Hvis din Mac starter med fejl -1008F

Din Mac har uden held forsøgt at starte fra macOS-gendannelse via internettet.

Hvis der vises en globus med et udråbstegn, betyder det, at din Mac har prøvet at starte fra macOS-gendannelse via internettet, men det lykkedes ikke. Hvis du får vist fejl -1008F, bør et af følgende løsningsforslag kunne løse problemet.

Globus med fejl -1008F

Start med Alternativ-Kommando-R

Sluk for din Mac, tænd den derefter igen, og tryk og hold nede på Alternativ-Kommando-R for at starte fra den nyeste version af macOS-gendannelse. Du skal ikke bruge Skift-Alternativ-Kommando-R i dette tilfælde, fordi din Mac da vil starte fra en tidligere version af macOS-gendannelse.

Hvis det ikke virker, skal du slå Aktiveringslås fra som beskrevet nedenfor.

Eller deaktiver Aktiveringslås

Aktiveringslås er en funktion i macOS Catalina 10.15 og nyere. Følg disse trin for at deaktivere Aktiveringslås, indtil du er færdig med at bruge macOS-gendannelse.

  1. Vælg Apple-menuen  > Systemindstillinger.
  2. Klik på Apple-id.
  3. Klik på iCloud i indholdsoversigten.
  4. Fjern markeringen i afkrydsningsfeltet Find min Mac til højre, og indtast derefter adgangskoden til dit Apple-id, når du bliver bedt om det. Når du er færdig i macOS-gendannelse, kan du slå denne indstilling til igen.

Indstillinger for Apple-id

Hvis du ikke kan udføre ovenstående trin, fordi din Mac ikke starter helt, kan du bruge en af dine andre enheder til at slå Aktiveringslås fra:

  1. Luk din Mac.
  2. På en anden enhed: Gå til iCloud.com, og log ind med dit Apple-id.
  3. Klik på Find iPhone.
  4. Vælg din Mac på listen over enheder. Hvis du ikke kan se en liste over enheder, skal du vælge din Mac i enhedsmenuen øverst på siden.
  5. Vent et par sekunder, indtil Find er færdig med at opdatere den sidst kendte placering af din Mac.
  6. Klik på Fjern fra konto. Hvis du ikke kan se denne mulighed, skal du vende tilbage til enhedsmenuen øverst på siden og derefter klikke på knappen Fjern  ud for navnet på din Mac.
  7. Når du bliver bedt om det, skal du bekræfte handlingen ved at klikke på Fjern.

Du skulle nu kunne starte fra en tidligere version af macOS-gendannelse uden at få en -1008F-fejl. Når du er færdig i macOS-gendannelse, kan du slå Find min Mac til igen i indstillingerne for dit Apple-id.

Udgivelsesdato: