Registrer din daglige aktivitet med Apple Watch
Appen Aktivitet på Apple Watch registrerer dine bevægelser hele dagen og opmuntrer dig til at nå dine træningsmål. Appen registrerer, hvor ofte du står op, hvor meget du bevæger dig, og hvor mange minutter du træner. Tre farvede cirkler opsummerer dine fremskridt. Formålet er at få dig til at sidde mindre ned, bevæge dig mere og dyrke noget motion, ved at du fylder alle cirklerne ud hver dag.
I appen Aktivitet på din iPhone opbevares en log over din aktivitet. Hvis du har registreret mindst seks måneders aktivitet, vises daglige tendensdata for aktive kalorier, minutter med motion, timer, hvor du står op, minutter, hvor du står op, gåafstand, antal trapper med mere. Tryk på fanen Tendenser i appen Aktivitet på iPhone for at se, hvordan du klarer dig i forhold til din gennemsnitlige aktivitet.
ADVARSEL: Dit Apple Watch er ikke medicinsk udstyr. Du kan se vigtige oplysninger om sikker brug af sundhedsapps i Vigtige sikkerhedsoplysninger til Apple Watch..
Kom i gang
Når du indstiller dit Apple Watch, bliver du spurgt, om du vil konfigurere appen Aktivitet. Hvis du vælger ikke at gøre det, kan du gøre det senere, når du åbner appen Aktivitet første gang.
Åbn appen Aktivitet på dit Apple Watch.
Skub til venstre for at læse beskrivelserne af Bevægelse, Motion og Stå, og tryk derefter på Kom i gang.
Brug Digital Crown til at indstille dit køn, din alder, højde og vægt, og om du bruger kørestol.
Vælg et aktivitetsniveau, og begynd at bevæge dig.
Se, hvor langt du er nået
Du kan altid se, hvor langt du er nået, ved at åbne appen Aktivitet på dit Apple Watch. Appen Aktivitet viser tre ringe.
Den røde cirkel Bevægelse viser, hvor mange aktive kalorier du har forbrændt.
Den grønne cirkel Motion viser, i hvor mange minutter du har udført aktiviteter i rask tempo.
Den blå cirkel Stå viser, i hvor mange minutter om dagen du har stået op og bevæget dig i mindst et minut i timen.
Hvis du har angivet, at du bruger kørestol, bliver den blå cirkel Stå til cirklen Kør og viser, hvor mange gange om dagen du har kørt i mindst et minut i timen.
Drej på Digital Crown for at se dine aktuelle totaler. Bliv ved med at rulle for at se din status i et diagram, skridt i alt, distance i alt, træning og antal trapper.
En overlappende cirkel betyder, at du har nået mere end dit mål. Tryk hårdt på skærmen for at se det ugentlige resume eller ændre dit mål for bevægelse.
Tjek din aktivitetshistorik
Åbn appen Aktivitet på din iPhone.
Tryk på en dato i kalenderen for at se detaljer for dagen.
Tjek dine tendenser
I appen Aktivitet på iPhone med iOS 13 viser fanen Tendenser dine daglige tendensdata for aktive kalorier, minutter med motion, timer, hvor du står op, minutter, hvor du står op, gåafstand med mere. Disse tendensdata er baseret på, hvordan målingerne har bevæget sig i de seneste 90 dage og sammenlignet med de seneste 365 dage.
Gør følgende for at se din udvikling:
Åbn appen Aktivitet på din iPhone.
Tryk på Tendenser nederst på skærmen.
Hvis tendenspilen for en bestemt måling peger opad, vedligeholder eller forbedrer du dine fitnessniveauer. Hvis en pil peger nedad, er dit 90 dages gennemsnit for den pågældende måling på vej ned. Som en motivation til at ændre tendensen får du coaching, for eksempel “Gå 400 meter mere om dagen”.
Se dine præmier
Du kan optjene præmier for personlige rekorder, mål og vigtige milepæle ved hjælp af dit Apple Watch. Gør følgende for at se alle dine præmier, herunder præmier i aktivitetskonkurrencer og præmier, du kommer tættere på at opnå:
Åbn appen Aktivitet på dit Apple Watch.
Skub til venstre to gange for at få vist skærmen Præmier.
Rul op for at se dine præmier. Tryk på en præmie for at få flere oplysninger om den.
Du kan også se præmier på din iPhone. Åbn appen Aktivitet, og tryk på Præmier nederst på skærmen.
Se Konkurrer med dine venner for at få flere oplysninger om konkurrencer og Apple-supportartiklen Opnåelse af aktivitetspræmier på dit Apple Watch for at få flere oplysninger om præmier.
Juster dine mål
Åbn appen Aktivitet på dit Apple Watch.
Tryk hårdt på skærmen, og tryk derefter på Skift bevægelsesmål.
Hver mandag får du besked om den forrige uges bevægelsespræstationer, og du kan tilpasse dine mål for den næste uge. Dit Apple Watch foreslår mål ud fra dine tidligere præstationer.
Påmindelser om aktivitet
Påmindelser kan være en hjælp til at nå dine mål. Dit Apple Watch giver dig besked om, hvorvidt du er på rette vej eller er bagud i forhold til dine aktivitetsmål. Gør følgende, for at vælge hvilke påmindelser og advarsler du vil se:
Åbn appen Apple Watch på din iPhone, og tryk på Mit ur.
Tryk på Aktivitet, og konfigurer påmindelser.
Afbryd daglig coaching
Gør følgende for at slå aktivitetspåmindelser fra:
Åbn appen Apple Watch på din iPhone, og tryk på Mit ur.
Tryk på Aktivitet, og slå Daglig coaching fra.