Hvad er iCloud Drive?
iCloud Drive opbevarer dine præsentationer, regneark, PDF-dokumenter, billeder og andre typer dokumenter i iCloud, så du kan få adgang til dem fra alle dine enheder, der er indstillet til iCloud Drive. Det lader dine programmer dele dokumenter, så du kan arbejde med det samme arkiv fra flere forskellige programmer. Med iCloud-arkivdeling kan du dele dokumenter og arkiver med andre iCloud-brugere, og du kan arbejde med dem.
Du kan bruge iCloud Drive på Mac-computere (med OS X v10.10 eller en nyere version), iOS-enheder (med iOS 8 eller en nyere version) og Windows-computere med iCloud til Windows (kræver Windows 7 eller en nyere version). Dine computere og enheder skal være logget på iCloud med dit Apple-id. Hvis du ikke vælger funktionen iCloud Drive på en enhed, bliver dokumenterne og dataene på enheden ikke holdt ajour med dokumenterne og dataene på de enheder, hvor iCloud Drive er slået til.
Mac-programmer, der understøtter iCloud Drive, inkluderer Finder, TextEdit, Billedfremviser, Pages, Numbers, Keynote, iMovie, GarageBand, QuickTime Player og visse programmer fra tredjeparter. Programmerne Pages, Numbers og Keynote og iCloud Drive på iCloud.com understøtter også iCloud Drive, og du kan bruge dem fra en webbrowser på en hvilken som helst Mac- eller Windows-computer.
iCloud Drive opbevarer også data til Mac-programmer og holder dataene opdaterede på alle andre enheder, du har indstillet til iCloud Drive. Safari bruger f.eks. iCloud Drive til at opbevare dine bogmærker, din læseliste og iCloud-faner (liste over åbne websider på dine andre enheder). Mail bruger iCloud Drive til at holde dine regler, signaturer, navne på flag og smarte postkasser ajour på dine Mac-computere, hvor iCloud Drive er slået til. Mail bruger også iCloud Drive til at holde dine VIP'er og listen Tidligere modtagere ens på dine Mac-computere (OS X v10.8 eller en nyere version) og iOS-enheder (iOS 6 eller en nyere version), hvor iCloud-tjenesterne Mail og Kontakter er slået til.
Vigtigt: Hvis du har enheder, der er indstillet til Dokumenter og data, før du opdaterer til iCloud Drive, kopieres dokumenterne og dataene i iCloud til iCloud Drive, når du opdaterer. Disse dokumenter og data er derefter tilgængelige på alle de enheder, hvor iCloud Drive er slået til.
Du finder oplysninger om, hvordan du bruger iCloud Drive på din iOS-enhed, i afsnittet “Del arkiver fra iCloud Drive” i brugerhåndbogen til iPhone, iPad eller iPod touch. Der er oplysninger om brug af iCloud Drive på din Windows-computer i iCloud-hjælp.