Om Tilgængelighedsbegivenheder
I macOS 10.14.3 og iOS 12.3 er knappen Tilgængelighedsbegivenheder – der tidligere kunne findes under indstillinger for Tilgængelighed – blevet samlet under AOM (Accessibility Object Model).
Sådan bruges Tilgængelighedsbegivenheder
Den nye funktion Tilgængelighedsbegivenheder gør det muligt for webudviklere at sikre, at deres specielle indstillingsmuligheder er tilgængelige for brugere af teknologiske hjælpemidler. Disse handlinger kan nu sættes i gang ved hjælp af teknologiske hjælpemidler som VoiceOver og Knapbetjening, eller via almindelige inputenheder som tastaturer.
Tilgængelighedsbegivenheder er en underfunktion af AOM-projektet (Accessibility Object Model), en ny webteknologi, der i øjeblikket er under udvikling af Apple, Google og Mozilla Foundation som et fælles W3C-projekt. Standardudkastet indeholder nye semantiske inputevents, f.eks. handlinger til at forøge og reducere værdien på tilpassede mærker, afvise handlinger forbundet med tilpassede dialoger og sidehandlinger til tilpasset sidevisning. Funktionen AOM er som standard slået fra i iOS og macOS.
Slå Tilgængelighedsbegivenheder til
Funktionen Tilgængelighedsbegivenheder virker kun, når indstillingen AOM er slået til.
Sådan slår du Tilgængelighedsbegivenheder til på Mac:
Vælg Safari > Indstillinger.
Klik på Avanceret, og vælg derefter Vis menuen Udvikler på menulinjen.
På Safari-menulinjen skal du vælge Udvikler > Eksperimentelle funktioner > Accessibility Object Model (Objektmodel for tilgængelighed).
Sådan slår du Tilgængelighedsbegivenheder til på iPhone, iPad og iPod touch:
Gå til Indstillinger > Safari > Avanceret > Eksperimentelle funktioner.
Tryk for at slå AOM til.
Anonymitet
Tilgængelighed og anonymitet er vigtigt for Apple. Funktionen Tilgængelighedsbegivenheder giver ikke websteder mulighed for specifikt at spørge om, hvorvidt en person bruger en skærmlæser eller andre specifikke teknologiske hjælpemidler, og den videregiver heller ikke oplysninger om en brugers funktionsdygtighed eller handikap. I forbindelse med at levere komplekse internetprogrammer, der er kompatible med handlinger udført ved hjælp af teknologiske hjælpemidler, bliver webudviklere muligvis opmærksomme på, at der køres teknologiske hjælpemidler på en enhed – men kun hvis brugeren forsøger at bruge en af disse tilpassede funktioner.
Apple er aktivt involveret i standardiseringsorganer som W3C, og vi arbejder på at designe alle vores produkter med anonymitet for øje. I takt med at standarden udvikler sig, evaluerer vi løbende, hvordan vi bedst understøtter tilgængelighed på internettet ved hjælp af brugerstyring.