Organiser e-mails på din Mac

Sådan får du styr på din indbakke, så det bliver lettere at fokusere på de beskeder, der er vigtige for dig.

Organiser beskeder efter samtale

En samtale (eller tråd) indeholder den oprindelige besked og alle svar på denne besked. Når du organiserer beskeder efter samtale, skjules samtalen, hvilket betyder, at din postkasse kun viser den seneste besked i samtalen. Når du vælger denne besked, vises alle beskeder i samtalen i eksempelvisningen.

Menuen Vis i menulinjen tilbyder flere muligheder for at organisere beskeder efter samtale:

  • Organiser efter samtale: Slå samtalevisning til eller fra.
  • Fremhæv samtaler: Fremhæv samtaler for at gøre dem lettere at se i din postkasse.
  • Udvid alle samtaler: Vis alle beskeder i alle samtaler i din postkasse. 
  • Skjul alle samtaler: Vis kun den seneste besked i alle samtaler i din postkasse.

Læs mere om samtaler, herunder hvordan du slår beskeder fra for samtaler.

 


Flyt beskeder til postkasser

Flytning af beskeder til postkasser er en fantastisk metode til at organisere beskeder, som du vil beholde.

Opret en ny postkasse til beskeder

  1. Vælg Postkasse > Ny postkasse fra menulinjen. 
  2. Giv din postkasse et navn, og vælg en placering til den.
    • Vælg placeringen På min Mac for at gøre din postkasse tilgængelig udelukkende på din Mac. 
    • Vælg en anden placering, f.eks. IMAP eller iCloud, for at gøre din postkasse tilgængelig på alle dine andre enheder, der bruger den samme konto. 

Flyt beskeder til en postkasse

  • Træk beskeden til den postkasse, du oprettede, i indholdsoversigten.
  • Du kan også vælge beskeden og derefter klikke på flytteknappen  på værktøjslinjen for at flytte beskeden til den foreslåede postkasse. Den foreslåede postkasse ændrer sig baseret på, hvor du tidligere har flyttet lignende beskeder hen, så forslagene bliver bedre, jo flere beskeder du flytter. Du kan også klikke på pilen  ud for flytteknappen for at vælge en bestemt postkasse eller bruge regler til automatisk at flytte beskeder til postkasser.


Afmeld abonnement på mailinglister

Når Mail registrerer, at en besked er sendt som en del af en mailingliste, vises et banner over beskedens tekst: "Denne besked er fra en mailingliste". Hvis du vil afmelde dit abonnement på mailinglisten, skal du klikke på Afmeld abonnement i banneret. Læs mere om funktionen til afmelding af abonnementer

 


Bloker afsendere

Filtrering af blokeret post er en form for filtrering af reklamepost. Du kan bruge begge funktioner på samme tid.

Når du blokerer en afsender, modtager du stadig vedkommendes beskeder, men Mail viser et blokeringssymbol  ud for afsenderens navn i beskedlisten. Desuden føjes teksten "Denne besked er fra en blokeret afsender" til overskriften over den enkelte besked. 

  1. Åbn en besked fra den afsender, som du vil blokere.
  2. Klik på pilen  ud for afsenderens navn i beskedhovedet, og vælg Bloker kontakt i menuen. Hvis du vil fjerne blokeringen, skal du vælge Fjern blokering af kontakt.

Du kan administrere blokering i Mail-indstillinger: Vælg Mail > Indstillinger, klik på Reklamepost, og klik derefter på fanen Blokeret.

  • Sørg for, at "Slå filtrering af blokeret post til" er valgt. Hvis du fravælger dette afkrydsningsfelt, husker Mail stadig de afsendere, du har blokeret, men holder op med at blokere dem.
  • Hvis du vil have, at Mail automatisk flytter nye blokerede beskeder til papirkurven, skal du vælge "Flyt til papirkurv".
  • Hvis du vil fjerne en blokeret afsender fra listen, skal du vælge afsenderens e-mailadresse og derefter klikke på knappen Fjern (–) under listen.
  • Hvis du vil blokere en af dine kontakter, skal du klikke på knappen Tilføj (+) og derefter vælge vedkommendes navn for at blokere alle de e-mailadresser og telefonnumre, der er knyttet til denne person i appen Kontakter. Du kan stadig fjerne (–) e-mailadresser og telefonnumre enkeltvis.

Din liste over blokerede personer deles med dine apps Mail, Beskeder, FaceTime og Telefon på tværs af alle dine enheder, der bruger iCloud-kontakter og er logget på iCloud med dit Apple-id.

 


Angiv som VIP'er

Når du angiver en afsender som VIP, vises alle beskeder i din indbakke fra vedkommende også i postkassen VIP i indholdsoversigten. Du kan have op til 100 VIP'er, som deles med alle dine enheder, der bruger iCloud-kontakter og er logget på iCloud med dit Apple-id. 

  1. Åbn en besked fra afsenderen.
  2. Flyt din markør til venstre for vedkommendes navn i beskedhovedet.
  3. Klik på stjernen ud for vedkommendes navn.

 


Marker beskeder med flag

Når du markerer en besked med flag, vises et flagsymbol  ud for beskeden i din indbakke og i beskedhovedet.

  • Hvis du vil markere en besked med flag, skal du vælge beskeden og derefter et flag fra menuen Flag på værktøjslinjen. 
  • Hvis du vil fjerne et flag, skal du vælge det samme flag igen eller vælge Ryd flag.

Sådan får du kun vist beskeder, som du har markeret med flag:

  • Klik på Med flag på din Favoritlinje for at se alle beskeder, der er markeret med flag, eller klik på pilen  ud for Med flag, og vælg et specifikt flag.
  • Du kan også vælge postkassen Med flag i indholdsoversigten. Hvis du har brugt mere end én farve flag, indeholder postkassen Med flag postkasser for hver farve. Klik på infotrekanten  ud for postkassen for at se dem.

Læs mere om flag, herunder hvordan man omdøber flag. Du kan f.eks. omdøbe "Rød" til "Haster". 

 


Udgivelsesdato: