App Store og anonymitet

Dine søgninger, din browsing, dine køb og din enhedstillidsscore kan bruges til at give dig en personlig oplevelse, sende dig notifikationer, herunder Apple-reklamer, forbedre butikken og forhindre svindel.
 

App Store er udviklet til at beskytte dine oplysninger og give dig mulighed for at vælge, hvad du vil dele.

Privacy Icon

  • Vi indsamler dine personlige data, så vi kan levere det indhold til dig, du køber, henter eller vil opdatere i App Store og andre af Apples internetbutikker, herunder iTunes Store og Apple Books.
  • Vi bruger også oplysninger om din konto, dine køb og dine overførsler i butikkerne for at tilbyde reklamer, så reklamer i App Store, Apple News og Værdipapirer, hvor de er tilgængelige, er relevante for dig. Du har valgmuligheder, hvad angår disse reklamer, som beskrevet herunder.
  • Vi bruger oplysninger om dine køb, overførsler og andre aktiviteter i butikkerne til at skræddersy funktioner, tilbyde dig personlige anbefalinger og sende dig notifikationer, herunder Apple-reklamer. Du kan framelde dig brugen af disse data til dette formål, som beskrevet herunder.
  • For at finde og forhindre svindel bruges oplysninger om, hvordan du bruger enheden – herunder det omtrentlige antal telefonopkald eller e-mails, som du sender og modtager – til at beregne en enhedstillidsscore, når du forsøger at foretage et køb. Indsendelserne er udviklet således, at Apple ikke får kendskab til de faktiske værdier på din enhed. Scorerne opbevares i en afgrænset periode på vores servere.
  • Vi bruger oplysninger om din browsing samt dine køb, søgninger og overførsler til at forbedre butikkerne. Disse optegnelser opbevares muligvis med IP-adressen, et vilkårligt unikt id (hvis nødvendigt) og Apple‑id, når du er logget ind på App Store eller andre af Apples internetbutikker.

Tilvejebringelse af butikkerne

Vi bruger dine personlige data til at levere tjenesterne og funktionerne i App Store og andre af Apples internetbutikker. Disse oplysninger inkluderer f.eks. dine konto- og betalingsoplysninger, som du kan få adgang til og ændre i Indstillinger, og din købshistorik.

Vi bruger muligvis også dine personlige data til at levere visse tjenester, som du anmoder om, f.eks. anmodninger om refundering. Dette kan omfatte anmodninger om refundering, som du sender direkte til Apple, eller som du sender til Apple via andre appudviklere. Med dit samtykke videregiver udviklere muligvis visse personlige data til Apple for at hjælpe med at behandle anmodninger om refundering, f.eks. om du har brugt det købte produkt.

Når du henter en app fra App Store eller installerer en app på dit Apple Watch, logger Apple bl.a. din enheds hardware-id og IP-adresse sammen med dit Apple‑id.

Forbedringer i butikkerne

For at forbedre oplevelsen i App Store og andre af Apples internetbutikker indsamler vi oplysninger om din brug af butikkerne, herunder hvornår du åbner eller lukker App Store, hvilket indhold du søger efter, det indhold, du ser på og henter, samt dine interaktioner med push-notifikationer og etiketter fra App Store og med beskeder fra App Store i apps. Vi indsamler også oplysninger om din enhed, f.eks. typen af enhed, versionen på operativsystemet og mængden af ledig plads på din enhed. Vi vil muligvis bruge disse oplysninger til at vurdere, om ønsket indhold kan hentes, til at forstå generelle tendenser i brugen af lagringsenhed, og om din enhed er tilsluttet via Wi-Fi eller mobilnettet. Vi kan f.eks. bruge disse oplysninger på følgende måder:

  • Det, du søger efter, gør det muligt for os at tilbyde populære søgninger.
  • Når vi ved, hvilket indhold du ser eller henter, kan vi tilbyde tilpassede funktioner som Flere spil, du vil synes om.

Tilpasning af butikkerne

Vi bruger dine interaktioner med App Store til at hjælpe dig med at finde det indhold, som er mest relevant for dig. For eksempel anbefaler vi indhold, vi tror vil være interessant for dig, baseret på det, du tidligere har søgt efter, set, hentet, opdateret eller anmeldt i App Store. Vi bruger også din købshistorik, inkl. køb i app, dine abonnementer og betalingsmetoder sammen med kontooplysninger, der stammer fra dit Apple‑id, f.eks. de enheder, du bruger, og nye enheder, du aktiverer. For at lave bedre anbefalinger bruger vi også samlede oplysninger om start, installationer og sletninger af apps hos brugere, som vælger at dele enhedsanalyser med Apple, og samlede oplysninger om vurderinger af apps. App Store bruger lokal behandling på enheden til at forbedre anbefalingerne. App Store kan foreslå apps og events i apps, der er mere relevante for dig, ved at bruge data, der er gemt på din enhed, om brug af apps – f.eks. de apps, du ofte åbner, den tid, du bruger bestemte apps, samt oplysninger om apps, der installeres og afinstalleres. De oplysninger, Apple modtager om din brug af butikkerne, indeholder oplysninger om det tilpassede indhold, du trykker på og ser.

Du kan slå tilpasningsfunktioner fra i App Store, Apple Books, iTunes Store, Apple TV, Podcasts og for abonnementer fra Apple ved at slå Personlige anbefalinger til dit Apple‑id fra. Gå til Indstillinger > [dit navn] > Medier og køb > Vis konto på din iOS-, iPadOS- eller visionOS-enhed og tryk derefter for at slå Personlige anbefalinger fra. Du kan rydde data om brug af apps, der registreres på din enhed og bruges til personlig tilpasning, på iOS- og iPadOS-enheder ved at gå til Indstillinger > App Store > Personlige anbefalinger og trykke på Ryd data om brug af apps. Dette sletter ikke data, der er registreret på din enhed, men data, der er registreret på det tidspunkt, hvor du rydder data om brug af apps, bruges ikke længere til personlig tilpasning. Funktionerne til personlig tilpasning i App Store bruger nye data, der registreres, efter at du har ryddet historikken over data om brug af apps.

Kommunikation med dig

Apple bruger muligvis oplysninger om din konto, f.eks. hvilke Apple-produkter, du ejer, og dine abonnementer på Apple-tjenester, til at sende dig information om App Store, andre Apple-produkter, tjenester og tilbud, der måske interesserer dig. Apple bruger muligvis også oplysninger om din aktivitet i App Store til at sende dig information om nye funktioner, nyt indhold og tilbud i App Store.

Markedsføring via e-mail
Du kan modtage disse informationer i e-mails, hvis du giver samtykke til markedsføring via e-mail. Du kan ændre dine e-mailindstillinger og fravælge at modtage disse e-mails på appleid.apple.com eller på din iOS-, iPadOS eller visionOS-enhed ved at gå til Indstillinger > [dit navn] > Personlige oplysninger > Kommunikationsindstillinger.

Push-notifikationer
Du kan også modtage disse informationer i push-notifikationer. Gå til Indstillinger > Notifikationer > App Store på din iOS-, iPadOS- eller visionOS-enhed for at opdatere dine indstillinger til notifikationer eller fravælge at modtage notifikationer.

Reklamer

Reklamer leveret af Apple hjælper folk med at opdage apps, produkter og tjenester i App Store, Apple News og Værdipapirer. Vi bruger oplysninger om din enhed, konto, dine køb, abonnementer og tidligere overførsler for at sikre, at reklamerne er relevante. I App Store bruger vi muligvis kontekstuelle oplysninger, herunder dine søgetermer, når du udfører en søgning, og oplysninger om siden, du ser, eller appen, du henter, til at vise dig en relevant reklame. Vi opretter grupper af personer, kaldet segmenter, som deler lignende karakteristika, og vi bruger disse grupper til at levere målrettede reklamer. Oplysninger om dig bruges til at bestemme, hvilke segmenter du skal indgå i – og således – hvilke reklamer du vil modtage. For at beskytte din anonymitet leveres der kun målrettede reklamer, hvis over 5000 personer opfylder målretningskriterierne. Oplysningerne, der bruges til at bestemme, hvilke reklamer der er relevante for dig, er knyttet til tilfældige id’er og ikke knyttet til dit Apple-id.

Når vi vælger, hvilken reklame der skal vises i App Store blandt flere reklamer, du er kvalificeret til, kan vi bruge nogle af ovenstående oplysninger samt dine søgninger og din browsingaktivitet i App Store til at afgøre, hvilken reklame der sandsynligvis er mest relevant for dig. App Store-browsingaktivitet omfatter oplysninger som det indhold og de apps, du trykker på og ser, mens du browser i App Store. Disse oplysninger samles på tværs af brugere, så de ikke identificerer dig. Vi bruger muligvis også behandling på enheden og oplysninger, der er gemt på din enhed, f.eks. de apps, du ofte åbner, til at vælge, hvilken reklame der skal vises. Apples reklameplatform modtager oplysninger om de reklamer, du trykker på og ser, på baggrund af et tilfældigt id, som ikke knyttes til dit Apple‑id.

Hvis du giver App Store adgang til din lokalitet, kan din anslåede lokalitet bruges til at vise geografisk målrettede reklamer i App Store. Du kan altid fravælge lokalitetsbaserede funktioner på din iOS-, iPadOS-, eller visionOS-enhed ved at gå til Indstillinger > Anonymitet & sikkerhed > Lokalitetstjenester > App Store og derefter trykke på Aldrig.

Hvis indstillingen Personlige reklamer er slået til, bruger Apples reklameplatform muligvis dine oplysninger til at levere reklamer, der er mere relevante for dig. Hvis du ikke vil modtage reklamer, der er målrettet til dine interesser, fra Apples reklameplatform, kan du vælge at slå Personlige reklamer fra. Hvis du slår Personlige reklamer fra, kan Apple ikke bruge dine oplysninger til målrettede reklamer. Det reducerer muligvis ikke antallet af reklamer, du modtager, men reklamerne vil muligvis være mindre relevante for dig.

Læs mere om Apple-reklamer og anonymitet på www.apple.com/dk/legal/privacy/data/da/apple-advertising.

Læs, hvordan du kan fravælge personlige reklamer i App Store, Apple News og Værdipapirer, på support.apple.com/kb/HT202074.

Deling med tredjeparter

Vi er forpligtet til at gøre visse ikke-personlige data tilgængelige for strategiske partnere, der arbejder sammen med Apple om at levere vores produkter og tjenester, hjælper Apple med at markedsføre produkter til kunder og sælger reklamer på Apples vegne til visning i App Store samt Apple News og Værdipapirer. Vi kan f.eks. videregive begrænsede ikke-personlige data om dine køb af indhold til appudviklere, så de kan måle resultaterne af deres kreative arbejde, opfylde krav i forbindelse med afgifter og bogføring samt forbedre deres produkter og tjenester.

Vi vil muligvis dele oplysninger med udviklere for at hjælpe dem med at afvikle og forbedre deres apps. Udviklere kan få adgang til oplysninger om brug leveret af brugere, der tilmelder sig, og som giver dem mulighed for at se indsamlede data fra grupper af brugere, der har lignende karakteristika eller adfærd, så længe dataene stammer fra grupper på mindst fem brugere. Udviklere kan få adgang til kvitteringsoplysninger om køb og tilbagebetalinger af deres produkter og tjenester i App Store. Kvitteringer indeholder ikke personlige data, men udviklere kan prøve at forbinde dem med personlige data fra din brug og overførsel af deres apps, hvis du har givet dem disse data.

Når der sker automatiske overførsler af indhold i app fra appudviklere, vil din enheds IP-adresse desuden være synlig for appudvikleren, før appen åbnes første gang. Appudviklerens håndtering af din IP-adresse er underlagt appudviklerens anonymitetspolitikker. Hvis du vil slå automatiske overførsler af indhold i app fra udviklere fra, før appen åbnes første gang, skal du gå til Indstillinger > App Store og trykke for at slå indhold i app fra.

Hvis du køber et abonnement på en tredjepartsapp, opretter vi et unikt abonnent-id til dig og udvikleren eller udgiveren. Vi bruger abonnent-id’et til at levere rapporter til udvikleren, der indeholder oplysninger om det abonnement, du har købt, og det land eller område, du bor i. Disse oplysninger leveres til udviklerne, så de kan vurdere, hvor godt det går med deres abonnementer. Hvis du opsiger alle dine abonnementer hos en bestemt udvikler, og du ikke abonnerer igen, nulstilles abonnent-id’et efter 180 dage.

Gældende juridisk grundlag for behandling af personlige data

Vi behandler dine personlige data i App Store generelt for at opfylde din kontrakt med Apple og som nødvendigt for at levere tjenesten og opfylde vores juridiske forpligtelser. Vi søger samtykke i overensstemmelse med de gældende lokale love, hvor det betragtes som det gældende juridiske grundlag.

Hvor de gældende lokale love gør det muligt, behandler vi personlige data som nødvendigt af hensyn til vores eller en tredjeparts legitime interesser med henblik på:

  • At vise relevant indhold, vurdere, om din enhed har nok plads til at hente ønsket indhold, og gøre det muligt at hente opdateret indhold automatisk
  • At forbedre og optimere App Store for dig og andre
  • At sende dig tilbud, som du kan være interesseret i, via e-mail og push-notifikationer og oprette segmenter for at kunne levere reklamer i App Store, Apple News og Værdipapirer
  • At behandle anmodninger om refunderinger
  • At rapportere til udviklere om køb i deres apps
  • Forhindring af svindel og andre ondsindede aktiviteter

De anvendte data indeholder:

  • Din brug af appen App Store, f.eks. dine interaktioner med indhold, du søger efter, ser, henter og køber, samt notifikationer og beskeder fra App Store og notifikationer og beskeder i appen
  • Oplysninger om din enhed og konto
  • Din IP-adresse
  • Enhedstillidsscore

Opbevaring

Vi opbevarer personlige data med tilknytning til dine køb og overførsler i App Store og i andre af Apples internetbutikker i de tidsrum, der er anført i gældende love mht. økonomisk rapportering, hvilket afhænger af de enkelte områder. For de fleste kunder vil det kræve en opbevaringsperiode på mindst 10 år. I nogle områder, f.eks. i Kina, kan opbevaringsperioden dog være på 30 år. Vi opbevarer også en optegnelse over dit køb og dine overførsler af indhold i mindst lige så lang tid, som du har en konto hos os, så du kan hente det pågældende indhold – igen i overensstemmelse med vores gældende betingelser. Vi opbevarer andre oplysninger, f.eks. browsingaktivitet og søgninger, i en kortere periode. Den valgte periode tager højde for gældende lovkrav om opbevaring af data og specielle tilfælde af virksomhedsbrug. Nogle oplysninger, f.eks. køb, men ikke oplysninger om dit opbevarede kort, kan dog opbevares som virksomhedsoptegnelser, selv efter at du har lukket din konto eller er holdt op med at bruge App Store.

Når du bruger et betalingskort, kan Apple opbevare og automatisk opdatere dit kortnummer og dine faktureringsoplysninger til fremtidige køb, tilbagevendende transaktioner eller anden brug, du godkender. Apple kan få disse oplysninger fra din finansielle institution eller dit betalingsnetværk og bruger muligvis også oplysningerne til godkendelse og til at forhindre svindel.

Forhindring af svindel og andre ondsindede aktiviteter

Vi indsamler også personlige data for at forhindre svindel og andre ondsindede aktiviteter i App Store, andre af Apples internetbutikker og i andre Apple-apps og -tjenester. Disse oplysninger inkluderer oplysninger om enheden, f.eks. enhedstype og softwareversion, lokalitetsoplysninger (hvis de findes), overførsels- og købshistorik, søgninger og andre interaktioner med butikkerne. Når du starter et køb, bruger Apple muligvis oplysninger om dine tidligere forretningsforhold med Apple til at behandle anmodningen og bestemme om produktet eller tjenesten kan leveres forud for godkendelse fra betalingspartneren.

Vi beregner også en enhedstillidsscore på din enhed, når du forsøger at foretage et køb, ved hjælp af oplysninger om, hvordan du bruger din enhed, herunder det omtrentlige antal telefonopkald eller e-mails, du sender og modtager. Indsendelsen er udviklet på en sådan måde, at Apple ikke kan finde frem til de bagvedliggende værdier på din enhed. Scoren bliver lagret i en fastsat periode på vores servere.

Oplysninger indsamlet af Apple vil altid blive behandlet i overensstemmelse med Apples anonymitetspolitik, som kan læses på www.apple.com/dk/privacy

Udgivelsesdato: 5. marts 2024