Mac 101: Tilslutning af en printer
Oversigt
Hvis du vil bruge en printer – din egen eller en andens – sammen med din Mac, kan du i denne lektion finde oplysninger om, hvordan du indstiller det hele, så du kan udskrive
Bemærk! Oplysningerne i denne artikel gælder Mac OS 10.4 til og med 10.4.11.
Berørte produkter
Printere, Mac OS X 10.4, Mac OS X 10.3, Mac OS X 10.2, Mac OS X 10.1, Mac OS X 10.0, Mac OS X 10.5
Tilslutning af en printer
Mac OS X omfatter indbygget software til mange printere, der bevirker, at printeren genkendes, når du tilslutter den til din Mac. Det er derfor ikke sikkert, at du behøver at installere den printersoftware, som eventuelt følger med printeren. Slut printeren til computerens USB-port eller FireWire-port, hvis den understøttes, ved hjælp af det korrekte kabel. Se dokumentationen til printeren, og tænd den derefter. Hvis printeren ikke genkendes af computeren, kan du ikke udskrive. Du skal muligvis hente de seneste drivere på producentens websted og installere dem.
Når du har installeret printerens driver, bør den vises som den aktive printer i Printer-menuen.
Hvis du vil se, om computeren genkender printeren, skal du åbne et arkiv, der kan udskrives, f.eks. et foto, et tekstdokument eller et PDF-arkiv. Vælg Udskriv i Arkiv-menuen (eller tryk på Kommando-P). Kontroller, om printeren vises, i Printer-lokalmenuen i dialogen Udskriv. Hvis det er tilfældet, skal du sørge for, at den er valgt til brug, og så er du klar. Hvis det ikke er tilfældet, skal du gøre følgende for manuelt at føje den til listen.
- Vælg Tilføj printer i Printer-lokalmenuen i dialogen Udskriv. Printerværktøj åbnes.
- Klik på knappen Tilføj i vinduet Printerliste.
- Der vises en liste over printere, der er tilgængelige for dig, i vinduet Printerbrowser. Vælg printeren, og klik på Tilføj. Bemærk! Hvis printeren ikke vises på listen, skal du kontrollere, at kablet er korrekt tilsluttet, og at printeren er tændt.
Tilslutning til en netværksprinter
Hvis din Mac er en del af et netværk, kan du udskrive til enhver fælles printer på netværket. Bemærk! Denne printertype behøver ikke at blive tilsluttet direkte til din Mac. Du opretter adgang til den via Ethernet eller trådløst. Benyt følgende fremgangsmåde for at føje en netværksprinter til computerens printerliste:
Når din Mac er tilsluttet til et netværk, vises der automatisk en liste
over alle tilgængelige fælles printere på netværket i vinduet Printerbrowser.
- Vælg Hjælpeprogrammer i Gå-menuen, og dobbeltklik derefter på Printerværktøj for at åbne det.
- Klik på knappen Tilføj i vinduet Printerliste.
- Vælg navnet på den fælles printer på listen Printerbrowser, og klik på Tilføj.
Udskrivning af dokumenter
Nu, hvor din Mac og printeren er synkroniseret, er du klar til at udskrive. Når du vil udskrive noget, kan du blot gøre det. Din printerdialog ser muligvis anderledes ud end vores.
Sørg for at vælge papirmediet og printerens højeste udskriftsopløsning
i dialogen Udskriv for at udskrive fotos af den bedste kvalitet.
- Åbn det arkiv, du vil udskrive, i det korrekte program. Åbn f.eks. et billedarkiv i iPhoto eller et PDF-dokument i Billedfremviser.
- Vælg Udskriv i Arkiv-menuen (eller tryk på Kommando-P).
- Kontroller, at den printer, du vil udskrive til, er valgt i Printer-lokalmenuen i den dialog, der vises.
- Vælg det relevante knapsymbol for dokumentets eller billedets retning i afsnittet Roter.
- I dialogen Udskriv får du vist flere menuer, der gør det muligt for dig at vælge forskellige udskriftsindstillinger. Du skal muligvis klikke på knappen Valg eller Avanceret for at se disse. Sørg for at vælge indstillinger for følgende, og bemærk, at navnene og indholdet kan variere.
- Vælg den papirtype, du bruger, i Medietype-lokalmenuen, f.eks. Premium blankt fotopapir eller Almindeligt papir.
- Vælg en indstilling i Udskriftskvalitet-lokalmenuen. Vælg printerens bedste indstilling, hvis fotokvaliteten skal være høj. Vælg en lavere kvalitetsindstilling, hvis du udskriver et sort-hvidt tekstdokument.
- Vælg din foretrukne printeropløsning i Opløsning-lokalmenuen. Indstillingen skal svare til den indstilling, du har valgt for Udskriftskvalitet.
- Foretag eventuelle andre indstillinger for det aktuelle udskriftsjob.
- Klik på Udskriv, når du er færdig.
Sådan opnår du perfekte udskrifter
Hvis dagens opgave er at udskrive et cv, fotos, en rapport eller et andet dokument, får du her nogle tip til, hvordan du opnår de bedste udskrifter.
- Du skal indstille fotoets billedopløsning til 200 ppi (pixels per inch) eller højere i billedredigeringsprogrammet for at opnå en udskrift i fotokvalitet. Indstil derefter printeren til den højeste kvalitetsindstilling i dialogen Udskriv.
- Sørg for, at dokumentets størrelse ikke overskrider størrelsen på det papir, der ligger i printeren – der vises en besked, hvis arkivet er større end udskriftsområdet. Hvis du har brug for at nedskalere arkivet, kan du enten ændre dokumentets størrelse i programmet eller vælge afkrydsningsfeltet "Skaler til kant" i dialogen Udskriv for at udføre justeringerne automatisk.
- Hvis du bruger en anden papirtype end almindeligt papir, skal du sørge for at vælge det korrekte medie i dialogen Udskriv. Derved kan printeren tilpasse blæktilførslen til det aktuelle medie. Hvis du ikke gør det, risikerer du, at udskrifterne bliver udtværede.
- Hvis printeren ikke kan udskrive det aktuelle job, skal du annullere jobbet og slukke printeren. Vent mindst 10 sekunder, og tænd derefter printeren. Prøv derefter at udskrive igen.
- Printerens blinkende lys er ikke til pynt. Hvis printeren ikke fungerer som forventet, kan du finde oplysninger om, hvad de blinkende lysfejlkoder betyder, i brugervejledningen.
| ↑ Før mig til indekset Tilslutning og brug af enheder | Før mig til Lektion 3: Oprettelse af forbindelse til internettet → |