Om anonymitetsoplysninger i App Store og de muligheder, du har for at styre dine data

App Store indeholder nu detaljerede anonymitetsoplysninger, der hjælper dig med at forstå de enkelte apps praksis for dataindsamling.

I juni 2020 offentliggjorde Apple et nyt afsnit med anonymitetsoplysninger for produktsider i App Store. Det er starten på et innovativt nyt program, der skal hjælpe kunder med at få større gennemsigtighed og forståelse af, hvilke data apps kan indsamle om dem. Dette nye program skaber et brugervenligt system for alle apps, hvor oplysninger rapporteres af udvikleren. Apple vil fortsat levere ressourcer til udviklere for at hjælpe dem med at udfylde disse oplysninger præcist. Dette afsnit med anonymitetsoplysninger udvikles løbende, efterhånden som vi finder ud af, hvad der fungerer bedst for alle.

Om afsnittet med anonymitetsoplysninger

Det nye afsnit med anonymitetsoplysninger hjælper dig med at forstå en apps anonymitetspolitikker på en hvilken som helst Apple-platform. På produktsiden for de enkelte apps kan du få mere at vide om nogle af de typer data, som appen kan indsamle, og om disse data er knyttet til dig eller bruges til at spore dig.

Læs mere om, hvordan afsnittet App-anonymitet definerer forskellige typer data, en app kan indsamle – herunder lokalitet, kontaktoplysninger, sundhedsoplysninger m.m. – og nogle af de måder, udvikleren eller tredjepartspartnere kan bruge dem på, f.eks. til reklame eller analyse.

Data, der tilknyttes dig

Data, der vises som tilknyttet dig, betyder, at dataene indsamles på en måde, der er knyttet til din identitet, f.eks. din konto, din enhed eller dine oplysninger (f.eks. dit telefonnummer). For at angive, at data indsamles, men ikke knyttes til dig, skal en udvikler bruge beskyttelse af anonymitet, f.eks. fjerne enhver direkte identifikator – det kan være et bruger-id – før dataene indsamles, og undgå praksis som at knytte dataene til din identitet igen, efter de er indsamlet.

Læs mere om data, der tilknyttes dig.

Data, der bruges til at spore dig

Data, der bruges til at spore dig, henviser til data fra appen, der er knyttet til dine data, som indsamles fra andre firmaers apps, websteder eller offlineegenskaber, og som bruges til reklamer eller deles med en datamægler.

Eksempler på sporing omfatter:

  • En app, der viser målrettede reklamer baseret på brugerdata, der er indsamlet fra apps og websteder, der ejes af andre firmaer.

  • En app, der deler data om enhedens lokalitet eller e-maillister med en datamægler.

  • En app, der deler en liste over e-mails, reklame-id'er eller andre id'er med et tredjepartsreklamenetværk, der bruger disse oplysninger til at sende målrettede reklamer til dig i andre udvikleres apps.

Læs mere om sporing.

Yderligere oplysninger om politikker for brug af data og anonymitet

Du kan se en liste over definitioner på de typer data, der indsamles, sammen med definitioner på de forskellige anvendelsesområder, der er synlige i afsnittet med anonymitetsoplysninger.

Hvis en app har flere mulige brugsmåder med forskellige praksis for dataindsamling, skal afsnittet med anonymitetsoplysninger indeholde praksis for dem alle, og hvordan de bruges. Hvis en app f.eks. har forskellige praksis for dataindsamling for en gratis version og en betalt version af appen, skal den oplyse om alle de typer data, der indsamles i begge tilfælde. Der kan også være forskelle mellem børneversionen og voksenversionen af en app, forskelle mellem dataindsamling i forskellige områder og andre forskelle afhængigt af din brug af appen. Appudviklerens anonymitetspolitik kan indeholde flere oplysninger om, hvordan praksissen for dataindsamling kan variere i forskellige tilfælde.

Hvis en udvikler beder om oplysninger fra dig inde fra appen, skal udvikleren stadig vise disse data i afsnittet med anonymitetsoplysninger. I få tilfælde kan udviklere vælge ikke at vise en type data, der indsamles, hvis indsamlingen kun sker sjældent og ikke er en del af appens primære funktionalitet, de er indsamlet på en måde, hvor det tydeligt fremgår, hvilke data der indsamles, dine kontooplysninger og dit kontonavn vises tydeligt, og du eksplicit vælger at dele oplysningerne. Derudover skal apps ikke angive oplysninger, der kun indsamles af Apple, f.eks. Appanalyse eller betalingsoplysninger, der bruges til køb i apps. Apps behøver heller ikke angive data, hvis de muliggør finansielle tjenester, der er underlagt bestemmelser, og indsamlingen overholder visse betingelser, eller når indsamlingen er underlagt samtykke i forbindelse med en sundhedsundersøgelse, der har været til gennemsyn i et etisk råd.

Læs mere om udvikleres valgfrie offentliggørelse.

Kontrol over, hvilke data du deler

Apple tilbyder indstillinger og funktioner, der kan hjælpe dig med at administrere, hvilke data der deles med apps. Læs mere om de forskellige måder, hvorpå du selv kan styre, hvilke data du vil dele med apps.

Ud over funktioner, der leveres i iOS, iPadOS, macOS, watchOS og tvOS, tilbyder Apple også data- og anonymitetsværktøjer på privacy.apple.com, der hjælper dig med at styre, hvilke data der lagres hos os. Når du logger ind med dit Apple-id, er alle selvbetjeningsværktøjer til data og anonymitet tilgængelige:

Apple-apps og anonymitetsoplysninger

Hos Apple bestræber vi os på at sikre, at vores hardware, software og tjenester bruger innovative anonymitetsteknologier og -teknikker for at minimere mængden af kundens data, som vi – eller andre – har adgang til. Oversigten med anonymitetsoplysninger for vores egne apps indeholder en detaljeret beskrivelse af vores egne praksis for dataindsamling og viser de typer data, vores apps kan indsamle, og hvorvidt disse kan knyttes til en bruger eller enhed.

På grund af de mange forskellige apps, vi tilbyder, og de forskellige oplevelser, de giver kunderne, kan disse anonymitetsoversigter variere efter app og opdateres, efterhånden som vi arbejder med nye måder at beskytte vores kunders oplysninger på. Ved at levere disse oplysninger hjælper vi kunderne med at holde sig opdateret og træffe bedre beslutninger om deres egen anonymitet. Vi vil fortsat bestræbe os på at få vores apps til at give endnu bedre oplevelser, samtidig med at vi udvikler dem med tanke på anonymitet fra starten.

Du kan finde afsnit med anonymitetsoplysninger for Apple-apps på produktsiderne for de pågældende apps i App Store samt på apple.com/dk/privacy/labels, der også omfatter Apple-apps uden dedikerede App Store-sider.

Ofte stillede spørgsmål om anonymitetsoplysninger for Apple-apps

Hvorfor angiver nogle Apple-apps, der giver mulighed for at sikkerhedskopiere data på clouden, disse data i afsnittet med anonymitetsoplysninger, mens andre ikke gør?

Afsnittet med anonymitetsoplysninger har til formål at give dig et indblik i, hvilke data der indsamles som led i brugen af appen. Nogle Apple-apps, som for eksempel Fotos og Beskeder, giver dig mulighed for at sikkerhedskopiere data uden for appen. Disse apps angiver ikke de datatyper, der sikkerhedskopieres, i deres afsnit med anonymitetsoplysninger. Andre Apple-apps, som for eksempel iMovie, giver dig mulighed for at sikkerhedskopiere inden i appen. Disse apps angiver de datatyper, der sikkerhedskopieres, i deres afsnit med anonymitetsoplysninger. Du kan styre, hvilke apps der sikkerhedskopierer til iCloud, på din iPhone under Indstillinger > [dit navn] > iCloud > iCloud-sikkerhedskopiering.

Hvorfor indsamles enheds-id som data, der tilknyttes dig i nogle Apple-apps, men ikke i andre?

Hvorvidt enheds-id'et tilknyttes dig eller ej, afhænger af id'ets type, og hvorvidt Apple kan knytte det til brugeridentiteten. Hvis det kan knyttes til din identitet, har vi angivet det som Data, der tilknyttes dig. Hvis det ikke kan knyttes til din identitet, er det angivet som Data, der ikke er tilknyttet dig. For eksempel deler Kontakter et enheds-id med Apple, men det er ikke knyttet til din identitet, så enheds-id er angivet som Data, der ikke er tilknyttet dig.

Hvorfor indsamler Apple News og Værdipapirer data, der tilknyttes dig?

Apple News og Værdipapirer bruger et begrænset datasæt, der tilknyttes brugeres identitet. Købsoversigten bruges til at give adgang til Premium-indhold fra Apple News+ eller fra udgiverkanaler med individuelle abonnementer. E-mailadresser bruges i Apple News kun til nyhedsbreve og kun for brugere, der accepterer at modtage e-mails, eller brugere, der vælger at dele deres e-mailadresse med partnere i forbindelse med adgang til partnerwebsteder. Det indhold, som brugere læser, tilknyttes en tilfældig identifikator, der ikke tilknyttes nogen bruger og ikke tilknyttes andre Apple-tjenester. Separate tilfældige reklame-id'er bruges også til at vise passende reklamer. Læs mere om Apple News og anonymitet.

Hvorfor indsamler Kort data om sundhed og fitness?

Apple indsamler bevægelsesdata i Kort for at analysere navigationsruter for fodgængere og ekskludere brugere, der løber eller cykler, fra målinger af gang. Disse data knyttes ikke til dig. Læs mere om Apple Kort og anonymitet.

Hvorfor indsamler Beskeder søgehistorikken?

Beskeder sender en forespørgsel til Apple for at få den korrekte krypteringsnøgle for de personer, du kommunikerer med. Apple lagrer logarkiver over forespørgsler for at forhindre misbrug af tjenesten. Læs mere om Beskeder og anonymitet.

Hvorfor indsamler Oversæt andet brugerindhold?

I appen Oversæt henviser Andet brugerindhold til den tekst, du indtaster for at få en oversættelse. Læs mere om Oversættelse og anonymitet.

Hvilke data indsamler appen Sundhed?

Hvis du vælger at aktivere Gør Sundhed og aktivitet bedre, sendes visse oplysninger om aktivitet, træning og sundhed fra din iOS-enhed og Apple Watch til Apple med henblik på at udvikle og forbedre funktioner til sundhed, aktivitet og fitness og få indblik i, hvor effektive de er. Dine data bruges ikke til andre formål og inkluderer ikke oplysninger, der kan identificere dig personligt. Oplysninger, der indsamles i forbindelse med Gør Sundhed og aktivitet bedre, omfatter data, der vises i appen Sundhed og fitness på din iOS-enhed og appen Aktivitet på dit Apple Watch. Læs mere om Gør Sundhed og aktivitet bedre og anonymitet.

Hvilke data indsamler appen Fitness?

Hvis du abonnerer på Fitness+, kan Apple indsamle oplysninger om din søgning, browsing og træning med henblik på at udvikle og forbedre funktioner og træninger i Apple Fitness+ og få indblik i, hvor effektive de er. Hvis du vælger at aktivere Hjælp med at forbedre Apple Fitness+, indsamles dine titler på træninger og trænere også. Alle disse data lagres med en tilfældig, skiftende identifikator, der er specifik for Apple Fitness+, og som ikke knyttes til dit Apple-id. Hvis du udforsker fanen Fitness+, før du abonnerer, indsamler Apple oplysninger om din browsingaktivitet, og disse oplysninger knyttes til dit Apple-id. Læs mere om Apple Fitness+ og anonymitet.

Hvilke data indsamler appen Wallet?

Med Wallet kan du have alle dine kredit- og debetkort (hvis Apple Pay er tilgængeligt i dit land), rejsekort, boardingpas, billetter til begivenheder, studiekort og meget mere samlet ét sted på din iPhone eller dit Apple Watch. Finansielle oplysninger indsamles, hvis du bruger Apple Pay (i de lande og områder, hvor Apple Pay er tilgængeligt), og dette begrænsede datasæt bruges til at forbedre kundeoplevelsen i Apple Pay. For eksempel bruger Apple betalingsoplysninger såsom en liste over de betalingskort, der er føjet Apple Pay, til at gøre det muligt for kunder at fjerne disse kort eksternt. Når du føjer et kort til Apple Pay, kan kortrelaterede oplysninger, enhedsindstillinger, enhedens omtrentlige lokalitet og brugsmønstre også blive sendt for at fastslå kortets berettigelse til Apple Pay og forhindre svindel. Apple Pay lagrer ikke det originale kredit- eller debetkortnummer. Og når du bruger Apple Pay med kredit- eller debetkort eller forudbetalte kort, beholder Apple ikke nogen transaktionsoplysninger, der kan spores tilbage til dig. Læs mere om Apple Pay og anonymitet.

Hvorfor indsamler Apple Music data, der tilknyttes dig?

Apple indsamler oplysninger om din aktivitet i appen med henblik på at få Apple Music-funktioner som Lyt nu, Personlige miks, Stationer, Autoafspil, Søg og notifikationer om nye udgivelser til bedre at passe til din musiksmag. De sange, du streamer, bruges ikke af nogen andre tjenester til at vise dig reklamer. Hvis du ikke ønsker at have din musiksamling på vores servere, kan du slå Synkroniser bibliotek fra. Apple Music er forpligtet til at dele visse data med partnere som for eksempel pladeselskaber med hensyn til royaltybetalinger til kunstnere, men dette sker kun i henhold til brancheførende beskyttelse af anonymitet. Eksempelvis deles ikke-personlige data med pladeselskaber ved hjælp af en tilfældig identifikator, der skifter hver måned. Kun samlede data deles med andre partnere som for eksempel kunstnere. Læs mere om Apple Music og anonymitet.

Hvorfor indsamler Telefon data, der tilknyttes dig?

Hvis du har tale- eller hørevanskeligheder, kan du kommunikere via telefon ved at bruge Teletype (TTY) eller Real-time text (RTT), som er protokoller, der sender tekst, samtidig med at du indtaster den, som modtagerne kan læse med det samme. Apple skal knytte disse data til dig for at kunne levere dine beskeder til den person, du ringer til, og omvendt. Læs mere om TTY og RTT.

Hvilke data indsamler Pages, Numbers og Keynote?

Når du slår iCloud-deling til med Pages, Numbers og Keynote for at invitere andre til at samarbejde om et dokument, et regneark eller en præsentation, indsamles dit navn, din e-mailadresse og dit telefonnummer, og de knyttes til dig med henblik på at aktivere denne funktion. Derudover indsamles data med henblik på at forbedre produktet, herunder få indblik i, hvor effektive eksisterende funktioner er, planlægge nye funktioner eller måle brugen. Når du slår iCloud-synkronisering til for at få adgang til dit dokument, dit regneark eller din præsentation på flere enheder, indsamles dit id med henblik på at aktivere denne funktion, og de relaterede analysedata indsamles og tilknyttes dit enheds-id. Og hvis du har accepteret at hjælpe Apple med at forbedre vores produkter og tjenester automatisk, kan brugsdata såsom start af apps også blive indsamlet.

Hvorfor indsamler Shazam andre datatyper?

Når du bruger Shazam til at tage et uddrag af lyd, konverteres dette på enheden til en repræsentation, som derefter sendes til serveren for at se, om der er et match i Shazams musikkatalog. Selve lyden forlader aldrig enheden, og repræsentationen er designet således, at det ikke er muligt at rekonstruere den originale lyd. Shazam lagrer repræsentationerne under visse omstændigheder. Hvis signaturen for eksempel ikke matcher med det samme, lagres den og tjekkes igen periodisk i nogle dage for at se, om der er mulige matcher med opdateringer i kataloget. Læs mere om Shazam og anonymitet.

Oplysninger om produkter, der ikke er produceret af Apple, eller uafhængige websteder, der ikke styres eller testes af Apple, leveres uden Apples anbefaling eller godkendelse. Apple påtager sig intet ansvar, hvad angår valg, ydeevne eller brug af websteder eller produkter fra andre producenter. Apple giver ingen erklæringer med hensyn til nøjagtigheden eller pålideligheden af websteder fra andre producenter. Kontakt producenten for at få flere oplysninger.

Udgivelsesdato: