Om funktionen til opladningsstyring til iPad og iPhone

iPadOS og iOS har en funktion til opladningsstyring, så batteritilstanden bevares, når en iPad eller iPhone XS, iPhone XS Max, iPhone XR eller en nyere model er tilsluttet strøm i længere perioder.

iPad og iPhone er bærbare enheder, der er udviklet til at blive brugt hele dagen på en enkelt batteriopladning. Men i visse situationer er iPad og iPhone tilsluttet strøm i længere perioder, f.eks. når de bruges i kiosker, på salgssteder eller opbevares i et opladeskab. iPad og iPhone bruger genopladelige litiumionbatterier, der er designet til at blive opladet og derefter afladet i hele batteriets driftstid. Når de forbliver fuldt opladet i længere perioder, kan det påvirke batteritilstanden.

iPad med iOS 11.3 eller en nyere version og iPhone XS, iPhone XS Max, iPhone XR eller en nyere model med iOS 12 eller en nyere version har en funktion til opladningsstyring, der hjælper med at bevare batteriets tilstand. Funktionen overvåger enhedernes brug i disse opladningssituationer og reducerer midlertidigt batteriets kapacitet efter behov. Batteriindikatoren på statuslinjen viser den resterende opladningsprocent baseret på denne justerede kapacitet. Batterikapaciteten vender tilbage til det ikke-justerede niveau, når iPad eller iPhone ikke længere er tilsluttet strøm i længere perioder, og afhængigt af forholdene og batteritilstanden.

iPad Pro (M4)-modeller og iPad Air (M2)-modeller med iPadOS 17.4 eller nyere viser oplysninger om batteribrug i appen Indstillinger. Hvis en iPad har været tilsluttet strøm i længere perioder, og funktionen til opladningsstyring har været aktiv, er den maksimale kapacitet som vises under Indstillinger > Batteri > Batteritilstand muligvis ikke tilgængelig midlertidigt. Når iPad ikke længere er tilsluttet strøm i længere perioder og får lov til at gennemføre et antal fulde opladningscyklusser, vil feltet Maksimal kapacitet kunne afspejle en nøjagtig værdi.

Udgivelsesdato: