Når du slår indstillingen "Vis mærkedagskalender" til under indstillingerne for Kalender, vises dit områdes nationale ferie- og helligdage i din Kalender. Du kan ændre område via lokalmenuen Område under indstillingerne for Sprog & område. Du kan f.eks. vælge Japan i menuen Område for at få vist ferie- og helligdage for Japan.*
Et områdes kalender med ferie- og helligdage vises på områdets sprog. Dette betyder, at en kalender for Japan kun vises på japansk. Du kan kun få vist kalenderen med et områdes ferie- og helligdage, hvis områdets sprog findes på listen over foretrukne sprog. Du kan føje et sprog til listen ved at klikke på knappen Tilføj under indstillingerne for Sprog & område. Du behøver ikke gøre sproget til primærsprog, medmindre du også vil ændre sprog for menuer og dialoger.
Når ændringerne er som ønsket, skal du muligvis nulstille kalenderen med ferie- og helligdage i Kalender. Vælg Kalender > Indstillinger, klik på Generelt, og slå derefter "Vis mærkedagskalender" fra. Luk vinduet med indstillingerne, åbn det igen, og slå kalenderindstillingen til igen.
* Når du skifter område, ændres formatet også for dato, klokkeslæt, tal og valuta.