Safari-udvidelser giver Safari større funktionalitet, så du kan bruge internettet, helt som du vil. Udvidelser kan bruges til at se nyttige oplysninger om en webside, se nyhedsoverskrifter, hjælpe dig med at bruge dine yndlingstjenester, ændre websiders udseende og meget mere. Udvidelser er et fantastisk værktøj til at tilpasse din internetoplevelse.
Sådan installeres udvidelser
I App Store (eller Safari-udvidelsesgalleriet) kan du nemt gennemse udvidelserne og installere dem med et enkelt klik. Det er det sikreste sted at hente Safari-udvidelser, fordi alle udvidelserne i App Store er gennemgået, signeret og udbudt af Apple. Og alle udvidelser, som du installerer fra App Store, opdateres automatisk.
Sådan finder du udvidelser, som du kan installere: Åbn Safari, og vælg Safari > Safari-udvidelser på menulinjen.
- Hvis du bruger Safari 12, åbner App Store siden Safari-udvidelser.
- Hvis du bruger en tidligere version af Safari, åbner Safari siden Safari-udvidelsesgalleri.
Sådan opdateres udvidelser
Safari opdaterer automatisk udvidelser, der er installeret fra App Store med Safari 12, samt udvidelser, der er installeret fra Safari-udvidelsesgalleriet med Safari 9, 10 eller 11 i OS X Yosemite eller en nyere version.
Du kan manuelt opdatere udvidelser, der er overført fra programudvikleren eller installeret med en tidligere version af Safari:
- Vælg Indstillinger på Safari-menuen, og klik derefter på Udvidelser.
- Vælg Opdateringer nederst til venstre i vinduet. Funktionen vises kun, når der er kommet opdateringer.
- Klik på knappen Opdater ud for hver opdatering, du vil installere.
Sådan deaktiveres eller fjernes udvidelser
Vælg Safari > Indstillinger, og klik på Udvidelser. Du kan bruge afkrydsningsfeltet for hver udvidelse til at slå udvidelsen til eller fra.
Hvis du ikke ved, hvilken funktion en udvidelse har, eller du ikke regner med at bruge den igen, skal du klikke på knappen Fjern for den pågældende udvidelse.