Slet eller fjern apps på Mac
Når du sletter eller fjerner en app, fjernes den fra din Mac, så der frigøres lagringsplads til andre emner.
Sådan sletter eller fjerner du en app
Hvis du sletter en app, fjernes dokumenter eller andre arkiver, som du måtte have oprettet med appen, ikke. Det medfører heller ikke opsigelse af abonnementer, du måtte have købt med appen.
Hvis appen er åben i øjeblikket, skal du afslutte appen, før du fortsætter.
Skift til Finder, f.eks. ved at klikke på dit skrivebord eller ved at klikke på Finder-symbolet i Dock.
Find den app, du vil slette. De fleste apps ligger i mappen Programmer, som du kan åbne ved at klikke på Programmer i indholdsoversigten i et hvilket som helst Finder-vindue. Eller vælg Apps i menuen Gå på menulinjen. Du kan også bruge Spotlight til at finde og få vist appens placering.
Nogle apps leveres med en separat afinstalleringsapp, som normalt indeholder "Uninstall" eller "Uninstaller" i navnet. Hvis din app har en afinstalleringsapp, findes den som regel i den samme mappe som selve appen. Hvis det er tilfældet, skal du åbne afinstalleringsappen og følge vejledningen for at fjerne appen fra din Mac.
Hvis din app ikke blev leveret med en afinstalleringsapp, kan du flytte appen til papirkurven på en af følgende måder:
Træk appen til papirkurven.
Vælg appen. Vælg Flyt til papirkurv i menuen Arkiv på menulinjen.
Vælg appen, og tryk på Kommando-Slet på dit tastatur.
Hvis du bliver bedt om et brugernavn og en adgangskode, skal du indtaste navn og adgangskode for en administratorkonto på din Mac. Det er som regel det navn og den adgangskode, som du bruger til at logge ind på din Mac.
Du kan nu slette appen permanent og gøre dens lagringsplads tilgængelig for andre elementer: Vælg Tøm papirkurv i menuen Finder på menulinjen.
Hvis du ikke kan slette appen
Du kan ikke bruge Finder til at slette apps, som er obligatoriske på Mac. Disse omfatter flere apps, der er installeret af macOS, f.eks. Mail, Musik, Bøger, Noter, Podcasts, Kort, News og Værdipapirer.
Hvis du ikke kan slette en app, fordi din Mac fortæller dig, at den er i brug, skal du sørge for, at appen ikke er åben. Genstart om nødvendigt din Mac, eller start i sikker funktion, og prøv igen.
Læs mere
I macOS Sequoia 15 og tidligere kan du også bruge Launchpad til at slette apps, der er downloadet fra App Store.