Postbestyreroplysninger om iCloud Mail

Denne artikel er til systemadministratorer, som administrerer mailservere, der sender e-mail til iCloud Mail.

Prøv disse trin, hvis du bruger iCloud Mail og har brug for hjælp til at sende eller modtage e-mail.

Bedste fremgangsmåder til afsendelse af masseforsendelser

Du skal følge nedenstående bedste fremgangsmåder, når du sender masseforsendelser til iCloud Mail-kunder:

  • Send kun til kunder, som udtrykkeligt er tilmeldt som modtagere af e-mails fra dig (brug ikke købte eller lejede distributionslister eller konstruerede modtagerlister).
  • Tilbyd et link til afmelding af beskederne, så modtageren kan afmelde dine e-mails med det samme.
  • Sørg for, at dine e-mails overholder RFC 5322.
  • Angiv omvendt DNS for domænet for at hjælpe med at identificere din IP-adresse.
  • Brug sammenhængende IP-adresser og domæner til udgående masseforsendelser, men hold e-mails om marketing og transaktioner adskilt.
  • Brug et logisk navn og en logisk adresse til "Fra:", så det er nemt at identificere dit brand.
  • Brug SPF (Sender Policy Framework) og DKIM (DomainKeys Identified Mail) til at godkende e-mail.
  • Spor de midlertidige og permanente SMTP-fejl fra vores mailservere, og reager derefter.
  • Brug en standardpolitik til håndtering af ikke-leverede e-mails.
  • Fjern regelmæssigt inaktive abonnenter fra listen.
  • Genaktiver ikke e-mailadresser, der allerede findes på afmeldingslisten.

Du kan også gå til webstedet M3AAWG (Messaging, Malware and Mobile Anti-Abuse Working Group) og se arbejdsgruppens anbefalinger til kommunikationsmetoder.

Tilbyder iCloud Mail en hvidliste for afsendere af masseforsendelser?

Nej. Vi sporer en afsenders omdømme ved hjælp af forskellige mekanismer, f.eks. omdømme for IP-adresser og domæner, indholdskontrol og brugerfeedback. Derefter træffer vi en eventuel beslutning om filtrering.

Tilbyder iCloud Mail en FBL-tjeneste (feedback loop)?

Vi tilbyder ikke FBL (feedback-loop). Vi opfordrer afsendere af masseforsendelser til at vedligeholde modtagerlisten, så det kun er aktive modtagere, der får e-mails. Her er nogle metoder til at vedligeholde modtagerlisten:

  • Fjern regelmæssigt afmeldte abonnenter fra postlisten.
  • Fjern konsekvent adresser, som afvises.
  • Behandl anmodninger om afmelding så hurtigt som muligt.

E-mailgodkendelse

Læs mere om e-mailgodkendelse i iCloud Mail.

Hvilke IP-adresser sender for iCloud Mail?

Alle iCloud Mail-domæner (mac.com, me.com og icloud.com) har en publiceret SPF-post. Se vores SPF-post for at se de aktuelle IP-adresseområder, som vi bruger til udgående mail.

Bruger iCloud Mail e-mailgodkendelse?

iCloud Mail godkender alle indgående e-mails med SPF og DKIM. Vi udgiver også SPF-poster for alle vores domæner og underskriver alle vores udgående e-mails med DKIM.

Understøttes DMARC af iCloud Mail?

Hvis et afsendende domæne udgiver en DMARC-politik (Domain-based Message Authentication, Reporting and Conformance), overholder iCloud Mail domænets politik. Alle iCloud Mail-domæner har en DMARC-politik ("p=quarantine")*, der fortæller en mailudbyder, at e-mail fra en iCloud-e-mailadresse, der ikke godkendes af SPF- og DKIM-e-mailgodkendelse, skal sendes til mappen Reklame hos modtageren.

* Politikken trådte i kraft pr. 2. juli 2018.

Leveringsproblemer

Brug anbefalingerne nedenfor til at sikre, at modtagerne får dine e-mails.

Hvorfor vises vores beskeder ikke i modtagerens indbakke?

Følg de bedste fremgangsmåder for masseforsendelser, så dine e-mails ikke bliver behandlet som reklamepost. iCloud Mail registrerer og blokerer automatisk reklamepost, inden den når indbakken. Vi gør vores bedste for at sikre, at lovlige og ønskede e-mails når frem til vores brugere, men af og til kan disse beskeder blive filtreret som reklamepost.

Hvis du bruger iCloud Mail, kan du bruge disse trin til at fjerne reklamepost fra din iCloud Mail-konto.

Hvordan løser jeg problemer med levering til iCloud Mail?

Ved afvisning af SMTP-transaktioner genererer vores mailservere SMTP-fejlmeddelelser, der indeholder oplysninger om, hvorfor forbindelsen eller beskeden blev afvist. Se postlogarkivet for at finde fejlmeddelelsen. De fleste fejlmeddelelser omfatter også en URL-adresse med flere oplysninger.

Kontakt os

Hvis du har fulgt vores bedste fremgangsmåder og har gennemgået postlogarkiverne for at få flere oplysninger, men stadig ikke kan identificere og løse leveringsproblemerne, kan du kontakte vores postbestyrerteam ved at sende en e-mail til icloudadmin@apple.com med følgende oplysninger:

  • Virksomhedens navn.
  • E-maildomæne.
  • IP-adressen på de berørte mailservere.
  • De SMTP-fejlmeddelelser, du får fra iCloud-mailservere.
  • En detaljeret beskrivelse af problemet, herunder hvornår det begyndte.

Vi skal bruge alle ovenstående oplysninger for at kunne hjælpe.

Udgivelsesdato: