk derefter på Fortsæt.
- Indstil Skærmfri tid, Apptidsgrænser og Indhold og anonymitet med de begrænsninger, du vil angive for dit barn, eller tryk på Ikke nu.
- Tryk på "Brug adgangskode til Skærmtid", og indtast så en kode, når du bliver bedt om det. Bekræft koden ved at indtaste den igen.
- Indtast dit Apple-id og din adgangskode. Dette kan bruges til at nulstille din adgangskode til Skærmtid, hvis du glemmer den.
Hvis du ikke bruger Familiedeling til at administrere en børnekonto
- Sørg for, at du er logget ind på den enhed, som barnet bruger.
- Gå til Indstillinger, og tryk på Skærmtid.
- Tryk på Slå Skærmtid til.
- Tryk på Dette er mit barns [enhed].
- Indstil Skærmfri tid, Apptidsgrænser og Indhold og anonymitet med de begrænsninger, du vil angive for dit barn, eller tryk på Ikke nu.
- Tryk på "Brug adgangskode til Skærmtid", og indtast så en kode, når du bliver bedt om det. Bekræft koden ved at indtaste den igen.
- Indtast dit Apple-id og din adgangskode. Dette kan bruges til at nulstille din adgangskode til Skærmtid, hvis du glemmer den.
Se din rapport, og indstil grænser
Skærmtid giver dig en rapport, der viser, hvordan enheden er blevet brugt, hvilke apps der er åbnet, og hvilke websteder der er blevet besøgt. Hvis du vil se rapporten, skal du gå til Indstillinger > Skærmtid og trykke på Se al aktivitet under grafen. Der kan du se dit forbrug, indstille grænser for de apps, du bruger mest, og se, hvor mange gange enheden er blevet taget op i hånden eller har modtaget en notifikation.
Hvis du har slået Del på tværs af enheder til, kan du se det generelle forbrug på alle enheder, hvor du er logget ind med dit Apple-id og din adgangskode.
Administrer indstillinger for Skærmtid
Gå til Indstillinger > Skærmtid. Tryk derefter på Se al aktivitet, vælg en kategori på listen nedenfor, og indstil grænser. Du kan administrere indstillingerne med Skærmtid:
Skærmfri tid
Når du planlægger skærmfri tid i Indstillinger, er det kun telefonopkald og de apps, du vælger at tillade, der er tilgængelige. Skærmfri tid gælder for alle de enheder, hvor Skærmtid er slået til, og du får en påmindelse fem minutter før start. Hvis du har indstillet en kode til Skærmtid, omfatter Skærmfri tid yderligere en indstilling: Bloker ved skærmfri tid. Når du vælger denne indstilling, og du klikker på Bed om mere tid, når den skærmfri tid starter, kan du bruge koden til at godkende brug af appen i 15 minutter, en time eller hele dagen. Børnekonti kan klikke på Et minut mere én gang eller klikke på Bed om mere tid for at sende en anmodning til forældrekontoen til godkendelse.
Apptidsgrænser
Du kan indstille daglige grænser for appkategorier ved hjælp af Apptidsgrænser. Du kan f.eks. vælge at kunne se produktivitetsapps, mens du er på arbejde, men ikke sociale netværk eller spil. Apptidsgrænser opdateres hver dag ved midnat, og du kan slette dem når som helst.
Kommunikationsgrænser
Kontroller, hvem dine børn kan kommunikere med – i løbet af dagen og under skærmfri tid. Disse grænser gælder for kontakter i Telefon, FaceTime, Beskeder og iCloud. Det er også her, du kan beslutte og administrere, hvilke kontakter der er tilgængelige på et Apple Watch parret via Indstil familie. Kommunikation med kendte nødopkaldsnumre, der er identificeret af din iPhone- eller Apple Watch-mobiloperatør, er altid tilladt. Du skal have iCloud-kontakter aktiveret for at bruge denne funktion.
Tillad altid
Du kan vælge at kunne få adgang til visse apps, selvom der er valgt skærmfri tid, eller du har indstillet apptidsgrænsen Alle apps og kategorier. Telefon, Beskeder, FaceTime og Kort er som standard altid tilladt, men hvis du ønsker det, kan du fjerne dem.
Indhold og anonymitet
Du bestemmer, hvilken type indhold der vises på din enhed. Bloker upassende indhold, køb og downloads, og indstil dine anonymitetsindstillinger med begrænsninger for Indhold og anonymitet.