
Hvad er iCloud-noter?
Du kan bruge Noter på iCloud.com til at skrive en hurtig tanke ned eller til at huske noget vigtigt eller interessant til senere og derefter se disse noter i Noter-appen på din iPhone, iPad, iPod touch eller Mac. Du kan også bruge Noter på iCloud.com til at se og redigere noter, du har oprettet i Noter-appen.
Bemærk: Du kan kun bruge Noter på iCloud.com til at arbejde med noter, der er lagret i iCloud, men ikke noter på andre af dine konti, som f.eks. en Yahoo- eller Google-konto. Du kan dog indstille Noter til at bruge iCloud og andre konti på din iPhone, iPad, iPod touch eller Mac.
Hvis du vil bruge Noter på iCloud.com, skal du gå til icloud.com/notes og logge ind med dit Apple-id. Sørg for, at du bruger en af de browsere, der anbefales i Apple-supportartiklen iCloud-systemkrav.
Hvis du bruger en anden iCloud-funktion, kan du skifte til Noter ved at trykke på funktionens navn øverst i iCloud.com-vinduet.
Første gang du bruger Noter på iCloud.com, får du muligvis en besked om, at du skal bruge en iCloud-e-mailadresse. Det betyder, at du ikke har indstillet appen iCloud-noter på din iPhone, iPad, iPod touch eller Mac. Log ind med dit Apple-id på din enhed, og slå derefter Noter til (se Slå iCloud-funktioner til eller fra).
Hvilke funktioner i iCloud-noter, der er tilgængelige for dig, afhænger af følgende:
Hvis din enhed har iOS 9, iPadOS 13, OS X 10.11 eller en nyere version af disse: Du kan bruge opgraderede iCloud-noter.
Hvis din enhed har en tidligere version af iOS eller OS X: Du har ikke adgang til opgraderede noter. Vælg en iCloud-e-mailadresse til en gratis iCloud-e-mailkonto. Denne konto bruges til at lagre dine iCloud-noter.
Hvis du ikke har opgraderet dine noter, kan du ikke se dem på iCloud.com på en iPhone. Log ind på iCloud.com via en webbrowser på en Mac eller Windows-computer for at få adgang til dem.
Bemærk: Hvis du vil bruge alle funktionerne i iCloud-noter, skal du opgradere din konto til iCloud-noter og opgradere dine enheder, så de bruger iOS 9, iPadOS 13, OS X 10.11 eller nyere versioner af disse, se Apple-supportartiklen Opgradering af appen Noter.