Mac 101: Lydudstyr
Oversigt
Guitarer, basguitarer, mikrofoner, keyboards, digitale musikafspillere, stereoanlæg og højttalere – disse er blot nogle få af de enheder, du kan tilslutte til din Mac. Hvad enten du er musiker eller musikfan, kan du se nedenfor, hvordan du tilslutter lyd- og musikenheder til din Mac, og hvordan du indstiller dem til brug.
Berørte produkter
Mac OS, Bærbare computere, Desktop-computere
Tilslutning af en lydgrænseflade
Hvis du vil optage instrumenter på din Mac, er det nemmest og hurtigst at komme i gang, hvis du bruger enheder med en USB- eller FireWire-lydgrænseflade! Der findes en lang række produkter, som du kan bruge, når du skal tilslutte musikudstyr, f.eks. XLR, 1/4"-phonostik, RCA-stik og MIDI.
Denne USB-styreenhed (M-Audio Ozone) har en indbygget lydgrænseflade
og understøtter en lang række stik.
Hvis du er seriøs musikudøver, kan du bl.a. finde enheder med USB- og FireWire-lydgrænseflade her: M-Audio, Edirol, MOTU og Digidesign. Hvis du bare spiller musik på hobbyplan, har Griffin Technology og M-Audio lydgrænseflader til en mere overkommelig pris. Griffin har endda nogle, du kan tilslutte til computerens inputport – hvis din Mac har en).
Når du har anskaffet en lydgrænseflade, kan du se nedenfor, hvordan du tilslutter den til din Mac og indstiller den til brug.
- Følg de indstillingsinstruktioner, der fulgte med lydgrænsefladen, og installer softwaredriverne først.
- Hvis du har en USB-lydgrænseflade, skal du tilslutte den til en USB-port på computeren ved hjælp af det kabel, der fulgte med enheden. Hvis du har en FireWire-lydgrænseflade, skal du tilslutte den til computerens FireWire-port ved hjælp af det korrekte FireWire-kabel.
- Tænd lydgrænsefladen, hvis det er nødvendigt.
- Hvis din Mac skal bruge grænsefladen som lydinput, skal du åbne Systemindstillinger i Apple-menuen og vælge Systemindstillinger.
- Klik på Lyd for at få vist vinduet Lydindstillinger.
- Klik på fanen Lyd ind.
- Klik på lydgrænsefladen på listen for at vælge den. Bemærk! Får du ikke vist grænsefladen på listen? Kontroller, at du har installeret driveren.
Tilslutning af en guitar, basguitar eller mikrofon
Du opnår den bedste lydkvalitet, hvis du tilslutter en lydgrænseflade til din Mac, og kun en lydgrænseflade giver den forforstærkerforøgelse, der er nødvendig for at hæve lydniveauet for instrumenter og mikrofoner. Hvis du ikke har en lydgrænseflade, men din Mac har en 1/8"-lydindgang, kan du stadig tilslutte f.eks. en guitar, en basguitar eller en mikrofon, enten en professionel model med et XLR-stik eller en med et 1/4"-stik, til din Mac.
Du skal bruge en adapter af typen1/8"-stereoministik til 1/4"-phonostik for at tilslutte en guitar, basguitar eller mikrofon med et 1/4"-phonostik til computeren eller en adapter af typen 1/8"-stereoministik til XLR-stik til professionelle mikrofoner. Mange professionelle mikrofoner er kondensatordesign, der kræver 48-volts fantomkraft. Disse fungerer desværre ikke, hvis de tilsluttes direkte til computerens lydindgang, selv ikke med stereoministik til XLR-adapterkablet.
Du kan finde kabler her: Monster iStudioLink, Monster iStudioLink Microphone, Griffin GarageBand Guitar Cable or Microphone Cable. Du kan også finde kompatible kabler og adaptere hos din lokale elektronik- eller computerforhandler.
Når du har anskaffet en adapter, skal du blot tilslutte 1/8"-ministikket til computerens lydindgang og den anden ende af kablet til instrumentet eller mikrofonen. Åbn derefter Systemindstillinger i Apple-menuen, vælg Systemindstillinger, klik på Lyd, klik på fanen Lyd ind, og kontroller, at Linjeindgang er den valgte inputenhed.
Hvis du vil bruge computerens lydindgang som lydindgang,
skal du vælge den i vinduet Lydindgang i Systemindstillinger.
Tilslutning af et keyboard
Hvis du har et USB-keyboard eller en USB-styreenhed, kan du nemt tilslutte den til din Mac og indstille den til brug. Hvis du har et MIDI-keyboard, skal du bruge en lydgrænseflade, der omfatter en MIDI-indgang og -udgang (se "Tilslutning af en lydgrænseflade ovenfor). Installer blot driveren til enheden, genstart computeren, og tilslut derefter keyboardet til en USB-port på din Mac. Åbn Systemindstillinger i Apple-menuen, vælg Systemindstillinger, klik på Lyd, klik på fanen Lyd ind, og vælg styreenheden til keyboardet på listen for at gøre den til lydindgangskilden.
Tilslutning af en iPod eller en digital musikafspiller
Hvad enten du har en iPod eller en digital musikafspiller, skal du tilslutte den til computeren, hvis du vil overføre musik til den. Installer først den software, der fulgte med afspilleren. En iPod leveres f.eks. med iTunes-software, som du skal installere, før du tilslutter enheden, hvis det ikke allerede er gjort. Tilslut derefter afspilleren til den korrekte port på din Mac – enten FireWire- eller USB-porten – og du er klar til at gå i gang.
Tilslutning af et stereoanlæg
Hvis du vil digitalisere din samling af vinylplader eller kassettebånd, kan du tilslutte dit stereoanlæg til computeren og bruge lydoptagelsessoftware, f.eks. GarageBand for at optage musikken på din Mac. Det kræver desuden en USB- eller FireWire-lydgrænseflade med dobbelt RCA-indgang. Hvis din Mac har en lydindgang, kan du også bruge en adapter af typen 1/8"-stereoministik til dobbelt RCA-hunstik. Du kan overveje at anskaffe USB-adapteren Griffin iMic eller finde en passende adapter hos din lokale elektronik- eller computerforhandler.
Med USB-adapteren Griffin iMic kan du tilslutte et stereoanlæg til din Mac,
ved hjælp af et dobbelt RCA til 1/8"-stereokabel.
Sådan tilslutter du et stereoanlæg til din Mac:
- Tilslut RCA-stikkene til modtagerens AUX-udgang.
- Tilslut den anden ende af kablet til lydindgangen på din Mac eller til den lydgrænseflade, der er tilsluttet til din Mac.
- Tænd stereoanlægget.
- Åbn Systemindstillinger i Apple-menuen, vælg Systemindstillinger, og klik derefter på Lyd.
- Klik på fanen Lyd ind, og vælg derefter lydgrænsefladen eller Linjeindgang.
Tilslutning af hovedtelefoner og højttalere
De fleste Apple-computere har indbyggede højttalere, men hvis lyden skal være mere naturtro, når du hører musik, spiller spil eller slapper af med DVD Player, skal du tilslutte hovedtelefoner eller højttalere til computeren. Du behøver imidlertid ikke at installere yderligere software, medmindre du har et meget kompliceret surroundsoundsystem.
Hvis du vil bruge hovedtelefoner, skal du blot tilslutte hovedtelefonernes kabel til hovedtelefon-/linjeudgangen på din Mac. Hvis hovedtelefonerne har et 1/4"-stereostik, skal du brug en adapter af typen 1/4"-stereohunphonostik til 1/8"-stereominiphonostik.
Afhængigt at højttalerstikkene og computerens porte, skal du tilslutte dem til computerens hovedtelefon-/linjeudgang, USB-port, FireWire-port eller optiske, digitale lydudgang. Uanset hvilken type stik, du bruger, skal du generelt tilslutte ét hovedkabel til den relevante port på din Mac for at sende lyden ud gennem højttalersystemet – se vejledningen til højttalerne for at få oplysninger om, hvordan du tilslutter højttalersystemet.
| ↑ Før mig til indekset Tilslutning og brug af enheder | Før mig til Lektion 7: Indstilling af lagringsenheder → |
Important: Oplysninger om produkter, som ikke produceres af Apple, er kun inkluderet til orientering og er ikke udtryk for Apples anbefaling eller godkendelse. Kontakt leverandøren for at få flere oplysninger.