Switch 101: Flytning af filer eller Windows-systemet

  • Dato for seneste ændring: 24 oktober, 2008
  • Artikel: HT2518
  • Gammel artikel: 304721

Oversigt

Nu, hvor du har fået en ny Mac, kan det være, du spørger dig selv, hvordan du kan bruge dine eksisterende Windows-filer på din Mac.

Berørte produkter

Mac OS, Windows


Du behøver ikke at begynde din Mac-liv helt forfra – du kan overføre mange
af dine pc-filer og bruge dem, som du gjorde før.

Du kan flytte filer/arkiver mellem en Mac og en pc på flere måder, nogle måder er enklere end andre, og nogle kræver større erfaring, mere udstyr eller flere ressourcer. Vi vil prøve at opstille alle mulighederne nedenfor, idet vi starter med de muligheder, der kræver mindst erfaring eller færrest specialressourcer.

Normalt kan du flytte filer til en Mac ved at benytte følgende fremgangsmåde:

  • Kopier filerne fra pc'en til et eksternt eller udskifteligt lagringsmedie, og brug derefter det pågældende medie i din Mac til at overføre filerne til harddisken.
  • Send filerne over internettet. Hvis du har en e-post-konto, skal du blot sende filerne til dig selv fra pc'en og derefter åbne e-post-beskeden på din Mac og arkivere de vedlagte filer på Mac-harddisken. Du kan med fordel oprette ZIP-filer før afsendelse, hvis det drejer sig om større filgrupper.
  • Forbind din Mac og pc via et netværk, og brug arkiv-/fildeling fra din Mac til pc'en eller fra pc'en til din Mac for at flytte filerne/arkiverne.

Du kan også flytte Windows-systemet og -filerne til din Mac!

  • Hvis du er klar til at udnytte alle ressourcerne på din nye Mac, kan du blot installere Windows på din Mac ved hjælp af Boot Camp og bruge Windows-filerne direkte på din Mac.

Flytning af Windows-filer.

Hvis du ikke vil installere Windows og Boot Camp på din Mac, kan du nøjes med at flytte Windows-filerne til din nye Mac og bruge dem i Mac-programmer. Du kan åbne mange forskellige filtyper fra en pc på din Mac, så længe du har installeret software, der kan læse dem.

Du kan f.eks. flytte alle dine Microsoft Office-dokumenter til din Mac, hvis du har installeret Microsoft Office til Mac OS X – Office fungerer næsten på samme måde på en Mac som på en pc. På samme måde kan du flytte Photoshop-filer (.psd) til din Mac og åbne dem, hvis blot du har installeret Adobe Photoshop (eller Photoshop Elements) til Mac (Photoshop har næsten den samme grænseflade på begge platforme). Det samme gælder for Quicken, FileMaker Pro, Macromedia Studio, QuarkXPress, QuickBooks og andre programfiler – hvis du har en Mac-version af softwaren, kan du åbne dine gamle pc-filer.

Hvis du har en gruppe lydfiler (MP3, WAV, AAC QuickTime, AIFF osv.), billedfiler (JPEG, PDF, TIFF, GIF, RAW og lignende) eller filmfiler (MPEG-4, DV, Flash, AVI, QuickTime med mere), kan du flytte praktisk talt dem alle til din Mac (klik her for at få vist en liste over filformater, der understøttes af QuickTime). Du kan bruge iTunes eller QuickTime Player (følger med din Mac) til at afspille næsten enhver lydfil, iPhoto eller Billedfremviser (medfølger også) til at få vist næsten enhver billedfil og QuickTime Player til at se næsten enhver filmfil.

Hvis du ikke er sikker på, om der produceres en Mac-version af din Windows-software, kan du besøge producentens websted eller se webstedet Macintosh Products Guide, hvor du kan finde de 23.000 produkter, der er fremstillet til Mac. Se også installeringsdisken med pc-software. Nogle producenter udgiver både Mac- og Windows-versioner af softwaren i den samme pakke.

OK, men hvordan flytter jeg mine filer over?

Det er nemt. Brug en af følgende generelle strategier:

Brug af et eksternt eller et udskifteligt medie

Hvis Windows-computeren har et cd- eller et dvd-drev eller en USB-port:

  • Kopier filerne fra pc'en til en ekstern harddisk eller en lagringsenhed, og tilslut derefter disken til din Mac, og overfør filerne til Mac-harddisken.
  • Brænd filerne på en cd eller dvd på pc'en, og brug derefter cd'en eller dvd'en på din Mac for at overføre filerne til Mac-harddisken.
  • Hvis du ikke har mange filer, kan du overføre dem via e-post. Opret ZIP-filer, hvis det drejer sig om større grupper af filer. Send filerne fra pc'en til dig selv via e-post, og åbn dem i Mail på din Mac.

Brug af en netværksforbindelse

Hvis du har lidt mere erfaring, kan du tilslutte den gamle pc til din Mac – enten direkte eller over et netværk. Før du begynder at flytte filer over, skal du installere den Mac-software, du skal bruge for at åbne filerne. Brug en af følgende overførselsmetoder:

Direkte tilslutning

Sådan flytter du filer ved at tilslutte din Mac direkte til pc'en:

  1. Tilslut din Mac til pc'en ved hjælp af et standard-Ethernet-kabel.
  2. Sørg for, at begge computere er tændt.
  3. Vælg Opret forbindelse til server i menuen Gå i Finder på din Mac for at åbne vinduet.
  4. Skriv pc'ens netværksadresse i tekstfeltet Serveradresse i et af følgende formater:
    • smb://DNSnavn/Sharenavn
    • smb://IPadresse/Sharenavn
  5. Klik på Opret forbindelse.
  6. Følg instruktionerne på skærmen for at skrive pc'ens arbejdsgruppenavn, brugernavn og adgangskode og den enhed eller mappe, du vil oprette adgang til.
  7. Pc-enheden bør vises på Mac-skrivebordet.
  8. Åbn enheden, og træk filer direkte fra den, og anbring dem hvor som helst på din Mac.
  9. Træk pc-enheden til papirkurven, når du er færdig, for at gøre den passiv.

Netværksforbindelse

Sådan flytter du filer ved at tilslutte din Mac til din pc på samme netværk:

  1. Sørg for, at begge computere er tændt og har forbindelse til internettet.
  2. Vælg Opret forbindelse til server i menuen Gå i Finder på din Mac for at åbne vinduet.
  3. Skriv pc'ens netværksadresse i tekstfeltet Serveradresse i dette format: smb://Servernavn/Sharenavneller vælg navnet på pc'en i dette vindue (hvis det vises).
  4. Klik på Opret forbindelse.
  5. Indtast pc'ens arbejdsgruppenavn, dit brugernavn og din adgangskode, når du bliver bedt om det, og vælg derefter den enhed eller mappe, du vil oprette adgang til.
  6. Pc-enheden bør vises på Mac-skrivebordet.
  7. Åbn enheden, og træk filer direkte fra den, og anbring dem hvor som helst på din Mac.
  8. Træk pc-enheden til papirkurven, når du er færdig, for at gøre den passiv.

Du kan også anvende Move2Mac, et tredjepartsprogram, der gør flytteprocessen nemmere. Med det kan du ikke blot flytte filer fra pc'en til din Mac, du kan også overføre andre emner, f.eks. indstillingerne for din e-post-konto, din adressebog, Internet Explorer-bogmærker, skrivebordsbaggrunde, opkaldsindstillinger for internettet med mere.

Alternative metoder

Flytning af e-post-beskeder

Mens det er relativt nemt at kopiere pc-filer til din Mac, skal andre data, nemlig e-post-beskeder, håndteres en smule anderledes. Hvis du ikke har særlig mange e-post-beskeder, kan du blot videresende alle beskederne på pc'en og derefter modtage dem på din Mac.

Hvis du har mange e-post-beskeder eller har flere konti og postkasser, skal du klikke her for at få oplysninger om, hvordan du importerer e-post-beskeder fra din gamle pc til Mail på din Mac.

Tip! Hvis du flytter filer manuelt, kan du spare tid ved at organisere filerne helt fra begyndelsen af processen. Eksempel:
  • Flyt billederne i mappen Billeder på pc'en til mappen Billeder i hjemmemappen på din Mac.
  • Flyt sangfilerne i mappen Musik på pc'en til mappen Musik på din Mac.
  • Flyt filerne i mappen Videoer på pc'en til mappen Film på din Mac.
  • Flyt tekst- og PDF-filerne fra pc'en til mappen Dokumenter på din Mac.
  • Eksporter kontaktpersoner fra pc'en til vCards, og importer dem derefter til Adressebog på din Mac.
  • Osv.

Flytning af Windows med Boot Camp

Boot Camp understøtter 32 bit-versionen af Windows XP og Windows Vista. I Boot Camp har Windows-programmer fuld adgang til flere processorer og kerner, accelererede 3D-grafik og højhastighedsporte og netværkstyper som USB, FireWire, Wi-Fi og Gigabit Ethernet.

Ved hjælp af Boot Camp-assistent oprettes der en partition på din Mac kun til Windows, uden at dine eksisterende Mac OS X-oplysninger slettes. Der brændes også en cd med drivere til Windows, så du kan bruge din Macs indbyggede grafik, USB, lyd, Bluetooth, Ethernet, AirPort med mere. Driverne installeres automatisk efter installering af Windows, når du indsætter disken i din Mac.

Når du har kørt Boot Camp-assistent og installeret Windows XP eller Vista, kan du skifte mellem Windows og Mac OS X ved at holde Alternativtasten (Alt) nede ved start. Du kan også bruge kontrolpanelet Startdisk i Windows (installeres ved hjælp af cd'en med Macintosh-drivere) eller indstillingerne for Startdisk i Mac OS X til at indstille det standardoperativsystem, der skal bruges hver gang computeren starter.

Boot Camp-krav

Du skal bruge følgende for at kunne bruge Boot Camp:

  • En Intel-baseret Macintosh-computer med et indbygget tastatur eller et USB-tastatur og et indbygget pegefelt eller en USB-mus.
  • Mac OS X 10.4.6 eller nyere.
  • De seneste firmwareopdateringer til din Intel-baserede Mac.
  • Mindst 10 GB ledig plads på startdisken (enkelt partition).
  • En komplet enkeltdiskversion af Windows XP Home Edition eller Professional med Service Pack 2 eller nyere. Boot Camp omfatter ikke Windows XP. Du skal have din egen Windows XP Service Pack 2-installeringsdisk med den korrekte licens.

    Vigtigt!: Windows XP-installeringsdisken skal omfatte Service Pack 2 (SP2). Du kan ikke installere en tidligere version af Windows og opgradere til Windows XP eller installere en tidligere version af Windows XP og opdatere den til SP2.

  • Boot Camp-assistent (find det i /Programmer/Hjælpeprogrammer/ i Leopard).
  • En tom disk, der kan brændes til (for at kunne brænde cd'en med Macintosh-drivere).

Før installering af Boot Camp

Benyt følgende fremgangsmåde før installeringen:

  1. Tag altid en sikkerhedskopi af vigtige data før en softwareinstallering.
  2. Udskriv PDF-dokumentet "Boot Camp Installation & Setup Guide", som findes i det Boot Camp-diskbillede, der kan hentes.
  3. Opdater din Intel-baserede Mac til den nyeste version af Mac OS X (Mac OS X version 10.4.6 eller nyere er påkrævet). Brug Softwareopdatering i Apple-menuen til at kontrollere, om der er opdateringer til softwaren.
  4. Hent og installer de seneste firmwareopdateringer til din Mac. Følg instruktionerne på skærmen for at færdiggøre firmwareinstalleringen. Du kan finde flere oplysninger under Firmwareopdateringer til Intel-baserede Mac-computere.

Installering af Boot Camp

Du kan finde oplysninger om bestemte installeringstrin i PDF-dokumentet "Boot Camp Installation & Setup Guide", som du har udskrevet. Begynd med "Step 2: Running Boot Camp Assistant".

 

 

↑ Før mig til indekset Switch 101 Før mig til Tilslutning af eksterne enheder

Important: Oplysninger om produkter, som ikke produceres af Apple, er kun inkluderet til orientering og er ikke udtryk for Apples anbefaling eller godkendelse. Kontakt leverandøren for at få flere oplysninger.

Not helpful Somewhat helpful Helpful Very helpful Solved my problem