Hvis du ikke kan oprette forbindelse til Wi-Fi på din iPhone eller iPad

Hvis du ikke kan oprette forbindelse til Wi-Fi, skal du kontrollere dine Wi-Fi-indstillinger eller foretage fejlfinding af netværksproblemer.

Kontrollér dine Wi-Fi-indstillinger

  1. Åbn appen Indstillinger.

  2. Tryk på Wi-Fi. Slå Wi-Fi til, hvis det er nødvendigt.

  3. Tryk på navnet på netværket for at oprette forbindelse.

  4. Kig efter et blåt flueben for at bekræfte, at du er tilsluttet.

  5. Hvis du stadig ikke kan oprette forbindelse, skal du gå tilbage til Indstillinger og tjekke, at Flyfunktion er slået fra. Rul derefter ned til Mobilnetværk, og tjek, at Hjælp til Wi-Fi er slået fra.

  6. Hvis Wi-Fi-indstillingen er nedtonet (grå), skal du genstarte din enhed.

  7. Hvis du stadig får vist en meddelelse som f.eks. “Ingen internetforbindelse”, kan der være et andet problem. Kontrollér din router og netværksindstillingerne.

I iPhone-indstillingerne viser et Wi-Fi-hjemmenetværk et problem med internetforbindelsen.

Fjern VPN- og sikkerhedssoftware

Hvis du har VPN- eller sikkerhedssoftware installeret:

  1. Afinstaller softwaren.

  2. Genstart enheden.

  3. Test Wi-Fi-forbindelsen.

  4. Hvis afinstallering af sikkerheds- eller VPN-softwaren løser problemet, men du har brug for softwaren, skal du kontakte din VPN-administrator eller leverandøren af din sikkerhedssoftware.

Få mere at vide om fejlfinding af problemer med VPN- og anden sikkerhedssoftware.

Tjek, om problemet kun gælder et bestemt netværk

Hvis dit netværk ikke vises, kan det skyldes, at netværket er skjult af teknologi, der blokerer uautoriserede enheder, eller at dit netværk ikke opfylder Apples anbefalinger.

Hvis du ikke administrerer dit netværk og ikke ved, hvordan du foretager konfigurationsændringer, skal du kontakte din internetudbyder.

Kontrollér Wi-Fi-routeren

  1. Kontrollér, om andre enheder kan oprette forbindelse til Wi-Fi-netværket. Hvis andre enheder kan oprette forbindelse til Wi-Fi-netværket, fungerer routeren og netværket.

  2. Opdater routeren med den nyeste firmware, og kontrollér, om routeren understøtter Apple-produktet. Hvis du har brug for hjælp, skal du kontakte routerens producent.

  3. Sørg for, at routeren er tændt og inden for rækkevidde – du er muligvis for langt væk fra signalet. Hvis din router understøtter separate frekvenser, kan du prøve at oprette forbindelse til en anden frekvens – opret f.eks. forbindelse til 5 GHz i stedet for 2,4 GHz.

  4. Genstart din router og dit kabelmodem ved at frakoble enhederne og derefter tilslutte dem igen. Derved opdateres netværksforbindelsen, og det kan løse mindre forbindelsesproblemer.

Nulstil netværksindstillinger

Når du nulstiller netværksindstillingerne, fjernes alle netværksindstillinger, herunder konfigurationerne af dit hjemmenetværk, dit arbejdsnetværk og dit skolenetværk. Nulstil kun netværksindstillingerne, hvis andre løsninger ikke virker. Hvis en skole eller virksomhed konfigurerer dit netværk, bør du rådføre dig med IT- eller netværksadministratoren, inden du nulstiller netværket.

  1. Åbn appen Indstillinger.

  2. Tryk på Generelt.

  3. Tryk på Overfør eller nulstil [enhed].

  4. Tryk på Nulstil.

  5. Tryk på Nulstil netværksindstillinger. Derved nulstilles Wi-Fi-netværk og -adgangskoder, mobilindstillinger samt VPN- og APN-indstillinger.

    I iPhone-indstillingerne vises indstillingen Nulstil netværksindstillinger.

Hvis du nulstiller dine netværksindstillinger, og din enhed viser, at den har forbindelse til Wi-Fi, men du stadig ikke kan få adgang til internettet, skal du kontakte din internetudbyder.

Få mere hjælp

  • Hvis du har oprettet forbindelse til et Wi-Fi-netværk, men ikke kan komme på internettet, kan du prøve, om du kan bruge dit Wi-Fi-netværk fra andre enheder.

  • Hvis du heller ikke kan komme på internettet med dine andre enheder, er tjenesten muligvis nede. Kontakt din internetudbyder.

  • Hvis du vil se, om du kun har et problem med dit eget Wi-Fi-netværk, kan du prøve at oprette forbindelse til et andet Wi-Fi-netværk. Hvis enheden slet ikke kan oprette forbindelse til nogen Wi-Fi-netværk, skal du kontakte Apple.

Udgivelsesdato: