Sådan bruger du CarPlay med din iPhone

CarPlay findes i udvalgte biler og bilradioer og er en smartere og mere sikker måde at bruge din iPhone på i bilen.

Det kan CarPlay

CarPlay viser det, som du vil foretage dig med din iPhone under kørslen, på bilens indbyggede skærm. Når du slutter din iPhone til CarPlay, kan du få trinvis rutevejledning, foretage opkald, sende og modtage beskeder, lytte til musik og meget mere. CarPlay bruger kontakterne på din iPhone til at hjælpe dig med at foretage opkald, sende beskeder og finde destinationer.

CarPlay bruger Siri Stemmekontrol, så du kan bede om det, du har brug for, mens du kører – og stadigvæk holde fokus på vejen. CarPlay fungerer endda med de indbyggede kontrolelementer i din bil – som berøringsskærm eller knapper.

Sådan indstilles CarPlay

Følg trinnene for at komme i gang: 

  1. Sørg for, at du befinder dig i et område, der understøtter CarPlay, og at din bil understøtter CarPlay.
  2. Start bilen, og sørg derefter for, at Siri er slået til.
  3. Slut din iPhone til din bil:
    • Hvis din bil understøtter CarPlay via USB-kabel, skal din iPhone sluttes til bilens USB-port. USB-porten kan være mærket med et CarPlay-symbol eller et smartphonesymbol.
    • Hvis din bil understøtter trådløs CarPlay, skal du holde stemmekommandoknappen på rattet nede. Sørg for, at bilen er indstillet til trådløs eller Bluetooth. Gå derefter til Indstillinger på din iPhone > Generelt > CarPlay, tryk på Tilgængelige biler, og vælg din bil. Se brugermanualen til bilen for at få flere oplysninger.

Læs mere om CarPlay og om sikker kørsel og navigering.

Brug af Siri til CarPlay

Hvis dit køretøj understøtter CarPlay eller Siri Eyes Free, skal du holde stemmekommandoknappen på rattet nede, mens du siger, hvad du har brug for. Hvis du ikke er sikker på, hvor stemmekommandoknappen sidder, skal du tjekke brugermanualen til din bil eller bilradio.

Fjern og arranger CarPlay-apps

Når du bruger CarPlay, viser skærmen i din bil tilgængelige apps. Sådan tilføjer, fjerner eller tilpasser du den rækkefølge, appsene står i på din iOS-enhed:

  1. Gå til Indstillinger> Generelt, og tryk på CarPlay.
  2. Vælg din bil.
  3. Brug symbolerne for at tilføje eller slette for at tilføje eller fjerne apps. Tryk på en app og træk i den for ændre på symbolernes rækkefølge.

Du kan kun se apps, der understøttes af CarPlay. Hvis du har problemer med en app fra tredjepart, skal du kontakte appudvikleren.

Få hjælp

Hvis CarPlay ikke virker som forventet, skal du sørge for, at din iPhone har den nyeste version af iOS. Når din iPhone er opdateret, skal du følge disse trin, og kontrollere CarPlay efter hvert trin:

  1. Hvis CarPlay ikke aktiveres automatisk, skal du se efter CarPlay-logoet på bilens skærm.
  2. Genstart din iPhone og bilen. 
  3. Sørg for, at Siri er slået til.
  4. Hvis din iPhone ikke registreres af CarPlay, skal du sikre dig, at CarPlay ikke er begrænset. Gå til Indstillinger > Screen Time (Skærmtid) > Indhold og anonymitet, tryk på Tilladte apps, og sørg for, at CarPlay er aktiveret.
  5. Gå til Indstillinger > Generelt > CarPlay, og tryk på Glem denne bil.
  6. Kontroller din forbindelse:
    • Hvis du har en kabelforbindelse, skal du prøve at oprette forbindelse igen med et andet USB-kabel til en anden USB-port, hvis du har en.
    • Hvis du har en trådløs forbindelse, skal du slå Flyfunktion til ved at gå til Indstillinger > Flyfunktion. Du skal ikke slå Flyfunktion til fra Kontrolcenter.
  7. Installer Firmware-opdateringer, hvis dette er nødvendigt. Se brugermanualen til bilen for at få flere oplysninger.

Hvis du stadigvæk har problemer med at etablere forbindelse til CarPlay, skal du kontakte Apple-support.

Udgivelsesdato: