iMac Pro og Mac Pro har en indbygget 10 Gb Nbase-T Ethernet-port, mens iMac (Retina 5K, 27", 2020) og Mac mini (2018) tilbyder 10 Gb Ethernet som en valgfri konfiguration. Denne port understøtter 1 Gb, 2,5 Gb, 5 Gb og 10 Gb Ethernet med RJ-45-stik og parsnoede standardkobberkabler med en længde på op til 100 meter.
Når du tilslutter din Mac til en anden enhed via Ethernet, findes den højest mulige hastighed automatisk. Hastigheden afhænger af enhedens og Ethernet-kablets egenskaber. Hvis f.eks. den enhed, du tilslutter, understøtter 10 Gbps – og det kabel, du bruger, også understøtter denne hastighed – kan din Mac og enheden overføre data med en hastighed på 10 Gbps.
Få mere at vide om, hvordan den type kabel, du bruger, kan påvirke Ethernet-hastigheder i tabellen nedenfor. De viste hastigheder gælder for kabler med en længde på op til 100 meter, medmindre andet er angivet.
10BaseT | 100BaseT | 1 Gbps | 2,5 Gbps | 5 Gbps | 10 Gbps | |
---|---|---|---|---|---|---|
Ethernet-kabel – kategori 5e | Ikke understøttet | Understøttet | Understøttet | Understøttet | Understøttet | Ikke understøttet |
Ethernet-kabel – kategori 6 | Ikke understøttet | Understøttet | Understøttet | Understøttet | Understøttet | Understøttet op til 55 meter |
Ethernet-kabel – kategori 6a eller nyere | Ikke understøttet | Understøttet | Understøttet | Understøttet | Understøttet | Understøttet |
Læs mere
- Når du bruger Windows via Boot Camp på din Mac, er det bedst at lade din Ethernet-porthastighed være indstillet til Autosense. Hvis du konfigurerer forbindelseshastigheden manuelt i Netværk og internet i Kontrolpanel i Windows, kan din Ethernet-hastighed blive begrænset til maks. 1 Gbps.
- Hvis dataoverførselshastigheden mellem din Mac og en anden enhed, der er forbundet via Ethernet, er lavere end forventet, skal du først kontrollere, at du bruger en understøttet kabeltype og -længde. Kontroller derefter hos enhedsproducenten, at enhedens firmware er opdateret.