Denne artikel er blevet arkiveret og opdateres ikke længere af Apple.

Mac Pro (ultimo 2013): Eksterne kendetegn, porte og stik

Her kan du læse om eksterne kendetegn, porte og stik på Mac Pro-computeren (ultimo 2013).

Alle de viste porte og stik findes på I/O-panelet (indgange/udgange).

No alt supplied for Image

Linjeudgang til lyd (digital/analog)

Linjeudgangen til lyd er et 3,5 mm ministik, der understøtter analog stereolyd og digitale fiberoptiske S/PDIF-kabler. Du kan finde lydenheder, som du kan slutte til denne port, under Systemindstillinger > Lyd > Lyd ud. Denne port understøtter ikke hovedsæt og mikrofoner.

Ministik til hovedtelefoner

Hovedtelefonporten er et 3,5 mm ministik, der understøtter hovedtelefoner og hovedsæt. Når du slutter hovedtelefoner til denne port, videresendes lyden fra de interne højttalere til hovedtelefonerne. Hovedtelefoner vises i Systemindstillinger > Lyd > Lyd ud. Hvis hovedsættet har en mikrofon, vises den i Systemindstillinger > Lyd > Lyd ind. iPhone-hovedsæt med mikrofon og integrerede betjeningsmuligheder understøttes. Enheder med digitalt output understøttes ikke på denne port.

Kabinetlås

Denne låser kabinettet fast til selve computeren. Systemet skal være låst under normal brug. Kabinettet skal være monteret, da du ellers ikke kan tænde computeren.

USB 3-porte (4)

Mac Pro (ultimo 2013) er forsynet med i alt fire USB 3-porte. Du kan slutte USB 3-, USB 2- og USB 1.1-enheder til disse porte.

USB-portene benytter USB-stik type A, som hver har fire ben. USB 3 (der også kaldes "SuperSpeed USB") kan overføre data med op til 5 Gbps. USB 3-enheder kan bruge op til 900 mA strøm (sammenlignet med USB 2-enheder, der kan bruge op til 500 mA). Du skal bruge USB 3-kabler for at benytte denne funktion. Du kan finde flere oplysninger om brug af USB 3-enheder i artiklen Ofte stillede spørgsmål om brug af USB 3-enheder på Mac-computere.

Thunderbolt 2-porte (6)

Thunderbolt er en revolutionerende I/O-teknologi, der understøtter skærme med høj opløsning og enheder med stor ydeevne via en enkelt kompakt port.

Mac Pro (ultimo 2013) har seks Thunderbolt 2-porte, der er tilsluttet med tre uafhængige Thunderbolt 2-controllere. Hver port understøtter op til 20 Gb/s dataoverførsel via channel bonding (kombinerede kanaler). Thunderbolt understøtter op til seks enheder pr. port, så der i alt kan sluttes 36 enheder til Mac Pro-computeren.

Thunderbolt 2 er bagud- og fremadkompatibel med Thunderbolt-enheder, så Thunderbolt-enheder kan sluttes til Thunderbolt 2-porte og Thunderbolt 2-enheder kan sluttes til Thunderbolt-porte med Thunderbolt-hastighed.

Thunderbolt-portene på Mac Pro (ultimo 2013) understøtter også nedenstående teknologier.

  • Mini DisplayPort-udgang via et Mini DisplayPort til Mini DisplayPort-kabel.

  • Understøttelse af 5K-skærm med to kabler (forudsætter OS X v10.10.3 eller en nyere version).

  • DVI-udgang via et Mini DisplayPort til DVI-mellemstik.

  • VGA-udgang via et Mini DisplayPort til VGA-mellemstik.

  • Dual-Link DVI-udgang via et Mini DisplayPort til Dual-Link DVI-mellemstik. Dette understøtter Apple Cinema HD Display 30".

  • HDMI-lyd- og videoudgang via et Mini DisplayPort til HDMI-mellemstik fra en anden producent end Apple.

Gigabit Ethernet-porte (2)

Der er to indbyggede 10/100/1000 Gigabit Ethernet-porte. Tilslut et Ethernet-kabel fra et kabel- eller ADSL-modem, et samlingspunkt, en switch, en router eller en anden Mac-computer. Ethernet-porten understøtter også jumbo-frames. Den tilsluttede enhed kan være en 10Base-T-, 100Base-TX- eller 1000Base-T-enhed. Porten registrerer automatisk, hvilken type enhed der er tilsluttet. Du behøver ikke bruge et Ethernet-crossover-kabel til at oprette forbindelse til andre Ethernet-enheder.

HDMI-port

Brug HDMI-porten til at tilslutte en kompatibel HDMI-skærm, et kompatibelt tv eller en kompatibel projektor. Mac Pro understøtter HDMI 1.4 til UltraHD- og 4K-skærme. HDMI-porten understøtter følgende opløsninger.

  • 1080p opløsning ved op til 60 Hz

  • 3840 x 2160 opløsning ved 30 Hz

  • 4096 x 2160 opløsning ved 24 Hz

Udgivelsesdato: