Læs, hvordan adgangskoder bruges på Mac
macOS er designet, så det er et sikkert og beskyttet computermiljø. Din Macs sikkerhed afhænger meget af brugen af sikre adgangskoder i nøgleområder.
Login-adgangskode
En login-adgangskode, også kaldet en brugeradgangskode, giver brugeren ret til at logge ind på og få adgang til oplysningerne på Mac. Når du opretter din adgangskode til login, skal du sørge for, at den er nem at huske, skrive den ned og opbevare den et sikkert sted. Tilladelserne er begrænset af, hvilken type bruger det er. Der kræves en administratorbruger til mange vigtige opgaver, f.eks. ændring af visse systemindstillinger, installering af software og administration af standardbrugere. Se Indstil brugere, gæster og grupper.
Apple-id
Et Apple-id giver dig adgang til iTunes Store, App Store, Apple Books, iCloud, FaceTime og andre Apple-tjenester. Det består af en e-mailadresse (f.eks. michael_cavanna@icloud.com) og en adgangskode. Apple anbefaler, at du bruger samme Apple-id til alle Apples tjenester. Når du opretter din adgangskode til Apple-id, skal du sørge for, at den er nem at huske, skrive den ned og opbevare den et sikkert sted. Se Hvis du glemmer dit Apple-id eller din adgangskode, hvis du ikke kan huske adgangskoden til dit Apple-id.
Du kan også bruge dit Apple-id til at nulstille din login-adgangskode, hvis du glemmer den. Log ind på din kontoside til Apple-id.
Adgangskoder i iCloud-nøglering
Det er svært at holde styr på adgangskoder, især hvis du følger bedste praksis og aldrig bruger den samme adgangskode to gange og har flere enheder. iCloud-nøglering holder adgangskoder til websteder og Wi-Fi ajour på din Mac, iPhone, iPad og iPod touch. Den holder også kontoadgangskoder og indstillinger, som du føjer til vinduet Internetkonti, ajour på din Mac.
Når du skal oprette en ny adgangskode til et websted, foreslår Safari en entydig adgangskode, der er svær at gætte, og gemmer den i din iCloud-nøglering. Safari skriver automatisk koden, næste gang du skal logge ind, så du ikke behøver at huske den eller skrive den på nogen af dine enheder. Det anbefales at bruge den stærke adgangskode, som Safari foreslår, når du opretter adgangskoder til websteder og internetapps. Se Brug iCloud-nøglering til at beskytte dine oplysninger.
Hvis du ikke har brugt en foreslået stærk adgangskode og senere får brug for hjælp til en adgangskode til et websted, skal du læse hjælpen til webstedet eller kontooplysningerne på webstedet.
Hvis du for brug for hjælp til en adgangskode til en app, der opretter forbindelse til en konto på internettet eller et netværk, skal du læse den dokumentation, der fulgte med appen, eller supportoplysningerne til appen på nettet. Hvis du f.eks. har en postkonto med en tjenesteudbyder eller et websted, skal du læse i dokumentationen på webstedet eller kontakte udbyderen. Se Apple-supportartiklen Hvis Mail på din Mac-computer bliver ved med at bede dig om adgangskoden.
Adgangskoder i Hovednøglering
Hovednøglering opbevarer adgangskoder til forskellige apps og tjenester. Så du er fri for at skrive adgangskoden til hvert emne i nøgleringen. Nøgleringen er beskyttet med en adgangskode og låses op, når du logger ind. Se Om adgangskoden til nøgleringen.
Gendannelsesnøgle
Når du krypterer oplysningerne på din Mac vha. FileVault, kan du oprette en gendannelsesnøgle. Hvis du glemmer din login-adgangskode, kan du bruge gendannelsesnøglen til at låse startdisken op og ændre login-adgangskoden. Gendannelsesnøglen bør ikke opbevares samme sted som din Mac, hvor andre kan finde den.