Apple In-Ear Headphones med fjernbetjening og mikrofon: Sådan får du den optimale lydkvalitet
Symptomer
Du opnår den optimale lydkvalitet ved at anbringe dine Apple In-Ear Headphones, så der skabes en forsegling i øret, og kontrollere, at hætten ikke er blokeret. Hvis der ikke skabes en god forsegling, vil du bemærke, at lydkvaliteten mangler bas og lyder "tynd". Hvis stålhætterne er tilstoppet med snavs eller ørevoks, mangler lydkvaliteten skarphed og lyder "mudret".
Berørte produkter
iPhone-tilbehør, iPod-tilbehør, iPhone, iPod
Løsning
Du opnår den optimale lydkvalitet og ydeevne ved at skabe en god forsegling med Apple In-Ear Headphones og ørekanalen på samme måde som med et par ørepropper. Når de sidder korrekt, er de fleste udendørs lyde blokeret, og musikken har en fyldig baslyd. Som med alle hovedtelefoner, der indsættes i øret, giver det en dårlig lydkvalitet blot at anbringe dem i øret uden at skabe en god forsegling.
Du kan opnå den optimale placering ved at udvide ørekanalen en lille smule, når du anbringer øreproppen i øret. Der findes ikke to ører, der er ens, men du kan som regel gøre det, at du tager fast i den øverste eller nederste del af øret og forsigtigt trækker øret væk fra hovedet med den ene hånd, mens du langsomt anbringer spidsen af øreproppen i ørekanalen med den anden hånd. Det kan nogle gange også hjælpe at vrikke øreproppen på plads. Slip øret igen, når du føler, at øreproppen slutter tæt til ørekanalen. Den forsegling, der skabes i ørekanalen, er med til at sikre, at ørepropperne bliver siddende, som de skal. Gentag processen, indtil du har opnået den optimale pasform.
Apple tilbyder tre størrelser ørepropper. Mellemstørrelsen installeres på hovedtelefonerne, og de små og de store følger med i pakningen. Hvis du har sat øreproppen så langt ind i øret, som det er behageligt for dig, men ikke kan skabe en forsegling i ørekanalen, kan du prøve med en større øreprop. Hvis du kan skabe en god forsegling med en øreprop, men den er ubehagelig, kan du prøve en mindre størrelse. Husk, at det kan være nødvendigt at bruge forskellige størrelser ørepropper i det venstre og højre øre for at opnå en optimal pasform.
Ørepropperne skal holdes rene ved at tage dem af hovedtelefonerne og vaske dem i varmt vand med en smule opvaskemiddel i. Skyl og aftør ørepropperne, før du sætter dem på plads igen. Tag ørepropperne af ved forsigtigt at trække dem af spidsen af hovedtelefonerne. Du sætter ørepropperne fast igen ved at skubbe dem ned over spidsen af hovedtelefonerne, indtil gummiringen sidder godt fast.

Rengøring eller udskiftning af hætterne
Stålhætterne beskytter hovedtelefonens højttalere mod beskadigelse. Hvis stålhætterne bliver stoppet med ørevoks, eller hvis lyden bliver mudret, skal du rengøre eller udskifte dem (der følger et ekstra par med). Hvis du vil rengøre stålhætterne, skal du først tage silikoneørepropperne af og derefter skrue stålhætterne af hovedtelefonerne. Lad stålhætterne ligge i varmt vand fra vandhanen tilsat en smule opvaskemiddel i en halv time. Stålhætterne kan blive beskadiget eller bøjet af overdrevet tryk eller skrubning. Lad vandet opløse det fastsiddende ørevoks. Når stålhætterne ikke længere er stoppet, skal du skylle med koldt vand og tørre omhyggeligt, før du skruer dem fast på hovedtelefonerne igen og udskifter silikoneørepropperne.

Advarsel: Brug aldrig hovedtelefonerne uden silikoneørepropperne. Kontroller, at stålhætterne er korrekt monteret, før du fastgør ørepropperne igen. Eftersom In-ear Headphones ikke er vandtætte, må du under ingen omstændigheder vaske hovedtelefonerne direkte eller indirekte i vand. Du kan aftørre ydersiden af hovedtelefonerne med et fugtigt viskestykke for at fjerne overfladesnavs.
Yderligere oplysninger
FOREBYGGELSE AF HØRESKADER
Advarsel: Du kan få permanente høreskader, hvis lydstyrken i hovedtelefonerne er for høj. Med tiden kan du vænne dig til en meget høj lydstyrke, som kan give dig høreskader, selvom du oplever den som normal. Indstil lydstyrken til et sikkert niveau for at forebygge, at dette sker. Hvis du hører en ringen for ørerne, eller du har svært ved at høre almindelig tale tydeligt, skal du skrue ned for lydstyrken eller holde op med at bruge hovedtelefonerne og få undersøgt din hørelse. Jo højere lydstyrke, du bruger, jo kortere tid går der, før
din hørelse kan tage skade. Eksperter anbefaler følgende forholdsregler til beskyttelse af hørelsen:
- Begræns den tid, du bruger hovedtelefoner med høj lydstyrke.
- Undgå at skrue op for lyden for at overdøve støj fra omgivelserne.
- Skru ned for lyden, hvis du ikke kan høre personer i nærheden, som taler til dig.