Administrer registrering i aktivitetshistorik for Tilpasset temperatur i appen Hjem
Fra og med iOS 26 justerer Tilpasset temperatur automatisk din understøttede termostat, når mindst én person er hjemme, eller når den sidste person forlader hjemmet. Disse tilstande registreres i aktivitetshistorikken.
Sådan bruger Tilpasset temperatur aktivitetshistorik
Tilpasset temperatur er designet til automatisk at justere din termostat, samtidig med at din anonymitet beskyttes. Når funktionen er slået til, justeres din kompatible termostat automatisk baseret på, om et medlem af hjemmet eller en gæst er hjemme.
For at gøre dette beder appen Hjem termostaten om at justere temperaturen baseret på hjemmets aktivitetstilstand: “hjemme”-tilstand (når mindst én person er hjemme), “ude”-tilstand (når ingen er hjemme) eller “ude i længere tid”-tilstand (når den er i “ude”-tilstand i mere end 24 timer, eller hvis alle medlemmer af hjemmet er en vis afstand væk fra hjemmet). Din lokalitet deles ikke med termostaten eller med Apple.
Når din termostat justeres automatisk, registreres ændringen i aktivitetshistorikken for appen Hjem:
Aktivitetshistorikken registrerer, hvornår hjemmets aktivitetstilstand ændres – men identificerer ikke, når en bestemt person kommer hjem, forlader hjemmet eller er hjemme.
Hvis du også slår Forudsig ankomst til – som bruger daglige rutiner, Apple Kort, Kalender m.m. til at forudsige ankomster og automatisk forindstille dit valgte temperaturinterval for Hjemme – kan aktivitetshistorikken også registrere, hvornår hjemmets aktivitetstilstand ændres, fordi den første person forventes at komme hjem.
Apple får ikke adgang til hjemmets aktivitetstilstand eller logarkiverne i aktivitetshistorikken fra appen Hjem.
Hvis du ikke ønsker, at Tilpasset temperatur skal registrere, hvornår personer kommer og går
Det er kun ejeren af hjemmet eller en beboer med tilladelse til at tilføje og redigere tilbehør, der kan slå Tilpasset temperatur, Forudsig ankomst eller Aktivitetshistorik til og fra.
For husejere og beboere med tilladelse til at tilføje eller redigere tilbehør
Du kan slå Aktivitetshistorik fra, hvis appen Hjem ikke længere skal registrere hjemmets aktivitetstilstand. Eller du kan slå Tilpasset temperatur eller Forudsig ankomst fra.
Slå Aktivitetshistorik fra
Åbn appen Hjem på din iPhone, iPad eller Mac.
Vælg knappen Mere, vælg Indstillinger til Hjem, og vælg derefter Aktivitet.
Slå Aktivitetshistorik fra.
Når du slår Aktivitetshistorik fra, kan du ikke længere se den foregående måneds aktivitet, og de tilknyttede data slettes.
For beboere eller gæster
Som beboer uden tilladelse til at tilføje eller redigere tilbehør eller som gæst kan du ikke slå Tilpasset temperatur fra. Du kan dog indstille din enhed til ikke længere at dele sin lokalitet med appen Hjem.
Stop med at dele din enheds lokalitet med appen Hjem
Gå til Indstillinger > Anonymitet og sikkerhed > Lokalitetstjenester.
Tryk på Systemtjenester, og slå derefter Hjem fra.
Denne handling forhindrer Hjem i at få adgang til systemtjenester og i at bruge din lokalitet til at kommunikere med Tilpasset temperatur, uanset om du er hjemme, ude eller på vej hjem. Det påvirker også alle HomeKit-funktioner, der har adgang til din lokalitet fra Lokalitetstjenester.