Om Super Retina-skærmen på en iPhone X, iPhone XS og iPhone XS Max og Super Retina XDR-skærmen på en iPhone 11 Pro og iPhone 11 Pro Max

Læs mere om, hvordan du får mest muligt ud af Super Retina-skærmen på en iPhone X, iPhone XS og iPhone XS Max og Super Retina XDR-skærmen på en iPhone 11 Pro og iPhone 11 Pro Max.

Super Retina-skærmen på en iPhone X, iPhone XS og iPhone XS Max og Super Retina XDR-skærmen på en iPhone 11 Pro og iPhone 11 Pro Max er udviklet af Apple til at imødekomme vores høje standarder. Vi mener, at disse er de bedste OLED-skærme, der nogensinde er indbygget i en smartphone, og som samtidigt byder på markedets bedste farvenøjagtighed. Super Retina- og Super Retina XDR-skærme har en utrolig kontrast, høj lysstyrke og et bredt farveområde i biografkvalitet. I kombination med det bedste farvestyringssystem kalibreres farverne konstant for at levere den bedste visuelle oplevelse.

Højt dynamisk område

Super Retina og Super Retina XDR har også Højt dynamisk område (HDR), som understøtter en bred vifte af mørke og lyse områder på billeder og video. Dette gør det muligt at se dybe, ægte sorte farver og rene, klare hvide farver, mens mellemliggende dramatiske nuancer bevares. Billederne ser mere levende ud, og alt ser mere fantastisk ud end nogensinde med Dolby Vision eller HDR10.

OLED-teknologi

Super Retina- og Super Retina XDR-skærmene bruger OLED-teknologi (Organic Light-Emitting Diode). Super Retina og Super Retina XDR omfatter yderligere forbedringer i forhold til traditionelle OLED-skærme, der muliggør en utrolig visuel oplevelse, som for første gang lever op til iPhone-standarden.

OLED-teknologien leverer et utroligt højt kontrastforhold og høj opløsning. OLED udsender lys gennem hver enkelt pixel, og fordi den ikke kræver baggrundslys, kan skærmen gøres slankere. Super Retina- og Super Retina XDR-skærme har med deres høje lysstyrke, brede farveunderstøttelse og den bedste farvenøjagtighed på markedet ikke de samme udfordringer som traditionelle OLED-skærme.

Hvis du kigger skråt på en OLED-skærm, vil du muligvis lægge mærke til små ændringer i farver og nuancer. Dette er karakteristisk for OLED og er normal adfærd. OLED-skærme kan også have mindre visuelle ændringer ved forlænget brug. Dette er også forventet adfærd og kan omfatte, at "billedet fastholdes", eller at billedet "brænder sig fast", dvs. at skærmen viser en svag rest af et billede, selv efter et nyt billede vises på skærmen. Dette kan ske i mere ekstreme tilfælde, f.eks. hvor det samme billede med høj kontrast konstant vises i længere tid ad gangen. Vi har udviklet Super Retina- og Super Retina XDR-skærmene til at være de bedste på markedet til at reducere påvirkningen af "fastbrændt" OLED.

Sådan får du mest muligt ud af Super Retina- og Super Retina XDR-skærmene

Med den nyeste version af iOS er din iPhone særligt designet til at minimere påvirkningen af længerevarende brug og forlænge brugslevetiden for Super Retina- og Super Retina XDR-skærme. Her er nogle flere ting, du kan gøre for at få mest muligt ud af din Super Retina- eller Super Retina XDR-skærm:

  • Opdater din iPhone til den nyeste version af iOS. Du bliver bedt om at opdatere, når der er en ny tilgængelig opdatering. Du kan også søge efter opdateringer under Indstillinger > Generelt > Softwareopdatering.
  • Brug Automatisk lysstyrke til automatisk at justere lysstyrken for din skærm, så den passer til det omgivende lys. Denne indstilling er slået til som standard. Du kan kontrollere indstillingen ved at åbne Indstillinger > Generelt > Tilgængelighed > Tilpasning af skærm.
  • Indstil din iPhone til at slukke skærmen, når du ikke bruger den. Det anbefales at vælge et kortere tidsrum. Du kan justere denne indstilling ved at åbne Indstillinger > Skærm & lysstyrke > Automatisk lås.
  • Undgå at vise statiske billeder ved maksimal lysstyrke i længere tid ad gangen. Hvis du har en app, der holder skærmen tændt, når du ikke aktivt bruger din iPhone, kan du midlertidigt mindske lysstyrken ved hjælp af Kontrolcenter.

Oplysninger om produkter, der ikke er fremstillet af Apple, eller selvstændige websteder, der ikke er styret eller testet af Apple, er ikke udtryk for anbefalinger eller godkendelser fra Apples side. Apple påtager sig intet ansvar med hensyn til udvalget af disse produkter, produkternes funktionsevne eller brugen af produkterne. Apple giver ingen garanti for, at indholdet på websteder, som Apple ikke står bag, er pålideligt og præcist. Det er forbundet med en naturlig risiko at bruge internettet. Kontakt producenten for at få yderligere oplysninger. Andre virksomheds- og produktnavne kan være varemærker tilhørende de respektive ejere.

Udgivelsesdato: