Udførelse af pakkesporing med Terminal på din Mac-computer

Hvis du ved, hvordan du læser en pakkesporing, kan det være nyttigt ved diagnosticering af problemer med netværksforbindelsen.

Sådan hentes navnet på BSD-enheden på netværksgrænsefladen

  1. Log på Mac-computeren med en administratorkonto.
  2. Hold Alternativtasten nede, og vælg derefter Apple-menuen () > Oplysninger om system (eller Systemprofil).
  3. Vælg Netværk på listen til venstre i vinduet Oplysninger om system. 
  4. Vælg netværksgrænsefladen (f.eks. Wi-Fi eller Ethernet) på listen med aktive tjenester til højre i vinduet.
  5. Find "Navn på BSD-enhed" i afsnittet med oplysninger nederst i vinduet. I det viste eksempel er navnet på BSD-enheden for Wi-Fi "en0".

Vinduet Oplysninger om system

Sådan udføres en pakkesporing

  1. Åbn Terminal i mappen Hjælpeprogrammer under mappen Programmer.
  2. Indtast følgende kommando, men erstat BSDname med navnet på BSD-enheden (f.eks. en0, en1 eller ppp0) fra Oplysninger om system: 

    sudo tcpdump -i BSDname -s 0 -B 524288 -w ~/Desktop/DumpFile01.pcap

  3. Tryk på Retur, og indtast administratoradgangskoden, når du bliver bedt om det.
  4. Terminal viser tcpdump: listening on..., der betyder, at aktiviteten på den pågældende netværksgrænseflade overvåges.
  5. Udfør den ønskede test af en netværksfunktion, mens Terminal er åben.
  6. Når netværksfunktionen er testet, skal du vende tilbage til Terminal og trykke på Ctrl-C for at udføre en pakkesporing. Terminal arkiverer den på skrivebordet med navnet "DumpFile01.pcap". 
  7. Brug denne kommando i Terminal til at få vist arkivets indhold:

    tcpdump -s 0 -n -e -x -vvv -r ~/Desktop/DumpFile01.pcap

  8. Hvis du vil udføre flere pakkesporinger, skal du ændre Terminal-kommandoen for at ændre tallet i arkivet (f.eks. DumpFile02.pcap og DumpFile03.pcap).

Læs mere

Apple Developer Connection-webstedet indeholder flere oplysninger om pakkesporing. Når du foretager fejlfinding af en netværksforbindelse, skal du kende computermodellen, versionen af macOS, IP-adressen (og IP-destinationsadressen) og MAC-adressen (Media Access Control). Du skal også kende computerens rolle i netværksaktiviteten og tidspunktet for hver netværksbegivenhed, der er knyttet til problemet.

Ved fejlfinding af forbindelsen mellem en AirPort-base og et bredbåndsmodem skal du genstarte basen og registrere dens interaktion med internetudbyderen under startfasen. Du kan genstarte basen via AirPort-værktøj eller ved kortvarigt at tage stikket ud af stikkontakten. Under testen er det bedst at slutte basen, modemmet og computeren, hvor sporingen udføres, til et Ethernet-samlingspunkt – ikke en switch. Du skal også manuelt knytte IP-adressen til den computer, som udfører sporingen, så computeren ikke tager den DHCP-lease, som basen skal bruge (en 169.254.x.x-adresse er normalt tilstrækkeligt).

Pakkesporingen kan vise, at TCP-kontrolsummen af pakker, der er sendt fra Mac-computeren, er dårlig. Dette skyldes, at pakkesporingen udføres ved netværksstakkens overførselslag, som er lige før den fysiske netværksadapter, hvor kontrolsummen genereres. Dette kan ignoreres.

Udgivelsesdato: